Jeg skrev i 2012 følgende oplæg til Liberalt netværk:
"I 2001 skrev Venstres Ungdom i sit finanslovsoplæg følgende:
”Statens Kunstfond bør nedlægges, da det aldrig kan være statens opgave at være smagsdommer.”
Kommentaren rammer ned i en gammel diskussion om, hvorvidt kunsten skal klare sig på markedsvilkår eller nyde en særstatus ud fra den betragtning, at kunsten beriger samfundet på en måde, som vi som samfund ønsker at værne om og opmuntre. Den diskussion vender jeg tilbage til, da den ikke er af ny observans, men er pågået i århundrede.
Men først vil jeg konstatere, at Statens Kunstfond står endnu, selvom medlemmerne af Venstres Ungdom for længst er kommet i den politisk beslutningsdygtige alder. Og det er der mange grunde til. Én af grundene er, at kunstnerstanden har lært sig at agere som enhver anden interessegruppe, når dens udfoldelsesmuligheder trues eller forringes. Det fik kulturminister Brian Mikkelsen fra de konservative at føle, da han kort tid efter VU’s udmelding forsøgte at lave om på det kunstneriske støttesystem. Det bragte både ministeren i stormvejr og på tilbagetog og var sandsynligvis den reelle afslutning på den kortvarige kulturkamp, som den nytiltrådte borgerlige regering blæste til, da den kom til magten i 2001.
Loven om Statens Kunstfond blev vedtaget i 1963 for at støtte den skabende kunst. Men statslig kunststøtte er ikke nogen ny opfindelse. Allerede fra 1699 kunne forfattere og digtere modtage støtte fra Partikulærkassen, og det kom blandt andet P.A. Heiberg til gavn. Partikulærkassen blev senere afløst af Fonden ad Usus Publicus og Finansdeputationen. Fonden støttede en række forfattere, som vi husker i dag. Blandt dem: H.C. Andersen, Paludan-Müller, Grundtvig, Oehlenschläger og Jens Baggesen. Og i 1838 mente staten, at H.C. Andersen havde så stor samfundsmæssig værdi, at digteren blev tildelt en selvstændig post på finansloven.
De fleste støttemuligheder var rettet mod forfattere, der for nogens vedkommende samtidig kunne supplere deres indtægter ved at skrive i aviserne. Det fik i 1950erne en gruppe billedkunstnere til at henvende sig til den senere socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt. Billedkunstnerne argumenterede for, at de skulle have statslige udsmykningsopgaver, så de kunne skaffe sig en indtjening. Bomholt opfordrede kunstnerne til at gå i demonstration, men nedsatte samtidig et udvalg, der skulle udtænke ordninger, der kunne forbedre kunstneres eksistensgrundlag. Det blev til loven om Statens Kunstfond i 1963.
En lov, der fik støtte fra alle folketingets partier undtaget det liberalistiske parti De Uafhængige, der var en udbrydergruppe fra Venstre. De Uafhængiges fem mandater stemte som de eneste imod lovforslaget. Ellers var der bred opbakning til loven, der ideelt set skulle frigøre kunstnerne fra staten via det såkaldte armslængdeprincip (udtænkt af filosoffen K.E. Løgstrup i forbindelse med et møde på Herning Højskole), hvor uddelingerne er overladt til kunstneriske eksperter, så man undgår indblanding fra politisk side.
I 1964 da man for første gang skulle uddele ydelser fra Statens Kunstfond, brød debatten imidlertid ud i lys lue. Legatet var på 29.952 kroner om året, og da en håndværker til sammenligning tjente cirka 20.000 kroner om året og en ufaglært arbejder og en landmand endnu mindre, pustede det til en debat om, hvorvidt det var acceptabelt, at almindelige hårdtarbejdende mennesker via skattebilletten skulle finansiere kunstneriske ydelser i den størrelsesorden. Det kan i øvrigt nævnes, at det treårige arbejdsstipendium i dag kun udgør 275.000 kroner om året.
Og diskussionen i 1964 spidsede for alvor til, da det viste sig, at én af legatmodtagerne var forfatteren Klaus Rifbjerg, som dengang havde status af Danmarks største provokatør. At han samtidig kørte rundt i en cremefarvet sportsvogn til omkring 50.000 kroner, gjorde ikke forargelsen over, at han blev tildelt skattepenge, mindre. Flere steder i trekantsområdet blev der iværksat underskriftsindsamlinger, hvor primært industriarbejdere skrev under på protester imod det, man anså for at være misbrug af borgernes penge. Det var lagerforvalteren Peter Rindal fra Kolding Hørfabrik, der kom til at personificere modstanden mod Statens Kunstfond, og han indsamlede nærved 60.000 underskrifter imod loven om Statens Kunstfond. Senere blev han Fremskridtspartiets repræsentant i Statens Kunstfond, men selvom han til det sidste talte imod Statens Kunstfond, kunne han ikke forhindre den i at vokse, så den i dag har et budget på 80 millioner kroner om året mod et budget på 3,5 millioner kroner i begyndelsen.
