Vel hjemkommet fra København lå der en bøde i postkassen. Med det antal bøder, der i øjeblikket tilgår undertegnede, kunne jeg ikke lige erindre, hvad jeg specifikt skulle have gjort mig skyldig i. Men efter lidt tid dæmrede det. Da jeg 3. august skulle til møde med min udmærkede kollega Helle Merete Brix, var Limfjordsbroen (uden varsel) blevet afspærret, så jeg var fanget på den ene side og Helle på den anden.
Jeg udviste en smule civil courage og forsøgte at nå frem til mødet retmæssigt ved at cykle uden om politihjemmeværnets improviserede afspærring. Næsten halvvejs oppe på broen blev jeg indhentet af en motorcykelbetjent, der standsede mig ganske abrupt ved at rykke fat i armen på mig.
Jeg forklarede ham, at jeg havde et vigtigt møde på den anden side af broen, og at min mødepartner ikke bryder sig om at vente. Derfor bad jeg betjenten om at køre eskorte for mig, hvis det ikke var tilladt at krydse broen på normal vis. Det kunne der selvsagt ikke blive tale om, da betjenten ikke kunne give mig særbehandling, som han formulerede det.
Jeg insisterede på det uopsættelige i mit forehavende og nødvendigheden af at blive eskorteret over broen og forklarede desuden betjenten, at vi nogen gange i vores liv står i situationer, hvor vi kan vælge mellem at være en flink fyr eller et dumt svin. Denne pædagogiske udpensling af situationens grundpræmis ændrede ikke på hans holdning, og jeg måtte på min side så konstatere, at han havde valgt at være et dumt svin trods den mulighed, jeg havde givet ham for at træde i karakter som flink fyr.
At levere sådan en opsang til politiet koster åbenbart 2500 kroner.
Mere om sagen her.