Jeg havde billet til et chartret fly, der fløj direkte fra Københavns Lufthavn til Baku. Torsdag, som jeg skulle flyve til Baku fredag nat, fik jeg besked på, at rejsebureauet ikke ville have mig med på flyet, da jeg ifølge rejsebureauet udgjorde en sikkerhedsrisiko. Jeg mente, at det måtte være de personer, der eventuelt ville udsætte mig og min rejsemakker Rasmus Paludan for chikane, der måtte udgøre sikkerhedsrisikoen og ikke de potentielle ofre for eventuel chikane. Men rejsebureauet stod fast og nægtede os at komme med flyet.

 
Muligvis lægger vi sag an mod rejsebureauet for diskrimination, men alt dette er et stykke ude i fremtiden, da vi må gøre vores krav gældende fra en ende af og se, hvor de enkelte ting lander.
Under alle omstændigheder var situationen presset torsdag, da rejsebureauet meddelte os, at selskabet ikke ville have os med på flyet. Det lykkedes at finde en alternativ rute. Vores udgifter til billetter blev femdoblet grundet det arrangement.

 
Da vi trådte ud af lufthavnen i Baku - lufthavnen var behageligt airconditioneret - blev vi ikke alene mødt af en imponerende folkemængde - taxachauffører, politibetjente og militær - tidspunktet taget i betragtning, men også af 26 grader, selvom solen for længst var gået ned.

Vi boede på et hotel i den del af Baku, der kaldes White City. En nyrenoveret bydel, hvor man har anlagt en meget lang promenade langs Det Kaspiske Hav. Desuden var der et stort antal moler. Det hele var - ja, hvidt og rent. Der var næsten ingen mennesker i området bortset fra nogle lystfiskere på molerne og en enkelt jogger. Og så en massiv tilstedeværelse af politi, der var udstyret med lange stave. Om opbuddet skyldtes EM eller er, hvad man kan forvente i Baku, ved jeg ikke. Aserbajdsjan er angiveligt et demokrati, men præsidenten Ilham Alijev synes at være en leder a la Vladimir Putin i Rusland. Alijev er i gang med sin fjerde præsidentperiode.

 
Lørdag morgen var der morgenmad på hotellet. Det var standard hotelmorgenmad, som man finder den mange steder i verden. Bortset fra at der var en tegning af et grisehoved placeret ved svinekødet, så man ikke kom til at tage svin på tallerkenen ved en fejl (men måske er dette også allerede standard i Danmark?). Den langt overvejende del af Aserbajdsjans befolkning er muslimer (shia), men landet er sekulært, og jeg så langt flere tørklæder på fem minutter i Københavns Lufthavn end på 30 timer i Baku.

 
Efter morgenmaden gik jeg en tur på promenaden. Da jeg forlod hotellet, blev jeg mødt af en mur af varme. Temperaturen stod og svingede mellem 33 og 34 grader, og der var bogstaveligt talt ikke én sky på himlen. Der var heller ikke en vind, der rørte sig. Medmindre man søgte ud på molerne, hvor der var en ganske let brise.

 
Det var ikke muligt at bruge Mastercard på promenadens enlige cafe, der så ud til at være omdannet til et interimistisk hovedkvarter for politistyrker. Så jeg søgte tilbage til hotellet og dets udendørsservering.
Vi blev fulgt til Det Olympiske Stadion, hvor kampen mod Tjekkiet skulle spilles, af tre politibetjente. De to var fra sikkerhedspolitiet og lignede nogen, man helt instinktivt ikke havde lyst til at lægge sig ud med.

