Danmark fylder ikke meget på Manchester 's National Football Museum. Udover en video med et glimt af Danmarks EM-sejr og en video med Manchester United, hvor Peter Schmeichel er med fremme i straffesparksfeltet, er der ikke danske indslag i museets udstilling vedrørende selve fodboldspillet. Det skyldes, at museet naturligt nok fokuserer på engelsk fodbold, og at Danmark ikke fylder alverden som fodboldnation set i den store sammenhæng.
Til gengæld er Danmark i form af Hummel pænt repræsenteret i forbindelse med den etage på museet, der er helliget fodboldtrøjer. Og Danmarks vm-trøje fra 1986 - kendt som karnevalsdragten - har faktisk sneget sig ind i museets top 20 over de mest ikoniske spilletrøjer igennem tiderne.
Lidt ironisk da samtidens modtagelse af trøjen var ganske afvisende. For eksempel beskrev sportsjournalisten Per Høyer Hansen i Tipsbladet de danske spillertrøjer med disse ord: “Tutte-nuttet, som var de til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”
Se også
Statuestorm