Min kunstnerkollega Smike Käszner skriver om mig på Facebook. Hans skriverier fortjener et uddybende og overordnet svar.
1. Jeg er ikke specielt frustreret p.t. Jeg har lige fået et maleri op at hænge i folketinget (portrættet af Mogens Glistrup). Jeg deltager på sommerens mest omtalte og omdiskuterede danske udstilling (Den politiske kunst i Læsø Kunsthal). Og jeg har skrevet en stor del af teksten i bogen Den politiske kunst, der lige er udkommet. Så ideen om at manglende anerkendelse og dermed opståede frustrationer har drevet mig i armene på højrefløjen - som en anden Hitler - er ikke korrekt.
2. Jeg valgte at stille op for Stram Kurs, fordi det simpelthen var tvingende nødvendigt målt på demokratiets vægt. Danskerne havde via vælgererklæringer givet Stram Kurs deres mandat til, at partiet kunne deltage i folketingsvalget. Men da Stram Kurs' leder Rasmus Paludan var i safe house grundet alvorlige trusler, og en anden af Stram Kurs' politikere også var under politibeskyttelse grundet trusselsniveauet, kneb det selvsagt med egnede kandidater, der havde lyst til og mod på at give sig i kast med udfordringen.
Da Paludan spurgte mig, var jeg da også i tvivl. Jeg havde ikke noget at vinde. Ingen vidste på daværende tidspunkt, at Stram Kurs ville komme tæt på spærregrænsen og dermed en plads i folketinget. Alle eksperter anså det for en umulighed. Samtidig var jeg fuldstændig bevidst om, at et folketingskandidatur for Stram Kurs ville fungere som kasteskyts, man kunne anvende mod kunstneren Uwe Max Jensen.
Alligevel valgte jeg at stille op. Af den simple årsag at jeg simpelthen så det som en aftjening af min demokratiske værnepligt at give danskerne mulighed for at kunne stemme på Stram Kurs, når partiet havde opnået de krævede vælgererklæringer. Nogen udemokratiske islamister og kriminelle bandefolk skulle simpelthen ikke få held til de facto at sætte den demokratiske proces ud af spil ved hjælp af intimidering, trusler og vold.
Jeg er klar over, at en sådan udvist idealisme, som jeg lagde for dagen, virker chokerende på de fleste danskere, der har en rem af opportunisme. Og jeg ved udmærket, at det kan virke direkte provokerende at stå ved sine meningers mod i kunstverdenen. Især når disse meninger er politisk ukorrekte og gør op med den politiske konsensus, der rider kunstverdenen som en mare.
3. Hvorfor er jeg stadig engageret med Stram Kurs? For det første er jeg ikke en type, der løber af pladsen. Og jeg ville finde det en kende letkøbt, hvis jeg dagen efter et tabt folketingsvalg stak halen mellem benene og luntede af. Nu gælder det opbygningen af en organisation omkring Stram Kurs, og det vil jeg gerne bistå med i det omfang, det er mig muligt. Det foregår i øvrigt på frivillig basis, så jeg kan levere det arbejde, som jeg har overskud og evner til.
Stram Kurs er et unikt parti, fordi partiet som det eneste tør adressere, at hjemsendelser er nødvendige, hvis danskerne skal vedblive at være i flertal i Danmark. Og netop det mod og den logik, der er baggrunden for den udmelding, er grunden til, at jeg er at finde i Stram Kurs.
4. Til Smike Käszner: Jeg bryder mig helt overordnet ikke om ros, der er betinget af, at jeg gør det ene eller andet for at please den, der roser mig. Jeg mener faktisk, at en sådan "ros" er en uskik.
Portrættet af Mogens Glistrup, der nu hænger i folketinget.
Se også
Uwe Max Jensen fortæller om sit portræt af Mogens Glistrup