Lige så konceptuel og minimalistisk den amerikanske skulptør Carl Andre 's kunst er (Andre er kendt for at placere blandt andet kobber- og zinkplader på udstillingsstedets gulv, som publikum så kan betræde), lige så kulørt er mandens privatliv. I 1985 faldt Andres hustru - performancekunstneren Ana Mendieta - ud af et vindue i parrets lejlighed i New York. Det skete i kølvandet på et skænderi mellem de to kunstnere. Mendieta faldt 33 etager, inden hun ramte taget på en deli.
Carl Andre blev anklaget for mord, men i 1988 blev han frifundet for alle anklager grundet rimelig tvivl. Sagen endte imidlertid ikke der. I årenes løb har forskellige primært feministiske grupper demonstreret mod Carl Andre, når han har haft udstillinger, fordi disse grupper er af den opfattelse, at han var skyldig i mord.
I sidste uge kom der nyt brænde på det bål, da skuespilleren Ellen Barkin (blandt andet Sea of Love) tweetede, at Andre havde taget kvælertag på hende, da hun som 22-årig arbejdede som servitrice i New York.
Carl Andre er i dag 84 år og arbejder stadig som kunstner.
Se også
Lars Vilks: 9/11 kan ses som et sublimt modernistisk værk (hvis man ser bort fra det etiske aspekt)