Fandt den franske journalist Roland Jacquard 's biografi om Osama bin Laden i genbrug (10 kroner). Bogen var færdig halvandet år inden 11. september 2001, men ingen ville udgive bogen, da man mente, at interessen for en bog om en landflygtig saudisk terrorist, der var aktiv i Afghanistan og Afrika, ville være minimal.
Til sidst lykkedes det Jacquard at få overtalt et forlag til at udgive bogen. I Osama bin Ladens navn ... en dokumentation kom på gaden 7. september 2001. Fire dage senere blev bogen pludselig ekstremt aktuel, og forlaget fik trykt et nyt omslag til bogen, der gjorde opmærksom på, at bin Laden var manden bag 9/11.
Bogen beskriver ret minutiøst bin Ladens liv frem til år 2000. Blandt andet fremgår det, at (sunnimuslimen) Osama bin Laden i modsætning til Islamisk Stat, der ville udrydde shiamuslimer, satsede på en forening af sunni- og shiamuslimer. Bin Laden arbejdede også konkret sammen med Iran og shiamuslimske grupper.
Det fremgår også af bogen, at Osama bin Ladens modvilje mod USA især bundede i Golfkrigen og tilstedeværelsen af vantro tropper på hellig (saudisk) grund. Ikke mindst var de kvindelige (vantro) troppers ophold i Saudi-Arabien en torn i øjet på bin Laden.
Bogen fortæller også om vestens støtte til de muslimske oprørere i Afghanistan, hvor vesten så igennem fingre med oprørernes ideologi, fordi man vægtede kampen mod Sovjetunionen højere under den kolde krig. Efter Sovjetunionens tilbagetrækning gik der ikke lang tid, inden mujahedin i stedet rettede de våben, som USA havde leveret, mod amerikanerne og deres interesser.
Man kan ikke undgå at komme til at tænke på USA's ageren i Irak og Syrien. Det virker som om, amerikanerne har lært meget lidt af de erfaringer, de fik med muslimske fundamentalister i Afghanistan.
Se også
Somaliske Ilhan Omar, der blev valgt til kongressen, har en problematisk forhistorie: Hun blev i 2009 gift med sin bror formentligt med henblik på at give ham permanent ophold i USA