I 2001 lavede jeg i øvrigt et kunstværk sammen med Peter Rindal i Aalborg Kunstpavillon. Værket hed Rindals Stue og var en form for scene, som jeg havde bygget op med Rindals egen stue som forlæg. Til udstillingen havde jeg lånt Rindals stuemøbler og malerier, og jeg havde tapetseret scenens vægge med samme type tapet, som Rindal havde i sin stue. Også scenegulvet var af samme type som gulvet i Rindals stue. Rindals begrundelse for at udlåne møbler og malerier til mig: ”Jeg vil jo gerne hjælpe den unge mand til noget opmærksomhed, så han kan blive selvforsørgende.” Mit håb var tilsvarende, at Statens Kunstfond ville købe installationen, der var til salg for 475.000 kroner. Det ville placere Rindal i en pikant situation på den anden side af bordet, da vi havde aftalt at dele pengene i tilfælde af et salg. Værket blev dog ikke solgt.
Et af Rindals argumenter mod Statens Kunstfond var i øvrigt: ”Vi kan ikke betale for noget, vi ikke bryder os om.” Den udmelding kom imidlertid under stærk beskydning, da man mente, at man gik nazismen og stalinismen i bedene, hvis man abonnerede på et kunstsyn, hvor kunstnerne var underlagt statens krav. Den politiske magt ønskede med oprettelsen af Statens Kunstfond i stedet at sætte kunsten fri og løfte befolkningen op på kunstens niveau.
”Vi kan måle demokratiets situation på afstanden mellem nutidskunsten og folket” (PH)
Med demokratiet blev det naturligt at nogle af forpligtelserne til at sikre kvalitet i kunst i det offentlige rum gled fra konger og kirke og private mæcener til almenvellet.
”Det offentlige skal fremme kunst, fordi økonomiske interesser er mere interesserede i at fremme konformiteten.”
”Kulturpaver som bør uskadeliggøres.” (leder i avis)
Statens Kunstfond følger i øvrigt udviklingen af velfærdsstaten.
Hvis man er interesseret i politik, vil man muligvis ikke tillægge debatten om kunst og kultur så stor betydning. Men man kan uden at tage munden for fuld godt fremføre den tese, at modstanden mod Statens Kunstfond blev startskuddet til den generelle modstand mod det etablerede politiske system og dets beslutninger. En modstand, som senere kom til udtryk ved jordskredsvalget og i Fremskridtspartiet, og tendenserne genfindes den dag i dag i Dansk Folkeparti, som i 00erne ønskede at begrænse de livsvarige ydelser.
Og så står Statens Kunstfond også bag de fleste større offentlige udsmykninger i Danmark, hvoraf mange har vakt stor debat.
Statens Kunstfond er i hele sin levetid blevet kritiseret for nepotisme. Og sandt er det, at udvalgene ofte deler penge ud til folk, de kender. I den forbindelse henholder udvalgene sig altid til, at de alene har den kunstneriske kvalitet for øje. Noget, der dog modsiges af det faktum, at nogle kunstnere ret pludseligt tildeles det livsvarige legat uden at have fået del i særlig mange andre legater. Det tyder på, at det ikke er så nemt at få øje på kunstnerisk kvalitet, som fonden ellers giver udtryk for.
Rolf Bagger rejste kritikken, men det var umuligt at komme igennem med den. Kunstnere synes meget lidt omstillingsparate, når det gælder fordelingen af økonomisk støtte.
Samtidig er fondens uddelinger skævvredet, hvad geografien angår. Langt de fleste legater går til kunstnere i København eller udlandet. Få til Aarhus og ingen til den øvrige provins. Det viser en undersøgelse, jeg lavede som journalist.
Forslag til forbedringer af kunststøtten og kunstneres forhold i Danmark:
1) Mere spredt støtte, så det ikke er de samme kunstnere fra de samme geografiske områder, der modtager støtte fra Statens Kunstfond år efter år.
2) Folk, der har en høj indtægt, bør ikke oppebære penge fra det livsvarige legat. Disse penge bør komme yngre kunstnere til gode.
3) Kunstnere som undervisere i kunst i gymnasieskolen fremfor lærere, der er uddannet i kunsthistorie fra universiteterne. Forfattere kunne også undervise i creative writing i gymnasieskolen, som det kendes fra USA.
4) Udenlandske kunstnere bag udsmykninger i det offentlige rum. Danmark har tidligere haft en rig tradition for at lade de bedste kunstnere udsmykke vores pladser – om de var danskere eller ej – den har man forladt. I dag er det så godt som udelukkende danske kunstnere, der udfører udsmykningsopgaver for Statens Kunstfond. Nævn eventuelt Øivind Nygård."
Se også
Post til kalifatet (fremmedkriger Solle Kücükavci og hans tre koner modtager et brev med meddelelse om fratagelse af dansk statsborgerskab)