Nu er Niels Ivar Larsen så ude med riven igen. Hans udsagn er i den åndssvage ende. Men jeg kommer alligevel med et svar, da jeg har nogen mere principielle overvejelser i forhold til det, han skriver om.
At fedte mig ind i Katrine Dirckinck-Holmfelds hærværksaktion er decideret dumt. Jeg var sammen med Kristian Hornsleth den første, der blev interviewet om hærværket (i Berlingske), og jeg tog (i modsætning til Hornsleth) afstand fra hærværket. Ud fra den umiddelbare mening at jeg mener, at man skal være påpasselig med at ødelægge andre kunstneres værker og kulturarven. 

Jeg anerkender, at bustehærværket kan være kunst. Men en aktion, der består i tyveri og destruktion af kulturarven, giver undertegnede mindelser om taliban-styrets destruktion af buddhastatuer i Afghanistan og Islamisk Stats destruktion af kulturarv og oldtidsminder i Syrien og Irak. Det handler ikke kun om destruktion, men om fjernelse af enhver dissens. Der er kort sagt noget totalitært over Katrine Dirckinck-Holmfeld og Anonyme Billedkunstneres hærværksaktion. 

At jeg ikke bruger hærværk og destruktion som virkemidler i forbindelse med min kunstneriske praksis skyldes ikke, at det er ulovligt. Det skyldes simpelthen, at værker, der indeholder destruktion af andres ejendom, vil komme til at handle om destruktionen og dermed skygge for en diskussion af / forholden sig til værket. At betjene sig af happenings og aktioner som kunstneriske udsagn kan være vanskeligt nok, og denne type af kunst står altid i fare for at blive stærkt skævvreden, når den rammer ikke alene det offentlige rum, men også medierne og debatdanmarks vridemaskine. Hvis man så tilføjer et element som destruktion (af andres ejendom), bliver det endnu mere indviklet. 

Af samme grund bruger jeg heller ikke døde dyr i mine værker (forstået som dyr, der bliver slået ihjel som en del af værket). Hesteslagtninger, hundehvalpe og guldfisk har vist sig som effektive værktøjer i forbindelse med kunstneriske udsagn og provokationer. Jeg tager ikke afstand fra disse virkemidler, men på det personlige plan har jeg ikke lyst til at involvere dyr på den måde i min kunst. Det er mig imod, selvom jeg kan konstatere, at det er effektivt. 

At Niels Ivar Larsen kalder mig blotterkunstner (og at Bjarke Larsen viderebringer det) er bare trist. At være nøgen og at være blotter er ikke det samme. Nøgenheden i mine værker er et kunstnerisk greb, der gør folk opmærksomme på, at der finder en happening sted (samtidig er det en ironisk kommentar til de mange nøgne kvinder i kunsten). Blotteri er for mig at se noget, der handler om at blive seksuelt opstemt. Hvis man kigger på fotos fra mine happenings, der indbefatter nøgenhed, vil man ret hurtigt kunne konstatere, at det element ikke er til stede i mine happenings.

At jeg skulle være en nullitet, kan jeg ikke genkende. Hverken Niels Ivar Larsen eller Bjarke Larsen havde anet, hvem Lars Vilks eller Dan Park var, hvis jeg ikke havde skrevet om dem. Den smule kredit kunne Niels Ivar Larsen og Bjarke Larsen godt give mig.


Se også
Katrine Dirckinck-Holmfeld på Sankt Croix