Mens det samlede kunstliv har lukket ned, åbner billedkunstneren Uwe Max Jensen mandag 23. marts 2020 klokken 10 en udstilling af malerier, der tager afsæt i den igangværende coronakrise.
Malerierne kredser om coronakrisens forskellige former. Både på et konkret og et symbolsk plan. Der er et maleri med henvisning til Hans Holbeins serie af træsnit, der i allegorisk form beskrev pestens hærgen i Europa. Der er et maleri, der parafraserer Edvard Munchs angstfyldte Skrig konfronteret med et frit i luften svævende virusmolekyle. Der er et maleri af Døden med coronakranset hoved. Og der er et maleri af militæret, der kører lig ud af den norditalienske by Bergamo. Plus meget andet, der på forskellig vis belyser, fortolker og fortæller om coronakrisen.
Udstilling bliver afholdt på Vestre Havnepromenade i Aalborg under Limfjordsbroen. Der vil blive iagttaget forsigtighed i forhold til ikke at sprede coronasmitte. Derfor vil der kun blive lukket én person op på udstillingsplatformen ad gangen. Samtidig vil udstillingslederen holde en passende afstand til gæsten.
Udstillingen har åben alle dage fra klokken 10 til 14 frem til og med søndag 29. marts.
Udstillingen har en historisk forløber i den sovjetrussiske komponist Dmitrij Sjostakovitj 's 7. symfoni, der blev opført i Leningrad under Anden Verdenskrig, mens byen var under belejring af tyske tropper. Ved at opføre en symfoni under ekstreme og "umulige" omstændigheder insisterede Dmitrij Sjostakovitj og borgerne i Leningrad på kunstens mulighed som en normaliserende faktor i en situation, hvor al normalitet var sat ud af kraft. Det samme gør Uwe Max Jensen med sin coronakunst udstilling.