En ældre sag fra Den Frie blog:
![]()
Peder Bundgaard 's Muhammed-tegning offentliggjort i Jyllands-Posten.
Jeg har fået læst Ahmed Akkari 's bog Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark, og jeg vil de kommende uger citere fra den. Her en passage fra bogen om danske islamisters orkestrering af Muhammed-krisen:
"Denne og næsten alle andre beslutninger blev truffet på møder i en moske i et industrikvarter på Ørbækvej 274 i Odenses sydlige udkant. Den diskrete placering midt i landet gjorde adressen til et praktisk samlingssted for Arbejdsgruppen 's (Arbejdsgruppen var navnet på den gruppe, der koordinerede kampagnen mod Jyllands-Posten i kølvandet på avisens publicering af de 12 Muhammed-tegninger, red.) medlemmer, der kom fra både Sjælland, Jylland og Fyn. Samtidig var moskeen et rart sted at være under de hyppige og ofte langstrakte møder, hvor sagens udvikling blev diskuteret.
Ligesom de fleste andre muslimske bedesteder i Danmark var moskeen i Odense indrettet i en udtjent erhvervsbygning på en billig adresse. I dette tilfælde var bygningen købt af en fond, der fik mange af sine penge fra islamistiske allierede i oliestaterne under Sydens sol.
(…)
Ved siden af arbejdet med den gradvise optrapning af konflikten (med Jyllands-Posten, red.) og opretholdelsen af en anti-voldelig facade gjorde Arbejdsgruppen sig store anstrengelser for at fastholde en bred opbakning blandt de danske muslimer. Lykkedes det vores modstandere at skille muslimerne i tilhængere og modstandere af profeten (Muhammed, red.), som Moses skilte Rødehavet, vurderede vi, at slaget ville være tabt. Lige præcis i denne sag måtte alle interne stridigheder (islamisterne i Arbejdsgruppen imellem, red.) lægges til side i jagten på det store mål. I praksis betød det, at Raed Hlayhel (imam fra Grimhøjmoskeen i Aarhus, red.), Abu Laban (imam fra Islamisk Trossamfund i København, red.), Kasem Said Ahmad, Abu Malek og jeg selv måtte trække på alle personlige forbindelser. I dage og uger hang vi konstant i telefonen og holdt møder over hele landet i et forsøg på at overbevise enhver mulig allieret om vores sags berettigelse."
(Side 246-247)
Peder Bundgaard 's Muhammed-tegning offentliggjort i Jyllands-Posten.
Jeg har fået læst Ahmed Akkari 's bog Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark, og jeg vil de kommende uger citere fra den. Her en passage fra bogen om danske islamisters orkestrering af Muhammed-krisen:
"Denne og næsten alle andre beslutninger blev truffet på møder i en moske i et industrikvarter på Ørbækvej 274 i Odenses sydlige udkant. Den diskrete placering midt i landet gjorde adressen til et praktisk samlingssted for Arbejdsgruppen 's (Arbejdsgruppen var navnet på den gruppe, der koordinerede kampagnen mod Jyllands-Posten i kølvandet på avisens publicering af de 12 Muhammed-tegninger, red.) medlemmer, der kom fra både Sjælland, Jylland og Fyn. Samtidig var moskeen et rart sted at være under de hyppige og ofte langstrakte møder, hvor sagens udvikling blev diskuteret.
Ligesom de fleste andre muslimske bedesteder i Danmark var moskeen i Odense indrettet i en udtjent erhvervsbygning på en billig adresse. I dette tilfælde var bygningen købt af en fond, der fik mange af sine penge fra islamistiske allierede i oliestaterne under Sydens sol.
(…)
Ved siden af arbejdet med den gradvise optrapning af konflikten (med Jyllands-Posten, red.) og opretholdelsen af en anti-voldelig facade gjorde Arbejdsgruppen sig store anstrengelser for at fastholde en bred opbakning blandt de danske muslimer. Lykkedes det vores modstandere at skille muslimerne i tilhængere og modstandere af profeten (Muhammed, red.), som Moses skilte Rødehavet, vurderede vi, at slaget ville være tabt. Lige præcis i denne sag måtte alle interne stridigheder (islamisterne i Arbejdsgruppen imellem, red.) lægges til side i jagten på det store mål. I praksis betød det, at Raed Hlayhel (imam fra Grimhøjmoskeen i Aarhus, red.), Abu Laban (imam fra Islamisk Trossamfund i København, red.), Kasem Said Ahmad, Abu Malek og jeg selv måtte trække på alle personlige forbindelser. I dage og uger hang vi konstant i telefonen og holdt møder over hele landet i et forsøg på at overbevise enhver mulig allieret om vores sags berettigelse."
(Side 246-247)