I efteråret 2015 nægtede Lego at sælge en større portion Lego-klodser til den kinesiske kunstner Ai Weiwei, som kunstneren skulle bruge til udstillingen "Andy Warhol - Ai Weiwei" på National Gallery of Victoria i Melbourne, Australien. Ai Weiwei, der har et usædvanligt skarpt blik for, hvordan nyhedsmedierne virker, var ikke sen til at udnytte Lego's afvisning i sin kommunikation, der hurtigt kom til at handle om, at det danske legetøjsfirma havde knægtet den kunstneriske ytringsfrihed for at tækkes det kinesiske regime.
Ai Weiwei stablede herefter et projekt på benene, der skulle forsvare "ytringsfrihed og "politisk kunst"" i form af en række såkaldte Lego Collection Points, hvor interesserede kunne donere Lego-klodser til Ai Weiwei gennem soltaget på en ældre BMW. Store og mindre kunstinstitutioner som Brooklyn Museum i New York, Royal Academy i London, Martin-Gropius-Bau i Berlin, Contemporary Art Center i Malaga og National Gallery of Victoria i Melbourne blev i slutningen af oktober 2015 Lego Collection Points, mens Kunsthal Charlottenborg i København blev "det officielle opsamlingssted i Danmark", hvor "alle, der ønsker at bidrage, (kan) donere deres LEGO klodser til at realisere Ai Weiweis projekt", som det lyder på kunsthallens Facebook profil.
Kunsthal Charlottenborg insinuerer hermed, at de indsamlede Lego-klodser skulle anvendes til Ai Weiwei's udstilling i Australien. Men klodserne er ikke blevet brugt til det australske projekt. De er end ikke nået frem til Ai Weiwei.
De, der har doneret Lego-klodser til Ai Weiwei, er blevet taget ved næsen. De har godt nok bidraget til kunstnerens velsmurte marketingsmaskine og publicity stunt, men ikke til et konkret kunstværk, som de var blevet stillet i udsigt.
De indsamlede Lego-klodser befinder sig stadig i Danmark. Hos Weiwei's danske samarbejdspartner Faurschou Foundation, der afhentede klodserne hos Kunsthal Charlottenborg 22. december. Her er Lego-klodserne så foreløbig strandet. Mens Ai Weiwei har kastet sig over nye tiltag. Blandt andet har han kritiseret den såkaldte smykkelov (er Ai Weiwei klar over, at samme regler gælder for danske kontanthjælpsmodtagere?) og i forlængelsen af kritikken, har han krævet sine værker fjernet fra to udstillinger i Danmark. Men det er et åbent spørgsmål om Ai Weiwei's værk er blevet fjernet fra den igangværende udstilling på kunstmuseet Aros i Aarhus.
Ai Weiwei's udmeldinger skaber røre i andedammen og giver bølger i medieverdenen. Substans er der til gengæld ikke meget af.
Foto: Montgomery.
UPDATE
Ai Weiwei's bambusmand hænger stadig på Aros.
Ai Weiwei's bambusmand hænger stadig på Aros.