Jacob Mchangama. (Foto: Facebook)
Forkvinde for Trykkefrihedsselskabet - Katrine Winkel Holm - har skrevet et indlæg om ytringsfriheds-realisme i Berlingske, som Jacob Mchangama svarer på på sin Facebook profil:
"Når man har brugt de seneste 8 måneder på at gennemtrawle ytringsfrihedens historie, ved man ikke om man skal grine eller græde over Katrine Winkel Holm seneste kronik i Berlingske, hvor hun anklager bl.a. undertegnede for at have en virkelighedsfjern tilgang til ytringsfriheden. Meget belejligt har KWH ikke nævnt hvilke historiske eksempler det er der viser, at det er for farligt med for meget ytringsfrihed, og jeg tror da også det vil blive svært at finde de gode eksempler. Historien viser - i min optik - netop ikke at ytringsfrihedens "kun fortsat trives der, hvor den kan vokse i tillid, skærmet af hegn og grænser."
Tværtimod har heterogenitet været fuldstændig afgørende for denne frihed. Eksemplerne er mange, og Flemming Rose og jeg svarer snarest i en kronik som Berlingske (forhåbentligt) vil bringe.
Men når det Gælder religionsfriheden - som KWH nu vil begrænse i henhold til "sædeligheden og den offentlige orden", opsummerer grundlovens forhandlinger sublimt de to positioner, der står overfor hinanden. For lad dig ikke narre af Katrine Winkel Holms spin om en tredje position. KWH har efter et langt tilløb endeligt meldt sig ind i men-menigheden. Hun ønsker blot at Men'et bruges i forhold til islamister, mens hendes værdipolitiske modstandere ønsker at lukke munden på racister, nazister mv. Det giver dog ingen mening at ville have særligt restriktive rammer for ytringsfriheden når det gælder religioner, men ikke sekulære ideologier. Det er jo netop også derfor at KWH tidligere har villet afskaffe blasfemiparagraffen.
Grundlovens fædre havde en lang og principiel diskussion om religionsfrihedens betydning. På den ene side var de der ville gøre undtagelser for både lære og handlinger, mens Grundtvig og Ree talte for en mere absolut beskyttelse af læren, som man ikke kan adskille fra ytringsfriheden. Mynster, Ørsted m.f.l udtalte bekymring over, hvorvidt katolikker nu ville få lov til at holde offentlige processioner, om man skulle tåle jødiske dommere og ministre, ikke kristne lærere i skoler, og om man virkelig kunne give fulde politiske rettigheder til ikke-kristne. Debatten er for omfattende at citere her, jeg vil dog blot slutte af med disse to citater fra hhv. Grundtvig og Cultusminister Madvig, der viser forskellen på et principfast forsvar (Grundtvig) og et "realistisk" (Madvig).
GRUNDTVIG
Hvad den ærede Ordfører troede at maatte
sige i Anledning af min Anke over det indsatte Ord „læres“, da har
jeg deraf Intet lært, uden at det jo altid er et Ønske hos en deel,
at vi ved en saadan Frihed kunde have en Dør aaben til at standse
Brugen af Friheden, naar de lystede, saaledes som vi jo vide, ogsaa har været Tilfældeet i Frankrig, hvor de have lukket et Bedehuus, nu under dette, nu under et andet Paaskud. Jeg mener, det er og bliver klart, at hvad enten man i den saakaldte Statskirke eller udenfor denne vil binde Lærefriheden dertil, hvorvidt man finder, at Læren stemmer overeens med Sædelighed og den offentlige Orden, at da lader man en Dør aaben til, hvilket Øjeblik man vil, at afbryde Friheden"
MADVIG:
Med Hensyn til § 65 er der gjort Indsigetser mod den til-
føiede Bestemmelse, at der i intet Samfund maa læres Noget, der
strider mod Sædelighed eller den offentlige Orden, og det er sagt, at herved aabnedes en Dør, hvorigjennem man let kunde trænge ind for at borttage enhver tilstaaet Frihed, hvorimod det antoges af den, der yttrede dette, at en saadan Bagdør ikke var aabnet, naar der blot bestemtes, at Intet maatte foretages, der stred mod Sædelighed eller den offentlige Orden; men ogsaa naar man vil hindre, at der foretages Noget, som strider mod Sædelighed eller Orden, saa gaaer man paa samme Maade ud fra et almindeligt Princip, som man sætter saa høit, at man tillader sig derefter at gribe ind i hvad det enkelte Samfunds Medlemmer foretage sig; man undersøger deres Handlinger, bedømmer dem efter almindelige Sætninger om Sædelighed, som Staten anseer for at have saadan Gyldighed, at den ikke tager i Betænkning at hævde dem. Men maa Staten tillægge visse Sætninger en saadan Fylde, saa har den ogsaa fuldkommen Ret til at prøve Læren, som Samfundet opstiller med Hensyn til disse Grundsætninger. Staten kan ikke fordømme og forbyde visse Handlinger, dersom den ikke forbyder og fordømmer den Lære, overeensstemmende med hvilken visse Mennesker tillade sig disse Handlinger; den kan ikke forbyde, at Ægteskabet profaneres, naar den ikke kan
forbyde den Lære, hvorved der siges, at Ægteskabet er en vanhellig Indretning. Overhovedet, Dommen om Handlingerne foretages overeensstemmende med den Lære, der igjen indeholder en Dom om den modsatte Lære. Der gives ikke en saadan Adskillelse mellem Lære og Handlinger, som der her synes at være opstillet."
