Muhammed som rundkørselhund. Tegning af Lars Vilks.
Manyar Parwani, der på Facebook præsenterer sig som Writer/Director hos IAWIC entertainment, skriver i en statusopdatering på Facebook:
"Under min research til fiktionsfilmen om Omar El Hussein.
Et par af miljøets hardcore radikaliseret personligheder omringer mig. "Du skal stoppe den film øjeblikkeligt - du må ik lave film om Omar" siger de truende. Jeg spørger dem hvorfor jeg ik må det. "Det er ulovligt ifølge islam - du vanære ham" siger de. Jeg spørger dem hvilke Islam de har læst og om de kan fremlægger skrifter der siger det - da mig bekendt fandtes film ikke dengang. De kigger på hinanden og bliver mere truende. Det er tydeligt at de ik har læst deres egen religion. De spørger mig om jeg er bange. Jeg smiler kækt og siger til dem at det er komisk at de spørger mig om det når nu de selv gemmer sig bag elefanthuer. Og så insisterer jeg på at de skal fremvise skrifter direkte fra koranen.
De bliver vrede og siger at jeg er er en vantro hund og har vendt Gud ryggen. Det har de læst på facebook. Jeg svarer dem at jeg har forladt islam - men ikke Gud. Og tilføjer, at hvis de brugte mere tid på koranen end på facebook, så kunne det være at vi kunne få os en saglig diskussion. Nu bliver de rigtig vrede og går tættere på. En af dem løfter sin jakke og viser at han har en pistol og råber "du ved ikke hvem du fucker med". Jeg fortæller dem at Russernes pistoler, tortur eller tanks skræmte mig ikke - og at hans lille pistol hellere ikke skræmmer mig. Han insistere på at jeg ikke må lave filmen og hvis jeg gør, så er jeg død. Jeg insistere på at han skal fremvise skrifter direkte fra koranen og at han ikke skal bestemme om hvorvidt jeg skal lave den film eller ej.
Så bliver han stille. De andre ser bare på. Så spørger han om hvad jeg synes om Omar El Hussein. "Hader du ham din vantro hund" råber han mig helt op i ansigtet. Jeg svarer ham at Omar ikke kan komme uden om at han har skudt og myrdet to uskyldige mennesker. Det er ulovligt ifølge deres Koran - at dræbe uskyldige Mennesker. "Så er det jo rigtigt, du hader Omar" råber han. Jeg svarer ham at jeg endnu ik har nok kendskab til Omar til at vurdere om jeg hader ham. Men jeg er sikker på at jeg hader dem som har hjernevasket ham. Og at jeg håber at disse mennesker rådner i helvedet. For takket være de rotter - så drukner flygtninge i Middelhavet og at de tjener kassen på konflikten.
Han trækker sin pistol og peger det på min bryst. De andre er tydeligt nervøse. "Du er død" råber han. "Du skal lukke den film nu" råber han højer. Jeg går tættere på ham og siger at han bare skal skyde. Og at hverken ham eller andre skal bestemme om jeg skal lave den film eller ej. Hans hænder ryster. Han ved godt at han ik kan skyde. Det ved jeg på en mærkelige måde også. I mit hovede køre tankerne "er denne film overhovedet mit liv værd". Og jeg kommer frem til at ja det er det værd. For det handler ikke om filmen. Det handler om min frihed. Jeg har engang som barn flygtet fra denne vold og disse pistoler og denne had. Jeg vil hellere dø, end at indskrænke min frihed. Jeg vil hellere dø end at være bange.
Han skyder ikke - men han hidser sig mere op. Hans venner hiver ham væk. Jeg fortæller dem at de jo har mit nr og den telefon deres venner har givet mig - de kan bare ringe - jeg vil stadig gerne snakke med dem om Omar. Han råber bare at jeg er død hvis jeg laver den film mens han stadig peger med pistolen. Men han skyder ikke. Det kunne han sikkert bare have gjort. Han er allerede blevet så radikaliseret og fyldt op med had, at man ikke kan trænge igennem ham. De går. Jeg bliver stående og tænder en cigaret.
Jeg tænker at der er masser af modstand med denne film. Både nogle personligheder fra det politiske højrefløj og disse radikaliserede unge ønsker denne film lukket og slukket. Af en eller anden grund, tror højrefløjen at jeg sympatisere med ekstremister som dræber uskyldige mennesker. Deres smedekampagne bag de lukkede døre er sat igang. Dem kan jeg hellere ikke trænge igennem. Og det ender sikkert også der, hvor de involverede finder på argumenter for at lukke filmen. Men jeg er nødt til at kæmpe og fortælle denne historie. Jeg bliver nødt til at kæmpe for min kunstneriske frihed - selv om ytringsfrihedsforkæmperne aldrig ville kæmpe for min frihed og den pris jeg betaler i denne mørke hadefulde miljø, er det det værd.
Måske først når mit blod flyder på asfalten, at højrefløjen og ytringsfrihedsforkæmperne vil ytre deres solidaritet om min kunstneriske frihed. Der er mit blod også mere værd. Det kan bruges til at male had og fordomme.
Dagen efter ringer en af drengene som var med. Han vil gerne mødes alene og anonymt med mig. Jeg mødtes med ham og han havde ikke elefanthue på. Han spurgte mig om hvordan han kunne komme ud af miljøet. Han vil det ikke - men han tør hellere ikke at forlade det. Jeg har valgt at hjælpe ham. Og det er sikkert mere farligt end at lave filmen. Men mennesker hjalp mig da jeg var et monster. Deres kærlighed og visdom helede mit hjerte og sind. Nu skal jeg betale tilbage.
Han valgte at fortælle mig mere om Omar El Hussein - det er også farligt for ham..."
Læs også
Lars Vilks Komiteen: Kunst og ytringsfrihed
Manyar Parwani sagsøgt for skyldnersvig
Imam Mohammad Fouad al-Barazi: Shariadommer og liderbuks