Collage af Dan Park.
Jess Jessen-Klixbüll, tidligere medlem af bestyrelsen i Læsø Kunsthal, havde 22. maj 2019 Læsø Posten følgende indlæg i Læsø Posten om udstillingen Den politiske kunst i Læsø Kunsthal:
"Er det risikoen værd?
Under overskriften "Provokation via kunst" omtales Læsø Kunsthals planlagte sommerudstilling med internationale politiske kunstnere i Læsø Posten den 15. maj 2019.
Det er med " skræk og undren", at jeg på Læsø Kunsthals Facebook profil ser, at udstillingen omfatter værker fra en kunstner (Lars Vilks, red.), der bidrog med Muhammed tegningen og som førte til attentatet med mordene ved Krudttønden og Synagogen i København. Der er også en kontroversiel kunstner (Uwe Max Jensen, red.), der optræder som kandidat ved det kommende folketingsvalg for partiet Stram Kurs, med synspunkter der ligger meget langt fra mine.
Jeg skal ikke gøre mig klog på kvaliteten af de planlagte udstillede værker, men tror ikke på, at Læsø har behov for den opmærksomhed, som den udstilling kan tiltrække.
Det er en almindelig kendt metode for kunstnere at provokere med happenings og udtryk, der skaber opmærksomhed.
Man kan få den tanke, at de ikke selv har fået nok opmærksomhed som børn, hvorfor det nu er os andre, det skal gå ud over.
Blandt de udstillende kunstnere er der bl.a. Stram Kurs kandidaten Uwe Max Jensen, der ynder offentligt at tegne med sit lem og med urin og fækalier, Muhammed tegneren Lars Vilks, der konstant er under politibeskyttelse efter Krudttønden, og racismedømte Dan Park fra Sverige.
Jeg kan ikke se, om der er nogle af de kunstnerne, der skal åbne eller besøge udstillingen på Læsø (Lars Vilks deltog i åbningen, red.).
Uanset det vil udstillingen kunne tiltrække noget af alt det, som vi netop gerne vil undgå på Læsø. Jeg tør ikke tænke på, hvad en episode som en af de ovennævnte, vil kunne gøre ved opfattelsen af, at Læsø er et meget sikkert sted.
Var det en ide, at indhente en trusselsvurdering fra PET på den planlagte udstilling? Sikkert er det, at opgaven bliver for stor for vores egen enlige landbetjent."
Se også
Islamisk Stat eller Stram Kurs. Valget er dit.