Manyar Ibrahim Parwani skriver på sin Facebookprofil om sin relation til forfatteren Sara Omar:
"Jeg havde noble intentioner, da jeg i sin tid startede dokumentarfilmen om Sara Omar. Jeg ville gøre mine søstre stolte, at jeg gennem filmkunsten kunne gøre opmærksom på kvindekampen som mand. Det kan man tydeligt tyde i vores ansøgning til det danske filminstitut. På trods af flere advarsler fra adskillige venner, bekendte og folk fra det kurdiske miljø, som gang på gang advarede mig om hende - holdt jeg fast i troen på hende. Selv da Yahya (digteren Yahya Hassan, red.) ringede til mig og skældte mig ud over, at jeg støttede hende, blev jeg ved. Han stolede ikke på hende. Men jeg overbeviste ham om, at hun var god nok, og at vi måtte og skulle som mænd støtte kvinder i deres kamp og deres sag. Yahya valgte at stole på mig og delte mit opslag om Sara på sin væg.
Som optagelserne skrider frem, bliver jeg og Sara bedste venner. Hun kalder mig sin sorte ridder og hendes Lys. At jeg er den reneste sjæl, hun har mødt i hendes liv. Jeg støtter hende i hendes hverdagsproblemer med hendes søskende og hendes liv. Jeg er der for hende. Vi venner. Jeg hjælper hende med at skrive hendes taler, da hun er ked af, at NGOer og dele af venstrefløjen er tavse omkring hende. De taler ændrer alt for hende på en positiv måde. Jeg gør også senere opmærksom på vores venskab overfor DFI konsulenten. At nu er det altså en ven, der portrætterer sin ven. Selvom Sara tilbyder, at hun i al hemmelighed kan finansiere hele filmen, takker jeg nej. Jeg vil ikke have en bestillingsarbejde, og samtidig vil jeg gerne respektere dokumentarismens integritet. Jeg vil gerne have lov til at stille kritiske spørgsmål og ikke lave en film, der stryger hende eller andre involverede med hårene. Jeg brænder for det her og vil gerne gøre det ordentligt. Under hele optagelserne af filmen, får jeg ikke noget løn. Jeg låner penge af mine venner for at kunne følge hende overalt. Aftalen er, at det skal blive ufiltreret. Jeg vil gerne vise Saras liv bag succesen. Jeg tror på hende 100 %. Jeg bliver også gode venner med hendes lillesøster og lillebror. Jeg kan mærke, at de mangler en storebror i deres liv.
Samtidig med dette, er jeg selv i mit personlige liv meget hårdt ramt. Jeg har det ikke godt. Det ved Sara godt. Hun kan se det og mærke det på mig. Men jeg fortæller hende ikke, hvorfor og hvad jeg kæmper med. Det vedrører også andre mennesker, så jeg kan ikke. Omar Marzouk og vores daværende producer vidste det godt. At jeg stod et meget svært sted i mit liv. Men jeg prøvede at lave dokumentaren. Det var vigtigt for mig. For jeg selv er et brændt barn. Ligesom Yahya var, og mange andre er. Så Sara’s historier var på det tidspunkt lige så meget vores historier. Jeg og mange jeg kender, kommer fra krigens rædsler. Vi er ødelagte. Vi har ikke samme odds som de fleste. Men vi er figther. Vi vil kæmpe for vores drømme og ikke tillade folk se ned på os eller få os til at miste troen på vores drømme. Folk fra de høje tårne har det jo med at smide os i kasser og ikke regne os for noget. Så at lave filmen om Sara Omar var lige så vigtig for mig, som da jeg risikerede min filmkarriere og valgte at debutere med “Himlen Falder”. En film om vold og incest mod børn, som var inspireret af den omdiskuteret Tøndersagen. Jeg har kun lavet film for de brændte og for de smukke. Det nok mit kald.
Så jeg går ikke ind i denne film om Sara Omar med dårlige intentioner. Tværtimod. Jeg satser alt på det. Og da Sara ser første promoklip af filmen, bliver hun dybt rørt. Det gør vi allesammen. Vi føler, at vi er igang med at skabe en vigtig og meget stærk film. Samtidig er vi rigtig gode venner.
