Islamforsker og professor i koranstudier ved Københavns Universitet - Thomas Hoffmann - skriver om stening på sin Facebook profil:
"Har lige serviceret Ekstra Bladet på 'komparativ stening'. De var interesseret i den bibelsk-koraniske forbindelse. Umiddelbart er der en vis kontrast mellem mellem GT, der flere gange foreskriver stening som en guddommelig forordnet straf (men for det meste kun for Israel selv, for det udvalgte folk - og på den måde har en eksklusiv forståelse af steningen). I NT synes stening ikke at være en guddommelig sanktioneret straf, men præsenteres ofte som den måde de 'onde' reagerer på, når de forarges over Jesus og de kristnes budskab. På en måde ligner Koranen mest GT, men der er bare ikke noget steningsvers i Koranen - i hvert fald ikke på tryk (men der tænkes til gengæld at have været et vers/åbenbaring, som så stadig har retsgyldighed/hukm). I GT er steningen flere gange fordret, hvis nogen har været blasfemiske eller har dyrket andre guder end YHWH, men denne guddommelige sensitivitet synes ikke at gælde i Koranen, hvor steningsstraffens 'søster' er piskestraffen for illegitimt seksuelt samvær. Og sådan kunne man fortsætte - rasende interessant er det i hvert fald. Peter Kaltoft hvornår begynder rabbinerne at sætte steningen i parentes?"
I tråden skriver Peter Kaltoft:
"Jeg skrev et seminar paper om det komparative studie af stening i islam og jødedommen, da jeg læste på Hebrew U. Jeg skal se om jeg kan finde det, hvis det har interesse.
GT (eller den hebraiske Bibel) har to former for stening: s'qilah og regimah (rajm). Ingen af dem er forklaret uddybende i GT og bruges for flere forskellige forhold, uden nogen synderlig skelnen.
I den rabbinske tekst skelnes der dog, hvor stening til døde er omtalt ved s'qilah, der udføres ved at smide den dømte ud fra en høj, hvorefter en stor sten, på størrelse med den dømte selv, kastes ned på ham for at knuse ham. Hvis han ikke dør af det, udføres regimah af de tilstedeværende vidner, altså decideret stening som man ser det i den islamiske tradition.
Jeg er ikke umiddelbart kendt med kilder fra før antikken og er ikke sikker på, hvornår de forskellige mishnayot der omtaler stening som straf, kan dateres, men hvis det er korrekt - som nogle historikere hævder (f.eks. Neusner) at s'qilah er influeret af romersk straf, så opstod traditionerne givetvist under makkabæerne eller lige efter.
Det synes jeg selv er plausibelt, jeg tror at regimah/rajm er en semitisk tradition, der er ældre en s'qilah, når vi tager ældre semitiske kilder i betragtning, der også omtaler stening for utroskab.
Det er dog interessant at lægge mærke til, at rabbinerne i Mishnah selv omtaler stening på en måde, der giver indtryk af at det var en straf, man forsøgte at undgå."
"Thomas, nu satte mine tanker sig lidt fast på emnet, så jeg kom i tanke om flere forhold - leder stadig efter seminar paperet, men kan huske at roden af s'qilah skulle have betydning af noget, der er tungt - henvisningen til stenen der bruges til at knuse den dømte, mens regimah/rajm henleder til noget, der kastes.
Jeg mener at kunne huske, at disse to betydninger går igen i brugen i GT.
Hvis vi holder f.eks. 2.Mosebog 19,13 og 4. Mosebog 15,35 op mod hinanden, ser vi brugen af s-q-l i det første tilfælde og r-g-m i det andet tilfælde, hvor det første vers taler om straffen for at røre Sinaj-bjerget, op til åbenbaringen, uden at tale om hvem der skal stå for at udføre straffen, mens det andet vers påbyder hele folket at deltage i straffens udførelse, hvilket synes besværligt at gøre, hvis det handler om at smide én tung sten, fremfor at stene en person til døde.
Det er interessant at se, at nogle tolkninger af verset opfatter "yaroh yiyareh" med "at kaste ham ned", hvor andre oversætter det med at "gennemskydes". I forhold til det første, er det en interessant betragtning i forhold til stening som beskrevet i Mishnah, men jeg har en formodning om, at det er en tolkning der netop er baseret på Mishnahens beskrivelse."