I morgen er der fernisering på udstillingen MAD AS HELL. Decades of Protest i Galerie Reinhard Hauff i Stuttgart (et af det sydlige Tysklands mest profilerede gallerier). Jeg når ikke frem til ferniseringen, og det tvivler jeg også på, at Olafur Eliasson (hvis navn står lige ved siden af mit på indbydelsen) gør. En gruppeudstilling på et galleri er næppe noget, der får Eliasson til at tage flyveren, medmindre han har andre gøremål i området.

Det er ikke første gang, Olafur Eliassons og min vej krydser. I 1970'erne var vi begge elever på Søndre Skole i Holbæk (Olafur Eliasson er tre år ældre end mig, han blev i øvrigt 53 år i går). Og i 2005 hævede jeg vandstanden i Eliassons skulptur Waterfalls - en springvandsskulptur - da den var udstillet på Aros, ved at pisse i vandbassinet.

De fleste opfattede det som en kritik af Eliasson. Det var det måske også. Men det var mere en kritik af den kunsthistoriske og kuratoriske lirumlarum, der omgav Eliasson og hans værker, og hvor man i en tekst ved siden af Waterfalls kunne læse, at det var beskueren, der med sin interaktion skabte værket. Jeg besluttede at tage dette for pålydende og interagere med værket på en måde, som museet og da slet ikke kuratoren havde forudset. Det førte ikke overraskende til en anholdelse og en karantæne fra Aros på ubestemt tid. En karantæne, der imidlertid blev ophævet allerede i 2008, da jeg om sommeren skrev kortvarigt for Weekendavisen. En avis som Aros åbenbart ikke ville have noget udestående med.

Olafur Eliasson er ikke en kunstner, der ellers inspirerer mig. Dertil er hans begrebsapparat og udtryksform for fjernt fra mig. Men jeg respekterer, at han rejste ud i verden, slog igennem og kunne vende hjem til hæder og ære. Vores intermezzo i 2005 var på vis meget sigende. Det var Eliassons første store udstilling herhjemme, og det var en slags foreløbig kulmination (i hvert fald på dansk jord) på en karriere, der kun havde haft en retning: Op. For mig blev hændelsen udtryk for en anden bevægelse. Nemlig: Ud.

Selvom jeg efterfølgende havde enkelte udstillinger indenfor kunstinstitutionens ramme, blev vandhævningsværket en indikator for, at jeg efterfølgende ville træde ud i "virkeligheden" med min kunst oftest i form af happenings. Og siden har min tilknytningen til kunstverdenen været sporadisk. Bortset fra enkelte afstikkere som for eksempel sommerens udstilling i Læsø Kunsthal og nu deltagelsen på Mad as hell i Reinhard Hauff.

Olafur Eliasson fremstår som en tør type, når man hører ham udtale sig. Men under den seriøse og akademiske overflade gemmer der sig muligvis en humorist. Da Aros ville købe nogen af værkerne fra udstillingen på museet i 2005, var det eneste værk, Olafur Eliasson tilbød museet Waterfalls. Begrundelse: Han syntes, at det hørte til i Aarhus.



Se også
Uwe Max Jensen - "Jesus vender tilbage"