Jacob Mchangama skriver på sin Facebook profil om sammenligningen af regeringens reaktion på britiske satiretegninger - blandt andet The Guardian 's tegning af statsminister Lars Løkke Rasmussen som nazist - og Muhammedkrisen:
"Vist klæder det ikke regeringen at pibe over tonen i udenlandske aviser. Det hører med når man som magthaver vedtager politik, der er upopulær blandt store grupper. Men alle sammenligningerne med Muhammedkrisen er helt hen i vejret.
For er der nogen fra den danske regering der har lagt sag an mod internationale medier? Er der nogen fra regeringen der har anfægtet mediers ret til at tegne som de vil? Har regeringen klaget til regeringerne i tegnernes lande og krævet retlige konsekvenser eller undskyldninger? Har den danske stat udstedt en dødsdom over tegnerne? Har regeringen opfordret til boycot af tegnernes lande? Har regeringen ophidset det danske folk til voldelige demonstrationer mod tegnerne og deres lande? Har Danmark startet en kampagne i FN for at kriminalisere hån af danske politikere? Indtil man kan svare ja til ovenstående, er tøsefornærmethed, nok det værste man kan beskylde regeringen for."