Som ung kunstner var jeg skeptisk overfor maleriet. Jeg var ikke begejstret for dets funktion som varefetich, og særligt var maleriets illusionisme mig imod. Allerede som seks-syvårig dreng gjorde jeg ved lidt af et tilfælde oprør mod denne illusionisme.

I ferierne når min familie og jeg besøgte min farmor og farfar i Valby, overnattede jeg i min farfars atelier. Min farfar Ove Bjørn Andersen var en ikke specielt anerkendt, men dog i visse kredse (blandt andet hos Bonnier koncernen) meget værdsat naivistisk maler. Så lå jeg der på en drømmeseng blandt tørrende oliemalerier og terpentindampe. Det var sikkert både usundt og farligt, men det var ikke noget, man tænkte på i 1970'erne, hvor man ikke bare røg indendørs, men også på tog og fly.

En dag fik jeg øje på et lærred, der var mere naturalistisk end naivt. Jeg kunne ikke forstå, hvordan virkeligheden kunne fremtræde så naturtro på lærredets forside, men når jeg vendte maleriet om, var der ikke andet at se end det rå lærred. Min farfar signerede i modsætning til mig ikke sine malerier på bagsiden.

Der forekom en slags kortslutning i min hjerne. Virkeligheden på forsiden, men på bagsiden var der ikke virkelighed fra en anden vinkel, men bare intet. Jeg tog derfor en proptrækker (selvfølgelig drak min farfar vin til arbejdet, han var, hvad jeg den dag i dag stadig på mange måder forbinder med en rigtig kunstner eller i hvert fald en romantisk forestilling om kunstneren) og begyndte at skrue den ind i lærredet. Fordi jeg simpelthen ikke kunne forlige mig med, at maleriets tomme bagside stod i konkret fysisk forbindelse med "virkeligheden" på maleriets forside.

Det tog ikke lang tid for proptrækkeren at bryde igennem maleriets flade, og jeg forstod i det samme - helt konkret - at "virkeligheden" på maleriets forside ikke var andet end en illusion. Et blændværk. Måske endda snyd og humbug. Frembragt ved hjælp af tillært kunnen.

Det gjorde mig ærlig talt skeptisk overfor denne kunstgenre.

En skepsis, der blev siddende i mig i årtier.

Jeg ønskede ikke, at kunstneren skulle være en slags tryllekunstner, der skabte en illusion. Jeg ønskede, at kunsten skulle være anderledes konkret og bogstaveligt virkeligsnær. Derfor indledte jeg min kunstneriske karriere med en mild foragt for maleriet i bagagen. Maleriet var ikke fint nok eller ærligt nok til mig.

Men som det altid / ofte går i livet, slibes kanterne af. Fronterne blødes op. Og i dag er jeg om ikke maler (jeg opfatter mig stadig som konceptkunstner) så i hvert fald vild med maleriet. Og dets muligheder.

I dag købte jeg dette lille maleri (30 gange 40 centimeter) i genbrug for den beskedne sum af 20 kroner. Maleriet er ifølge signaturen malet i 1925, men det fremstår stadig skarpt bortset fra nogen begyndende krakeleringer i baggrundsmalingen. Det er jo et fantastisk medie, der frembringer værker, der med næsten 100 år på bagen stadig er friske. Der er en eller anden (maler), der for 100 år siden har sat pris på en hest og derfor har malet den for eftertiden. Det bliver kommunikeret direkte til mig i dag henover årtierne.

*

PS: Hvordan gik det så med min farfars billede? Jo, dagen efter at jeg havde lavet hul i lærredet, kom min farfar ind i atelieret, der i praksis var en spisestue i en treværelses lejlighed, der var blevet inddraget til atelier, og fremviste sine seneste frembringelser for min mor og far. Da han nåede til det naturtro maleri, opdagede han straks det lille hul i lærredet. Det medførte stor fortvivlelse og megen undren over, hvordan det dog var sket. Et eller andet sagde mig, at jeg skulle holde tand for tunge, og jeg gik derfor ikke til bekendelse, men holdt mine tanker om maleri og illusionisme for mig selv.


Se også
Uwe Max Jensen - "Jesus vender tilbage"