Det er min kritiske tilgang til Saras udtalelser, der giver mig problemer. Når jeg ikke kan forstå, hvorfor der er forskel på den Sara i medierne og på sociale medier, og den Sara jeg følger meget tæt. Når Sara lige har været rundt i hele København sammen med mig, og samme aften skal jeg læse, at hun lever under politibeskyttelse og hemmeligt adresse. Min adresse er også hemmelig. Men jeg har aldrig set skyggen af hverken politi eller PET. i de 1 år og 7 måneder, jeg meget intenst følger hende. Jeg har ej hellere oplevet, at nogen skulle chikanere hende, når hun gik frit rundt overalt med mig og et kamera. Så selvfølgelig konfrontere jeg hende med det. Og det giver konflikter. For jeg forstår hellere ikke, hvorfor Politikens Forlag eller hendes pressechef ikke retter de mange artikler, hvor der står, at hun lever under politibeskyttelse. Jeg har jo gået rundt med Yahya dengang, han var under politibeskyttelse. De var synlige og gik et par meter bag os. Der er store forskel på politibeskyttelse og så at selv hyre vagter fra et privat firma. Det kan vi jo alle gøre. Og de få gange, hvor jeg har set private vagter, gav det slet ikke mening, at de var der. For de var der jo kun under arrangementer. Men aldrig når vi gik på Nørrebro, Vollsmose eller indre København. Der var hun jo kun med mig. Der var ingen fare overhovedet.
For at gør en lang historie lidt korter. Det bliver meget mere alvorligt bag kulisserne. Jeg bliver udsat for alvorlig psykisk vold af Sara, da jeg fanger hende i flere løgne. Og det går ud over alle andre, jeg har nært og kært. Men jeg holder hånden over Sara. Jeg tænker, at hun kommer med disse løgne pga. de meget alvorlige tragedier, hun har været udsat for. Hun er et brændt barn som mig, tænker jeg. Hvis jeg ikke kan prøve at forstå hende, hvem ville så kunne? Så jeg prøver, hver gang jeg fanger hende i at lyve, at få hende til at stoppe med det. Men selvom hun gentagende gange lover det, kan hun ikke stoppe med at lyve og pynte på voldsomme historier. Til sidst begynder hun at opdigte løgnehistorier om mig. Og selv der stirrer jeg mig blindt og tænker “Det nok pga. de voldsomheder hun har oplevet”. Jeg trækker den virkeligt langt. Alt for langt. For jeg brister selv. Min karakter brister. Min humør svinger. Og jeg føler mig kørt over. Jeg føler mig manipuleret. Jeg føler mig dum. Sådan har jeg det også i dag. At jeg er for dum. For naiv. For godtroende.
I dag er Sara omgivet af en masse mennesker som velvidende om, hvad hun udsætter andre for - stadig opdigter løgnehistorier om mig og andre. Det er psykisk vold, og det er pisse hårdt. Det hårdt at opdage, hvor korrupt folk er. Og hvor meget de ser ned på os fra bunden. Hvordan de slet ikke regner os for noget. Vi er ubetydelig for dem. Det sådan jeg har det, for det er sådan, de har behandlet mig. Min tillid til min omverden er bristet.
Da jeg omsider lukker filmen, var det ekstra hårdt. Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme i den situation, hvor jeg som filminstruktør skulle ringe til en filmkonsulent hos DFI og fortælle ham, at jeg desværre ikke kunne tage imod den udviklingsstøtte, som de havde tænkt sig at give os. At vi ikke skulle på rejse til Irak alligevel. Dette sker ca. 4 dage før, vi skal rejse. Vi har allerede købt billetter osv., og jeg er på vej for at hente mit visum.
Jeg lukker filmen. Og jeg beder Sara om at lade os være i fred. Atter igen sidder jeg tilbage med et mislykket filmprojekt. Det er et hårdt slag. Men jeg kan ikke stå inde for det. Sara prøver at overtale os til at tænke os om og genåbne filmen - men vi nægter.
