Fra Den Frie blog:
Har læst Ayaan Hirsi Ali 's ny bog Kætter, som jeg vil citere fra de kommende uger. Her en passage om frygten for fornyelse inden for islam:
"Jeg (Ayaan Hirsi Ali, red.) havde ikke planlagt kurset (et universitetskursus om islam som Ayaan Hirsi Ali forestod på et amerikansk universitet, red.) som et seminar om mit eget personlige syn på islam. Jeg havde netop omhyggeligt undladt at skrive mine egne bøger på litteraturlisten. I stedet havde jeg leveret en afbalanceret liste over forskningsartikler og akademisk litteratur samt argumenter for og imod diverse politiske teorier om islam. Det var dette materiale, jeg havde tænkt mig, at vi skulle diskutere på holdet. Det var imidlertid, som om de protesterende studerende (de protesterende var alle muslimer, red.) ikke engang havde kigget på læseplanen. For dem var det simpelthen en alvorlig forseelse alene at stille spørgsmål til islam.
Men hvorfor?
Det oplagte svar er, at der nu findes en internationalt organiseret "æresbrigade" (af fundamentalistiske muslimer, red.) der skal forhindre den slags spørgsmål. Det dybereliggende historiske svar vil måske pege på, at mange islamisk lærde frygter, at for mange vil forlade islam, hvis man tillader kritisk tænkning. Den stålsatte Medina-muslim og det fremtrædende medlem af Det Muslimske Broderskab, Yusuf al-Qaradawi, har sagt, at "hvis de havde afskaffet straffen for frafald (dødsstraf, red.), ville islam ikke eksistere i dag. Islam ville være endt med Profetens (Muhammeds, red.) død, fred være med ham. Det er modstanden mod frafald, der har bevaret islam indtil i dag." De lærde frygter, at selv de mindste spørgsmål vil føre til tvivl, tvivl vil føre til flere spørgsmål, og til sidst vil den spørgende forlange, ikke blot svar, men fornyelse. En fornyelse vil da skabe præcedens. Andre spørgende vil så tage udgangspunkt i den præcedens og forlange yderligere indrømmelser. Snart vil folk forny sig helt væk fra islam.
Fornyelse - bida - er i islamisk retsforståelse lig med kætteri og dermed en meget alvorlig synd. Det er derfor ganske forståeligt, at ledende muslimske gejstlige - de såkaldte ulama - er nået til enighed om, at islam er mere end en religion. Islam er det eneste altomfattende system, der favner, forklarer og dikterer alle tilværelsens aspekter; personlige, kulturelle og politiske såvel som religiøse. Islam tager sig kort sagt af alt. Enhver lærd, der taler for at adskille stat og religion, bandlyses med det samme. Han bliver erklæret for kætter, og hans bøger fjernes fra hylderne. Det er dette, som adskiller islam fundamentalt fra andre monoteistiske religioner (Troen på kun én Gud, forfatterens anmærkning, red.) i det 21. århundrede.
Det er vigtigt at forstå, hvordan religionen er flettet sammen med politik og det politiske system i de muslimske samfund. Det betyder ikke kun, at grænsen mellem religion og politik er flydende. Der er stort set ingen grænser.
Der er 17 lande med muslimsk flertal, som har erklæret islam for statsreligion og kræver, at statsoverhovedet skal være praktiserende muslim. Til sammenligning er der kun to lande - Libanon og Andorra - der kræver et kristent statsoverhoved (selvom den britiske monark skal være "Troens forsvarer", har tronarvingen (Prins Charles, red.) dog bekendtgjort, at han vil være "Forsvarer af tro") (Jeg mener, at den danske konge/dronning skal være medlem af den danske folkekirke og dermed kristen? Min anmærkning, red.). I lande som Saudi-Arabien og Iran, og inden for succesfulde oprørsbevægelser som IS (Islamisk Stat, red.) og Boko Haram (nigeriansk islamisk terrororganisation, red.), er der slet ingen grænse mellem religion og politik overhovedet.
Sammensmeltningen af det åndelige og det verdslige kan give et fingerpeg om, hvorfor der ikke har været en muslimsk reformation. For det var i vid udstrækning adskillelsen mellem kirke og stat i det tidlige, moderne Europa, der muliggjorde en kristen reformation."
(Side 72-73)