Ved juletid for nogen år siden fik jeg en venneanmodning på Facebook fra fotograf og foredragsholder Jacob Holdt. Det var jeg selvsagt umiddelbart imponeret over, da Jacob Holdt er en kendt kulturpersonlighed med stærke politiske overbevisninger. Det lagde ikke en dæmper på det imponerede, at Jacob Holdt netop i de dage havde en stor og velbesøgt retrospektiv udstilling på Danmarks fornemste kunstmuseum — Louisiana — var blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og havde modtaget forlaget Fogtdals fotografpris på 250.000 svenske kroner. Alt i alt kørte det misundelsesværdigt godt for den danske fotograf.

Synd at sige kom jeg selvfølgelig straks i tanker om, hvordan jeg kunne vende Jacob Holdts velfortjente succes til egen fordel. En historie om digteren Rudolf Broby-Johansen randt mig i hu. Broby havde i begyndelsen af sin karriere fået en betragtelig mængde penge af sin ældre kollega, Nobelprismodtageren Johannes V. Jensen.

Jeg syntes, at det ville være at stramme den direkte at bede Jacob Holdt om penge, så jeg foreslog i stedet manden at give mig et lån, da jeg heller ikke dette år havde nogen penge op mod jul. Via Facebook sendte jeg derfor en besked betitlet “lån” til Jacob Holdt:

“Kære Jacob Holdt

Tak for din friend request. Jeg har som de fleste danskere i min alder (sidst i 30’erne) haft stor glæde af dine amerikanske billeder op igennem min opvækst.

Da det kører rigtig godt for dig — det livsvarige legat, stor udstilling på Louisiana og stor fotopris — vil jeg høre om, det er muligt at låne 10.000 kroner af dig, indtil jeg selv får et bedre økonomisk fodfæste.

venlig hilsen

Uwe Max Jensen”

Svaret fra Jacob Holdt indløb få timer senere:

“Kære Uwe

Jeg har ingen penge, da min kone har plyndret banken for at købe lejligheder til begge vore børn. Desuden har jeg næsten ingen indtægter, da alle skoler har skåret ned for foredrag. Det livsvarige legat giver ikke meget så længe man har nogle indtægter, men det er en sikkerhed hvis de svigter eller man bliver syg. Fotoprisen og Louisianaindtægten (det sidste svarede blot til den arbejdsløn jeg lagde i projektet) røg lige ind i vore børns lejligheder. I øvrigt kender jeg dig ikke. Derimod har jeg enorme udgifter på alle de af mine venner i USA som sidder i fængsel, mennesker jeg har et ansvar overfor fordi de skabte mit liv.

Kh Jacob”

Én time senere sendte jeg Jacob Holdt mit svar, som set i retrospektiv nok bar præg af mismodet ved hans afslag på økonomisk support:

“Kære Jacob

Tak for dit svar.

At konen har brugt pengene er ingen overraskelse. Sådan er det med koner!

Jeg har fuld forståelse for, at du ikke ønsker at låne en vildtfremmed 10.000 kroner, og at du hellere vil bruge dine penge på at købe lejligheder til dine børn og støtte dine venner i USA, der sidder i fængsel. Det giver fin mening for mig.

Men når du yderligere motiverer dit afslag på et lån med tilføjelsen, at “I øvrigt kender jeg dig ikke”, kommer du meget tæt på Søren Krarups ræsonnement om, at man primært er forpligtet på næsten. Så måske er Søren Krarup og Jacob Holdt slet ikke så forskellige og langt fra hinanden, som man får indtryk af, når man læser dine skriverier om Dansk Folkeparti.

god jul

Uwe”

Ovenpå dette valgte jeg naturligt nok at afvise Jacob Holdt som ven.


Se også
Selvantænder - allahu akbar i Skagen