Statens Kunstfond præmierer en række af årets kunstudstillinger under overskriften "Vi hylder de modige udstillinger". Jeg savner imidlertid en udstilling på listen, hvis det er mod - såvel konkret mod som kunstnerisk og kuratorisk mod - der er kriteriet for udvælgelsen. Nemlig udstillingen Den politiske kunst, der blev vist i Læsø Kunsthal henover sommeren. Og ja, jeg er part i sagen, da jeg deltog i udstillingen og var med til at skrive kataloget. Men det ændrer ikke på følgende:

Udstillingen var modig - ikke alene fordi det kan være forbundet med en sikkerhedsrisiko at vise Muhammedtegninger og -malerier samt udstille en kunstner (Lars Vilks), der er på al-Qaeda 's dødsliste - men også fordi kunstnersammensætningen på udstillingen kom hele vejen omkring det politiske spektrum og ikke udelod kunstnere fra hverken "højre"- eller "venstrefløjen".

Men ikke mindst var udstillingen modig, fordi arrangøren af udstillingen - leder af Læsø Kunsthal Jon Eirik Lundberg - ikke bukkede under for det pres, der blev lagt på ham. Ikke alene fra islamofile og venstreorienterede beboere på Læsø, men også fra kunstnere, der trak sig fra den efterfølgende udstilling i kunsthallen i protest mod Lars Vilks, Dan Park og undertegnedes deltagelse på udstillingen Den politiske kunst. Som om det ikke var nok, trak kunstneren Ai Weiwei (sandsynligvis tilskyndet af direktør Michael Thouber fra Kunsthal Charlottenborg og kunstsamler Jens Faurschou) sit værk fra Den politiske kunst, så udstillingens absolutte stjernenavn (sammen med Banksy (sorry, Kristian von Hornsleth)) ikke længere var med.

Et sådan pres havde fået en mindre mand end Jon Eirik Lundberg til ikke bare at vakle, men falde til patten. De fleste udstillingsarrangører havde smidt Dan Park og undertegnede af udstillingslisten for at få genoprettet roen og den gode stemning.

Det gjorde Lundberg ikke. Og for det fortjener han ikke bare tak. Men respekt.



Se også
Afgående museumsformand: - Megen nutidskunst er tom for både tanker, følelser og æstetik