Men hun chikanerer mig og truer mig. Hun kalder mig for taber, gadedreng og siger, at ingen vil tro på mig, hvis jeg stod frem. At hun er kvinde og har magt hele vejen til statsministeren. Jeg såret, for dette mennesker har jeg været der for på tykt og tynd. Jeg stod ved hendes side på trods af alle advarsler. Jeg ødelæggede mig selv. Og jeg mistede venner på det.
Sara stopper ikke. Hun bliver ved. Hun vil købe materialet. I tilfældet af vi vælger at sælge det, skal vi tie, mens hun lever og efter hun er død. Sara ved, at jeg en fattigrøv. Hun ved, at Omar Marzouk er gået konkurs. Hun ved, at vi har drejet nøglen og lukket selskabet, og at vi skal starte fra nul. Vi havde satset alt på den film. Så hun prøver at udnytte den situation, vi sidder i. Men Omar Marzouk og jeg sætter os sammen og beslutter os for, at materialet ikke er til salg. Det skriver vi til hendes ddvokat der atter prøver. Vi stopper med at svare advokaten. Han skriver også til os, som om vi dumme og regner os ikke for noget.
Og det stopper ikke her. Sara bliver ved og ved og ved, indtil hun gør og siger nogle ting, hvor jeg ikke længere kan holde kæft.
Selvom Omar Marzouk gentagende gange beder mig om at gør filmen færdig og vise sandheden - så tør jeg ikke. For hvem vil tro på mig? Hvem har lyst til at tro. Efter mange snakke med både Omar Marzouk og Egil Dennerline samt venner og familie, beslutter jeg mig for at gør noget ved filmen. Materialet er stærk og hård og skræmmende. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan. At det ikke endte sådan. At personligheden Sara Omar ikke misbrugte sin magt og sine store magtfulde forbindelser til at ødelægge mennesker. Men efter snak med min psykolog, som har set og hørt alt materiale og andre eksperter, som arbejder med psykisk vold, er jeg blevet overtalt til at gør filmen færdig og for på den måde at gør opmærksom på fænomenet psykisk vold. Og magtmisbrug.
Det jeg er allermest ked af i dag, er alle dem, jeg har nært og kært, som er blevet ramt hårdt i deres hjerter, sind og sjæl. De har set og hørt alt og det har også på en måde udsat dem for psykisk vold.
Men nu gør jeg filmen færdig. Selvom filmen knækker midt i det hele. Selvom jeg knækker. Selvom de fleste institutioner er korrupte, når det kommer til dette - vil jeg gør mit ypperste ikke at falde til mistro overfor alle jeg møder.
Som Omar Ahmad Marzouk skriver på sin status, så forstår jeg også godt alle, der bliver såret eller vred, når de høre disse udtalelser om Sara Omar. Men ingen er mere såret end os. Vi støttede hende allermest. Mere end mediedanmark og mere end hendes forlag nogensinde ville gøre for hende. Vi løftede hende, og hvis hendes historier ikke var løgne, havde vi rørt alle til tårer med den film.
Men nu bliver det en anden film. Den knækker midt over. Og baserer sig på facts og ikke påstande eller falske rygter…
Verden er dum og ond. Men jeg bliver nødt til at holde fast, at den også er god. Ligesom jeg bliver nødt til at erkende, at ondskab findes, lige såvel som godhed findes. Det ikke sort hvidt. Livet er en dannelsesrejse. Må vi alle blive klogere og bedre.
Jeg har været stille på fb, ikke fordi jeg gemmer mig, men fordi jeg har det svært. Men jeg har tro på, at der er håb og lys forenden af tunnelen…
“They deem me mad because I will not sell my days for gold; and I deem them mad because they think my days have a price”
Khalil Gibran"
Grafik: Frihedsbrevet
Manyar Parwanis opslag på Facebook.
Illustration af forfatteren Sara Omar 's opvækst (baseret på de skriftlige kilder Dødevaskeren og Skyggedanseren). Akryl på lærred. 38 gange 52 centimeter. 2019.
Se også
Kristeligt Dagblad: Voldsom kritik af udstillingen Politisk kunst / Sztuka polityczna: ”Et centrum for højreorienteret kitsch”