Jeg kan godt have det lidt stramt, når jeg i kølvandet på 15-årsjubilæet for Jyllands-Postens Muhammedtegninger ser de mange skåltaler til ytringsfriheden og oplever politikere og meningsdannere poserer rituelt med deres Kurt Westergaard-kop.
Sandheden er, at disse politikeres interesse for ytringsfriheden er stærkt begrænset, når det ikke lige handler om at kunne promovere sig på Facebook. Når man ser bort fra journalisten Uffe Gardel og min advokat, der ønsker at være anonym, og nogle ganske få andre, så var der ingen støtte til undertegnede, da Dansk Journalistforbund på vegne af Kurt Westergaard og fotograf Michael Drost-Hansen truede med at ruinere mig i forbindelse med en retssag om ophavsret.
Der var ingen Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, Inger Støjberg fra Venstre eller Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der stillede op for at forsvare ytringsfriheden i den sammenhæng. Pist borte var også Flemming Rose og Jacob Mchangama. Trykkefrihedsselskabet og Aia Fog, Katrine Winkel Holm og Lars Hedegaard. Også Den Korte Avis og Ralf Pittelkow samt Jyllands-Postens Mikael Jalving glimrede ved deres fravær.
Naturligvis var der slet ingen støtte fra det kunstneriske miljø og dets organisationer. Og helt bestemt heller ingen opbakning fra medierne.
Jeg må med skam meddele, at jeg ikke kunne stå for det pres, som Dansk Journalistforbund lagde på mig, og jeg valgte at indgå et forlig i sagen, da jeg ikke ønskede at blive økonomisk ruineret.
Havde jeg haft opbakning - måske bare et venligt ord fra en af alle disse støtter af ytringsfriheden, der kryber frem fra stenene i disse dage - så havde jeg med stor sandsynlighed taget kampen. Men sådan blev det ikke. For ytringsfrihed handler for mange af de pågældende mest om, hvad der giver likes på Facebook og kan fremme deres egen karriere.
Se også
En nat på Esbjerg Højskole (Jeppe Kofod og jomfruen - replik til Edvard Munch)