I Presselogen på TV 2 News har panelet netop diskuteret Michael Dyrby sagen og Ekstra Bladets Miki Mistrati 's involvering i sagen. Under udsendelsen kom der en interessant tweet fra politisk kommentator (og tidligere chef for Se og Hør) Henrik Qvortrup:
"Mistratis ageren er en sidehistorie. Vi venter stadig på, at #dkmedier tar fat i det centrale: Hvorfor skulle Dyrby forlade TV2?#presselogen "
I tråden til sit tweet poster Henrik Qvortrup et billede af et spørgsmål, der er blevet stillet i folketingets kulturudvalg. Søren Søndergaard fra Enhedslisten spørger 11. januar 2016 (via formand for folketingets kulturudvalg - Orla Hav (S)) kulturminister Bertel Haarder (V):
"Har ministeren modtaget nogen form for orientering fra TV2 om en eller flere ledende medarbejderes misbrug af betroede midler/kreditkort?"
Set i sammenhængen kan det tolkes sådan, at Henrik Qvortrup antyder, at Michael Dyrby har misbrugt midler fra TV2.
På Facebook skrev Henrik Qvortrup i går i en kommentar til det samme billede:
"Gad nok vide, om dette spørgsmål fra Folketingets kulturudvalg til ministeren er relateret til en vis sag om nøgenbilleder."
*
Det er spekulation, men man kunne forestille sig, at Michael Dyrby har betalt for de hotelværelser, hvor han mødte kvinden, med betroede midler fra TV2.
*
Anders-Peter Mathiasen, der tidligere har været ansat som journalist på Ekstra Bladet, bringer i øvrigt de to nedenstående billeder på sin Facebook profil.