Billedkunsten har sin del af bagtaleri, misundelse med mere. Per Kirkebys ondt i røven over Bjørn Nørgaards succes (til trods for at Kirkeby reelt var den mest succesrige af de to) er et eksempel. Per Arnoldis modvilje med Jens Jørgen Thorsen (til trods for at ingen nulevende dansk billedkunstner har tjent flere penge end Arnoldi?) er et andet.
Men forfatterne trumfer alligevel kunstnerne. I forlængelse af et positivt portræt af Kristian Ditlev Jensen i Politiken kommer kollegaen Susanne Staun med en privat korrektion på sin blog baseret på udsagn fra Kristian Ditlev Jensens ekskone på Facebook.
Kristian Ditlev Jensens ekskone skriver følgende:
"Jeg har fået en del henvendelser ang. retssagen, som jeg har haft et ønske om ikke at tale om udadtil. Seneste artikel i Politiken har igen gjort, at jeg har fået henvendelser fra folk, der tror, at jeg har forladt mine børn. Her er, hvad jeg vil sige:
Jeg var i to år i et forhold, hvor jeg blev udsat for konstante ydmygelser. Det forhold har kostet mig dyrt på alle fronter. Jeg var tilbageholdende med at trække mine sædvanlige grænser, fordi jeg ikke mente den person, der overskred dem, var rask, og fordi jeg holdt meget af dette menneske.
Jeg synes stadig, det er fornuftigt at værne om svaghed, når man ser det, men jeg har måttet erkende, at jeg her har ladet min empati fodre på en gøgeunge, der aldrig kunne være blevet til det, jeg håbede og ønskede for den.
Jeg har kæmpet en kamp om forældremyndighed mod en person, jeg aldrig ønskede at kæmpe med, og jeg "vandt".
Jeg har på intet tidspunkt forladt mine børn. Jeg har derimod forsøgt at hindre, at de kom til at indgå som rekvisitter i et spil om opmærksomhed i medierne.
For mig har det været svært at opleve, at mine drenge er blevet smidt ud af deres fars liv fra den ene dag til den anden, for de har været og er meget kede af det.
Jeg synes, man bør kigge på den artikel i Politiken og på alle de smukke billeder fotografen har taget.
Af Kristian med åbne og lukkede øjne.
Af Kristian med et påtaget alvorligt udtryk.
Af Kristian i præstekjolen.
Af Kristian i sit skrædersyede hørsæt arrangeret med fedoraen og Ulysses i skødet. Og så vil jeg fortælle jer, at manden, der på avisens billeder hopper fra det ene kostume til det næste, og som i radioen for tiden pjatter rundt med gæster, lovede at være hjemme den 26. maj, hvor hans børn ringede på hans dør og ventede på ham. At han ikke var hjemme og aldrig kom, men i stedet var taget til København, og at han efterfølgende meddelte mig, at han ikke gad se dem mere og dagen efter lagde følgende ud på sin Facebook:
“På Kamigata-egnen har de en slags lagdelt madkasse, som de kun bruger én eneste dag, imens de sidder og kigger på blomstrende kirsebærtræer. Når de kommer hjem, smider de dem ud og tramper dem i tusinde stykker. Afslutningen er vigtig i alle livets forhold."
Susanne Staun fælder denne dom over Kristian Ditlev Jensen:
"Litteraturverdenen vrimler med disse typer, hvis mørke sider aldrig optræder i avisernes spalter. I stedet hyldes de og deres bøger. Amen."
Se også
Når kunsten terroriseres