Grimhøjmoskeen i Aarhus.
Jacob Mchangama linker til to artikler og skriver følgende om blandt andet Grimhøjmoskeen i Aarhus på sin Facebook profil:
"Det er langt fra første gang, at politikere kræver (foreningen bag) Grimhøj moskeen lukket. Men lige præcis foreningsfriheden er et af de områder, hvor grundloven rent faktisk har nogle tænder.
I 2008 skrev Rigsadvokaten følgende om mulighederne for at forbyde Hizb-ut-Tahrir:
"Det er i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at det efter gældende ret i almindelighed ikke er ulovligt for en forening (eller for enkeltpersoner) at have som formål at arbejde for en ordning eller en retstilstand, der forudsætter ændringer af lovgivningen eller eventuelt grundloven. Det anførte gælder, selv om der er tale om at arbejde for ordninger, der er grundlæggende forskellige fra den gældende samfundsorden. Så længe der anvendes lovlige midler - f.eks. politisk præget argumentation og agitation - er der således efter gældende ret ikke noget ulovligt i at arbejde for, at der f.eks. indføres censur, at den private ejendomsret afskaffes, eller at det gældende demokratiske flerpartisystem erstattes af et styre baseret på religiøse normer og værdier. På dette punkt kan gældende ret siges at bygge på et princip om, at det ikke bør være lovgivningen, der sætter grænser for foreningers (eller enkeltpersoners) adgang til at udtrykke holdninger og overbevisninger, heller ikke selv om der er tale om holdninger mv., der er grundlæggende i strid med de værdier, som den eksisterende samfundsorden bygger på. Efter gældende ret er det således i almindelighed ikke op til retssystemet, men til den frie debat og meningsdannelse at modarbejde og bekæmpe synspunkter til støtte for f.eks. opgør med samfundets grundlæggende normer og værdier."
I et folketingssvar af 4. september 2014 konkluderedes det:
"Justitsministeriet finder ikke, at der på det foreliggende grundlag er anledning til at bede Rigsadvokaten om at vurdere, hvorvidt der bør iværksættes en undersøgelse af spørgsmålet om opløsning af en eventuel forening bag moskéen på Grimhøjvej i Brabrand".
Efter min opfattelse er grundlovens beskyttelse af foreningsfriheden et gode (og man kunne ønske sig at grundlovens § 77 medførte samme beskyttelse af ytringsfriheden). Vi skal mindre end 100 år tilbage i tiden før en forening for homoseksuelle blev opløst, ligesom Den Internationale Arbejderforening blev opløst i en dybt politiseret retssag i 1870ne.
Men det er også klart, at intet demokratisk samfund blot kan trække på skuldrene af Grimhøjmoskeen og den (tør jeg skrive det) islamistiske ideologi den repræsenterer. Et robust forsvar for ytrings- og forsamlingsfriheden må og skal ikke forveksles med ligegyldighed over for det frie samfunds erklærede fjender. I min optik er der derfor en række forhold som – i hvert fald på lang – sigt vil være langt mere effektivt end at lukke Grimhøjmoskeen, hvis aktiviteter så bare kan flyttes til en kælder, en privat bolig eller lignende.
For mig er det det mest chokerende ved Grimhøjmoskeen ikke at en misogynistisk fundamentalist søger at retfærdiggøre omfattende social kontrol af kvinder med henvisning til ideer, der opstod i det 7. århundrede. Der har og vil sikkert altid være mænd, der forsøger at opnå magt ved at dominere kvinder. Det mest chokerende, er at imamen har et velvilligt publikum af kvinder, der tilsyneladende opfatter imamen som en moralsk autoritet, hvis udlægning af islam definerer rammerne for kvindernes liv, også selvom konsekvenserne af dette teoretisk set kunne ende med dødsstraf, for den kvinde der overtrådte Shariaens regler.
At der i dagens Danmark, hvor kvinder i mere end 100 år haft stemmeret, hvor kvinder kan gøre karriere, blive statsministre og bestemme over egen krop, findes kvinder som lever i parallelsamfund, præget af decideret kvindefjendske værdier, er for mig det virkeligt rystende. Det løser vi ikke ved at forbyde Grimhøj moskeen.
Den store udfordring må være at finde ud af hvem disse kvinder er, og give dem den viden, ressourcer, styrke og opbakning, der er nødvendig for at kunne træde ud af det mentale fængsel de lever i. Såfremt kvinderne afviser fundamentalismen, og i stedet vælger egne veje når det gælder kærlighed, livsværdier, børneopdragelse mv. vil fundamentalismens magtstruktur og fødekæde lide et alvorligt knæk.
Når nogle politikere og eksperter peger på at løsningen ligger i at uddanne ”moderate imamer”, tillader jeg mig at være skeptisk. For en stor del af problemet med radikalisering og fundamentalisme ligger jo netop i (1) at den religiøse identitet synes at være dominerende for et signifikant antal muslimer, og (2) at mange stærk troende tager udgangspunkt i religiøse autoriteres udlægning af helt grundlæggende moralske og politiske spørgsmål, og dermed deponerer deres menneskelige autonomi hos en imam. Denne imam opnår derved en magt, der muligvis ikke er politisk signifikant i dagens Danmark, men som kan være langt mere indgribende og med langt større konsekvenser for imamens følgere, end den magt som en demokratisk regering med 90 mandater kan udøve over samme gruppe. Dermed skabes en dynamik der står i diametral modsætning til det sekulære liberale demokrati. Denne styreform er jo netop baseret på præmissen om at vi som borgere selv kan og skal følge vores samvittighed, og dermed – sammen og hver for sig - kan leve et liv baseret på uadskillelige præmisser om personlig frihed og ansvar. Ved at lægge ansvaret for bedre integration i hænderne på religiøse autoriteter, er jeg bange for at vi modarbejder vi den proces, og konsoliderer forestillingen om at en særligt muslimsk identitet, snarere end en proces, hvor man opfatter sig som dansk borger, der bekender sig til islam som religion, men selv definerer rammerne for det gode liv, og ikke lader en imam få det sidste ord om stort og småt.
Vi kan ikke vinde kampen for disse kvinders frihed ved forbud og tvang. Tværtimod skal vi langt mere offensivt udnytte ytrings- forenings- og forsamlingsfriheden til at give fundamentalisterne modspil.
http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/uui/spm/655/svar/1153309/1396201.pdf
http://www.anklagemyndigheden.dk/Documents/arkiv/hizb-ut-tahrir-redegorelse.pdf "