Tværtimod har heterogenitet været fuldstændig afgørende for denne frihed. Eksemplerne er mange, og Flemming Rose og jeg svarer snarest i en kronik som Berlingske (forhåbentligt) vil bringe.
Men når det Gælder religionsfriheden - som KWH nu vil begrænse i henhold til "sædeligheden og den offentlige orden", opsummerer grundlovens forhandlinger sublimt de to positioner, der står overfor hinanden. For lad dig ikke narre af Katrine Winkel Holms spin om en tredje position. KWH har efter et langt tilløb endeligt meldt sig ind i men-menigheden. Hun ønsker blot at Men'et bruges i forhold til islamister, mens hendes værdipolitiske modstandere ønsker at lukke munden på racister, nazister mv. Det giver dog ingen mening at ville have særligt restriktive rammer for ytringsfriheden når det gælder religioner, men ikke sekulære ideologier. Det er jo netop også derfor at KWH tidligere har villet afskaffe blasfemiparagraffen.
Grundlovens fædre havde en lang og principiel diskussion om religionsfrihedens betydning. På den ene side var de der ville gøre undtagelser for både lære og handlinger, mens Grundtvig og Ree talte for en mere absolut beskyttelse af læren, som man ikke kan adskille fra ytringsfriheden. Mynster, Ørsted m.f.l udtalte bekymring over, hvorvidt katolikker nu ville få lov til at holde offentlige processioner, om man skulle tåle jødiske dommere og ministre, ikke kristne lærere i skoler, og om man virkelig kunne give fulde politiske rettigheder til ikke-kristne. Debatten er for omfattende at citere her, jeg vil dog blot slutte af med disse to citater fra hhv. Grundtvig og Cultusminister Madvig, der viser forskellen på et principfast forsvar (Grundtvig) og et "realistisk" (Madvig).
GRUNDTVIG
Hvad den ærede Ordfører troede at maatte
sige i Anledning af min Anke over det indsatte Ord „læres“, da har
jeg deraf Intet lært, uden at det jo altid er et Ønske hos en deel,
at vi ved en saadan Frihed kunde have en Dør aaben til at standse
Brugen af Friheden, naar de lystede, saaledes som vi jo vide, ogsaa har været Tilfældeet i Frankrig, hvor de have lukket et Bedehuus, nu under dette, nu under et andet Paaskud. Jeg mener, det er og bliver klart, at hvad enten man i den saakaldte Statskirke eller udenfor denne vil binde Lærefriheden dertil, hvorvidt man finder, at Læren stemmer overeens med Sædelighed og den offentlige Orden, at da lader man en Dør aaben til, hvilket Øjeblik man vil, at afbryde Friheden"
MADVIG:
Med Hensyn til § 65 er der gjort Indsigetser mod den til-
føiede Bestemmelse, at der i intet Samfund maa læres Noget, der
strider mod Sædelighed eller den offentlige Orden, og det er sagt, at herved aabnedes en Dør, hvorigjennem man let kunde trænge ind for at borttage enhver tilstaaet Frihed, hvorimod det antoges af den, der yttrede dette, at en saadan Bagdør ikke var aabnet, naar der blot bestemtes, at Intet maatte foretages, der stred mod Sædelighed eller den offentlige Orden; men ogsaa naar man vil hindre, at der foretages Noget, som strider mod Sædelighed eller Orden, saa gaaer man paa samme Maade ud fra et almindeligt Princip, som man sætter saa høit, at man tillader sig derefter at gribe ind i hvad det enkelte Samfunds Medlemmer foretage sig; man undersøger deres Handlinger, bedømmer dem efter almindelige Sætninger om Sædelighed, som Staten anseer for at have saadan Gyldighed, at den ikke tager i Betænkning at hævde dem. Men maa Staten tillægge visse Sætninger en saadan Fylde, saa har den ogsaa fuldkommen Ret til at prøve Læren, som Samfundet opstiller med Hensyn til disse Grundsætninger. Staten kan ikke fordømme og forbyde visse Handlinger, dersom den ikke forbyder og fordømmer den Lære, overeensstemmende med hvilken visse Mennesker tillade sig disse Handlinger; den kan ikke forbyde, at Ægteskabet profaneres, naar den ikke kan
forbyde den Lære, hvorved der siges, at Ægteskabet er en vanhellig Indretning. Overhovedet, Dommen om Handlingerne foretages overeensstemmende med den Lære, der igjen indeholder en Dom om den modsatte Lære. Der gives ikke en saadan Adskillelse mellem Lære og Handlinger, som der her synes at være opstillet."