Han fik fat i Østergaard, og vi aftalte at mødes med ham foran Musikhuset i det centrale Aarhus. Det mest normale havde været at mødes på skolen i Aarhus N. Især fordi det var tungt og uhandy at slæbe tv-udstyret ned i byen. Men måske boede Morten Østergaard i nærheden af Musikhuset. Eller han var allerede dengang bevidst om at få en flot baggrund - Musikhuset - når han gav interview. 

Det blev mig, der skulle interviewe Morten Østergaard - sandsynligvis fordi min medstuderende kendte Østergaard privat, og inhabilitet dengang var noget man opfattede som diskvalificerende i journalistisk sammenhæng. Interview er nu så meget sagt. Min interviewteknik bestod mest i at være sikker på, at mikrofonen kom tæt nok på Østergaards ansigt, så vi fik hans udtalelser klart og tydeligt i kassen.

 
Morten Østergaard var dengang - som jeg husker det - formand for Radikal Ungdom i Aarhus. At manden ville gøre yderlige karriere, var der ingen tvivl om. Han leverede en flammetale mod prostitution på et så indigneret niveau, at jeg ikke kunne holde masken, men begyndte at grine, mens jeg stod med mikrofonen. 

Det bragte ikke Østergaard det mindste ud af fatning. Han fortsatte i samme høje gear. Og min manglende professionalisme stod ærlig talt i skærende kontrast til hans professionalisme og ambition.
Efter den oplevelse tvivlede jeg på min fremtid i mediebranchen. Den tvivl viste sig at være velbegrundet. Jeg fik aldrig fodfæste i medieverdenen. 

Men her foregriber vi begivenhedernes gang. Da tv-indslaget om prostitution var færdigt og fremlagt i plenum, var næste opgave en artikel om prostitutionen i Aarhus. Jeg skrev en artikel om, at der dengang fandtes tre-fire-fem massageklinikker på Silkeborgvej. Artiklen, der var mere faktuel end sexet, fik den fængende overskrift - eller rubrik som det hedder i journalistfaget - Ludermekka på Silkeborgvej. 

En rubrik, der udløste den hidtil eneste journalistiske anerkendelse, jeg har modtaget. Intet mindre end hæderen for Bedste rubrik indkasserede jeg til juleafslutningen på DJH. Den fysiske del af hæderen bestod af et par spiselige tangatrusser. Årets julegave til konen var hjemme. Trusserne endte ikke med at blive fortæret i forbindelse med en kinky hyrdestund. De blev spist af børnene, da det øvrige juleslik var sluppet op.

At jeg ikke havde set det sidste til Morten Østergaard stod tindrende klart for mig. Og han gjorde da også kometkarriere de kommende år. Kronet med et formandskab hos Det Radikale Venstre og flere ministerposter. 

Interviewet kunne godt have efterladt det indtryk, at han var en kostforagter, hvad kødets glæder angår. Sådan var det ikke. Han foretrak blot de gratis glæder. Men sparsommelighed er en dyd. Også hvad det angår. 

I 2019 krydsede vores veje igen. Jeg stillede op for Stram Kurs til folketingsvalget, og da Rasmus Paludan var optaget andetsteds i landet, skulle jeg deltage i partilederdebatten i Aalborg. Det var en meget selvsikker mand, jeg mødte her 14 år senere. Absolut intet indikerede, at han huskede vores foregående møde. Jeg var tydeligvis out of my league i den sammenhæng. De Radikale fordoblede deres mandattal med Østergaard ved rorpinden, mens Stram Kurs grundstødte akkurat uden for tinget.

I efteråret 2020 skyllede metoo-bølgen for alvor over Danmark. Samira Nawa fra Det Radikale Venstre gik til frontalangreb på den socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod, der for år tilbage havde taget mødommen på en 15-årig DSU'er efter et oplæg på Esbjerg Højskole. Jeppe Kofod red igen stormen af. I kølvandet på det fejlslagne angreb mod Jeppe Kofod fortalte Lotte Rod fra Det Radikale Venstre, at hun var blevet krænket internt i partiet. 

Det satte pressen i alarmberedskab. Metoo-krænkerne var hidtil forblevet anonyme i Danmark. Men nu havde metoo fået en sådan kraft, at der skulle ofres et par navngivne nosser på bevægelsens alter. 

Søgelyset fandt lige så stille vej til Morten Østergaard. Måske fordi en partifælle allerede havde outet sin formand overfor en journalist.

 
I hvert fald blev journalisternes spørgsmål gradvis mere konkrete, mens Østergaards svar tilsvarende blev mere svævende. Da Morten Østergaard ankom til et gruppemøde med sit parti med tårer i øjnene, hang det tungt i luften, at det Østergaards nosser, som pressen og kvinderne i Det Radikale Venstre havde et solidt tag om. 

Det gik, som det måtte gå. Det var Morten Østergaard, der havde gramset Lotte Rod på låret. Han var færdig som formand. Siden viste det sig, at der var yderligere tre sexismesager med Morten Østergaard i krænkerens rolle. En sygemelding blev konklusionen på den historie. 

Jeg bryder mig ikke om et samfund, hvor kvinder på baggrund af årgamle krænkelsessager, der - hvis de er, som de er beskrevet - for nogles vedkommende burde være faldet for bagatelgrænsen, kan agere både anklager og dommer og samtidig profitere af de domme, der afsiges. Ikke i en retssag. Men i pressen og offentligheden. 

Samtidig er det svært at have ondt af Morten Østergaard. Han sad gevaldigt højt til hest. Og hans moralisering på andres bekostning har ramt ham som en boomerang. Manden med det overlegne menneskesyn viste sig at være overmåde menneskelig selv. Udover en smule skammelig skadefryd føler jeg én ting: Glæde over ikke at være i Morten Østergaards bukser. De brænder.


Se også
Uden titel (ytringsfrihed reduceret til en kaffekop)