Iben Thranholm har meldt sig ud af Stram Kurs. Det fremgår af en pressemeddelelse, hun har offentliggjort på Facebook:
"PRESSEMEDDELELSE
Iben Thranholm forlader Stram Kurs
Efter blot to måneder i partiet har den kendte debattør valgt at trække sig fra Stram Kurs.
“Når jeg forlader Stram Kurs er det først og fremmest fordi jeg undervejs har mistet troen på, at jeg kan påvirke partiet i den positive værdimæssige retning, som jeg havde håbet på”, siger Iben Thranholm.
At Østre Landsret i går torsdag d. 4 juli 2019 stadfæstede byrettens dom af Rasmus Paludan, der er blevet dømt for racisme, var også været udslagsgivende for hendes endelige beslutning.
Rasmus Paludan blev 5. april 2019 dømt til 14 dages betinget fængsel i Retten i Glostrup, fordi han på en video ifølge rettens dom blandt andet sammenkoblede "de fleste negere i Sydafrika" med personer, der har en intelligenskvotient på under 70.
“Jeg tager klart afstand fra enhver form for ytring, som retten har dømt som værende racistisk”, udtaler Iben Thranholm.
Den kendte debattørs vej ind i Stram Kurs var højst usædvanlig. Det var nemlig på baggrund af en stærk kritisk klumme om Rasmus Paludan, at de to kom i kontakt med hinanden
Iben Thranholm skrev i avisen Udfordringen kort før valget:
“Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestlig kultur, men ironien er, at de selv er en del af det. Hvis man skal afsløre, hvad der er galt, må sætte noget andet og mere sandt i stedet.”
Efter at have læst klummen kontaktede Rasmus Paludan Iben Thranholm for at diskutere kritikken og endte med tilbyde hende en plads i partiet så værdikampen også kunne føres derfra.
“Paludans tilbud kom ret meget bag på mig, fortæller Iben Thranholm, men efter vi havde snakket frem og tilbage så jeg en mulighed for at tilføre partiet en alternativ, positiv og opbyggelig vision til forskel fra den megen negativitet, som har præget højrefløjen i årevis. Derfor tog jeg springet i håbet om, at jeg kunne ændre noget og bidrage positivt. Tiden og erfaringen har vist, at jeg tog fejl og med landsrettens dom i går ser jeg min rolle i partiet som udspillet”, udtaler Iben Thranholm og tilføjer:
“Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, som har støttet mig både under og efter valgkampen, fordi de også ønsker at styrke de kristne værdier i Danmark”
Iben Thranholm vil fortsat være en stemme i debatten, men nu på andre platforme end Stram Kurs."
Se også
Mette Frederiksen med badebold