Jeg er blevet offer for coronavirus. Af den milde indirekte slags. Jeg skulle fredag eftermiddag have deltaget i kulturprogrammet Kræs på Radio4. Et program, der ifølge beskrivelsen på Radio4's hjemmeside indeholder "den fedeste kunst, de største værker og relevante nyheder fra kulturlivet i ind- og udland". Man forstår, hvorfor jeg var inviteret til at sidde i Kræs' fredagspanel.

Men coronavirussen trumfer p.t. alt. Også Radio4's sendeflade. Først blev min deltagelse i studiet i Aarhus sløjfet. Radioen måtte ikke have gæster i studiet. Jeg skulle i stedet medvirke over telefon sammen med de to andre paneldeltagere. Men også gæsternes medvirken på telefon blev aflyst. Måske fordi der ikke er nogen kunst at anbefale, da de fleste kulturinstitutioner er lukket ned.

Jeg ville have anbefalet et besøg i Tørskind grusgrav - en skulpturpark ved Vejle fyldt med værker af Robert Jacobsen og franskmanden Jean Clareboudt. Skulpturparken er i sagens natur udendørs, hvilket angiveligt nedsætter smitterisikoen, og den er heller ikke velbesøgt. Faktisk kan man besøge Tørskind grusgrav uden at møde andre gæster, så også skulpturparkens få gæster nedsætter smitterisikoen betragteligt.

Når det er sagt, hvorfor så anbefale kunst og kultur i disse coronatider. Vil deltager jo allerede - alle sammen - i en løbende opførelse af totalteaterstykket og det menneskelige drama Coronakrisen. Et stykke, hvor vi alle har rollen som potentielle smittebærere og som potentielle ofre for smitte, hvilket unægteligt forlener forestillingen med en vis suspense. Om det ender med en happy ending for os og vores nærmeste, ved vi ikke. For slutningen er ikke skrevet endnu.

Som i alle teaterforestillinger har nogen af de medvirkende større roller end andre. Statsminister Mette Frederiksen er - mens vi morbidt venter på det første danske dødsoffer - stykkets hovedperson. Hun udstikker retningslinjer, som de millioner af statister skal følge. Men hvad sker der? Knap har hovedrolleindehaveren bedt statisterne om at blive hjemme, inden de som lemminger farer ud på gader og stræder og ind i det nærmeste supermarked for at hamstre fødevarer og ikke mindst toiletpapir.

I seancer, der ikke lader det absurde teater noget tilbage, toppes statisterne, der for en stund indtager hovedrollen i mediernes nonstop livedækning af stykket, om toiletpapiret. I Hundige syd for København i en sådan grad, at det næsten udvikler sig til slåskamp.

Vi er alle en del af spektaklet. Det er noget af det mest spændende, utryghedsskabende og foruroligende, der er overgået os i årevis. Hvordan det ender, ved vi ikke. Vi håber det bedste.


Se også
Koranovirus