Kristeligt Dagblad omtaler i en klumme udstillingen Politisk kunst på udstillingsstedet CSW i Warszawa. En udstilling, der har fået massiv dækning i polske og udenlandske medier. Den polske billedkunstner og queeraktivist Karol Radziszewski mener, hvis klummens oplysninger står til troende, at de deltagende kunstnere på udstillingen er tredjerangskunstnere. En underlig kommentar da Karol Radziszewski næppe kender ret mange af de deltagende kunstnere og ikke har set udstillingen. Der er altså tale om en værdidom baseret på lige dele fordomme og uvidenhed.
Hvad angår de danske kunstnere på udstillingen - Erik K. Kristensen, Firoozeh Bazrafkan, Kristian von Hornsleth og Uwe Max Jensen (undertegnede, red.) - giver det ingen mening at rubricere de pågældende som tredjerangskunstnere.
Kristian von Hornsleth har i en årrække været Danmarks mest kendte billedkunstner, og han havde i 2019 en stor retrospektiv udstilling på Randers Kunstmuseum. Han har desuden udstillet på gallerier i London og Tyskland.
Firoozeh Bazrafkan er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Hun har deltaget som gæst hos kunstnersammenslutningen Decembristerne. Decembristerne hører til blandt de mest estimerede danske kunstnersammenslutninger.
Erik K. Kristensen kom sent i gang med maleriet og er ikke en del af den etablerede kunstverden i Danmark. Men han har lavet fortjenstfulde ting. For eksempel har han lavet en skitse af et terrorangreb (terrorangrebet mod Lars Vilks Komiteens møde i Krudttønden) i noget nær realtid. Mig bekendt har ingen anden kunstner forholdt sig til terror i realtid.
Hvad mig selv angår, vil jeg nævne, at jeg har haft soloudstillinger på Randers Kunstmuseum og Trapholt Kunstmuseum. Jeg er repræsenteret i den permanente samling på Randers Kunstmuseum. Jeg er desuden repræsenteret med to værker i den permanente samling på Mamco - Schweiz' største museum for samtidskunst. Jeg har udstillet i gallerier og kunstinstitutioner i Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig og Østrig.
Se også
Dan Park - Der Untermensch