Jeg - og sandsynligvis også jer andre - er fange i Mette Frederiksens totalstat. Da jeg 9. april 2020 ville over grænsen ved Kruså for at nå frem til grænsestenen, hvorfra jeg ville pisse på Tyskland som et led i min 9. april happening Widerstand, blev jeg nægtet at forlade Danmark. Man kan angiveligt ikke forlade Danmark, hvis man ikke har en gyldig grund og en statslig tilladelse.

Jeg mente naturligvis, at der måtte være tale om det vitterligste vås. Jeg lever ikke i de hedengangne diktaturer Sovjetunionen eller DDR, hvor borgerne ikke måtte rejse ud af landet uden statens tilladelse, så jeg viste mit pas og fortalte til det talstærke politi ved grænseovergangen, at jeg havde til hensigt at gå over grænsen for at lave mit kunstværk.


En sådan afvisning af at underkaste sig den ny og magtfulde totalstat, der er blevet sat i værk de seneste uger (med coronakrisen som undskyldning?), medførte, at jeg straks blev omringet af op mod 10 betjente. Fik vredet armene om på ryggen, lagt i håndjern og besked om, at jeg var frihedsberøvet med hjemmel i politiloven.

Herefter blev jeg kropsvisiteret af en yngre betjent, der fingererede ved mine kugler, som jeg ikke husker, at nogen har gjort det i årevis. Jeg indvendte, at betjenten lod til at nyde sit arbejde en anelse for meget. Hvilket skulle vise sig at være en anelse for kækt i betragtning af, at jeg var lagt i håndjern. I hvert fald tog han førergreb på mig med stærke smerter i skulderen til følge.

Jeg følte på den baggrund, at der var en vis rimelighed i at kalde ham en svans - ikke i en homofobisk betydning af ordet - men som en person, der ikke har den mindste respekt for tilnærmelsesvis fair play i forbindelse med et fysisk møde. Denne ytring hjalp ikke på min situation, og jeg fik en tur til. Og da jeg ikke er særlig fit længere og hellere ikke på beatet i forhold til at akkumulere smerte, var jeg tvunget til at holde mund, selvom magtanvendelsen alt andet lige var overdrevet.

Jeg blev placeret bag i en politibil med de smertende håndjern bag ryggen i tre kvarter, og der var tale om at køre mig til Esbjerg. Da jeg havde min datter og en ven med til grænsen, og jeg havde bilnøglerne i min lomme, indtil politiet tog dem, var det en kedelig løsning, der var i udsigt. Heldigvis endte tingene i mindelighed.

Jeg råbte fra min placering i bilen indsatslederen an, tilbød mit fulde samarbejde og lovede at forlade grænselandet. Jeg blev kort efter løsladt. En politibil fulgte efter os til nogen kilometer før Kolding for at holde øje med, at jeg forlod Sønderjylland.

Der blev intet 9. april værk i år, men jeg håber at vende tilbage til Kruså i 2021. Forhåbentligt stærkere og klogere.

*

Værket, der skulle have været opført, er beskrevet her


Se også
Ansat på Kunsten - Lars Ulrich Tarp Hansen - overfalder billedkunstner Uwe Max Jensen