 
Vi kom direkte igennem sikkerhedskontrollen og via en bagindgang op til tribunerne. Forud gik et speget spil, hvor vores eskorte forhandlede og diskuterede med diverse myndighedspersoner, der bevogtede de enkelte checkpoints. Ofte blandede hvad der virkede som helt udefrakommende myndighedspersoner sig i diskussionerne. Til sidst nåede vi igennem døren, der førte ind til tribunerne. Her blev vi igen stoppet af en vagt, hvilket førte til en del mishagsytringer fra vores sikkerhedsvagters side. Sagen blev dog løst i mindelighed, da en autoritetsperson, der lignede præsident Ilham Alijev på en prik (nej, det var ikke ham), sikrede vores endelig adgang.

 
Vi fik vores pladser som nogle af de første danskere - sandsynligvis fordi vi var blevet ledt udenom alle former for kontrol. Da de danske fans begyndte at ankomme, var det ret tydeligt, at en stor del af disse genkendte Rasmus Paludan. En ung fyr fik taget en selfie med Rasmus, fordi Paludan er en "legende".

 
Andre var mindre venlige. En yngre mand opsøgte aggressivt Paludan, men blev vist væk af politivagten. Senere opsøgte den aggressive unge mand politivagten og begyndte på en lang smøre om, at Paludan hadede muslimer.

 
Nu var politifolkene ikke i tvivl om, hvem Paludan var. Det var det aserbajdsjanske indenrigsministerium, der havde kontaktet Paludan og ikke omvendt. Men jeg fandt, at der kunne være en fare for, at den unge aggressive mand lagde for meget beslag på politivagtens opmærksomhed, så jeg bad den aggressive unge mand om at skride. Det mente han ikke, at jeg skulle bestemme. Men når man har en politivagt i jakkesæt ved sin side, der ligner en aserbajdsjansk udgave af James Bond i hårdtpumpet Daniel Craig-stil, kan man godt få sin vilje.

 
Lidt senere blev vi opsøgt af en araber iført den danske landsholdstrøje. Han formodede, at Paludan havde et problem med, at han var til stede i Baku. Paludan værdigede ham ikke et svar. Og araberen blev gennet væk af politivagten. På vej væk forsøgte araberen at mobilisere et kor ved at råbe "Fuck Paludan". Men araberens ønske faldt på stengrund, og ingen fans istemte araberens aggressive råbekor.

 
Personligt havde jeg intet problem med, at araberen var til stede i Baku. Jeg har et problem med, at manden befinder sig i Danmark.

 
Da Danmark scorede til 1-0, blev Paludan bombarderet med fadøl af nogle bagvedstående tilskuere. Øllet ramte også fyren, der stod lige bagved Paludan, og til dels mig, der stod ved siden af Paludan.
Efter den episode anmodede Aserbajdsjans viceindenrigsminister Paludan om at skifte plads. Det indvilligede han i, og vi blev eskorteret til den modsatte langside, hvor vi sad blandt aserbajdsjanske fans. Resten af aftenen forløb uden episoder og endte som bekendt med en 2-1-sejr til Danmark.

 
På et tidspunkt blev de danske tilskuere på den tribune, som vi havde forladt, omringet af stewarder (angiveligt unge værnepligtige). Det var sandsynligvis en udløber af, at to danske fans havde fremturet med homopropaganda i form af et regnbueflag. Den slags ønsker de ikke i Aserbajdsjan, hvilket landet havde gjort opmærksomhed på i forvejen, så der var tale om en bevidst provokation fra de to fremmødte danske fans' side. Heldigvis blev hele seancen håndteret professionelt.

 
Efter kampen blev vi kørt tilbage til hotellet og derefter til lufthavnen. Her opstod der nye problemer, da en tætbygget og tatoveret dansk fyr ville have fat i Paludan. Da han fik øje på politivagterne, turde han ikke gøre yderligere, og han måtte nøjes med at stå og skrige lidt op.

 
Situationen var bizar. Vi stod i et muslimsk land med muslimske politivagter, der måtte beskytte os mod vores egne danske landsmænd. Jeg bliver i tvivl om demokratiets sande tilstand i Danmark. Der er foruroligende mange danskere, der mener, at vold og chikane af politiske modstandere er i orden.