Kønsaktivist, forfatter, billedkunstner og frisvømmer Ibi-Pippi Orup Hedegaard har meldt Hovedstadens Svømmeklub til politiet for racisme, kvindeundertrykkelse og kønsdiskrimination. I en pressemeddelelse skriver Ibi-Pippi Orup Hedegaard:
Hovedstadens Svømmeklub er dags dato blevet politianmeldt for racisme og diskrimination. Grundlaget for politianmeldelsen er, at den juridiske kvinde og kunstner Ibi-Pippi forleden dag ansøgte om optagelse på klubbens kønsopdelte svømmehold. Det absurde hændelsesforløb blev filmet af kunstneren og herefter delt på Facebook. I videoen fremkommer en medarbejder hos Hovedstadens Svømmeklub med flere absurde udtalelser, som ligger til grund for anmeldelsen. Blandt andet siger medarbejderen hos Hovedstadens Svømmeklub, at en biologisk kvinde med lettere skægvækst ikke umiddelbart kan tilmelde sig det kønsopdelte svømmehold, før man har diskuteret dette internt. Anmelder mener ikke, at en muslimsk kvinde ville blive mødt med dette krav. Derfor er der i anmelders øjne tale om en racistisk motiveret afvisning. Desuden hører man i samtalen medarbejderen sige, at "kvindernes mænd ikke tror, at der kommer mænd til undervisningen". En udtalelse som anmelderen anser for social kontrol og kvindeundertrykkelse dikteret af Hovedstadens Svømmeklub. Desuden tilbyder den juridiske kvinde i videoen at følge svømmeklubbens anvisninger vedrørende omklædning, men hun tilbydes stadig ikke at blive tilmeldt det kønsopdelte svømmehold, hvilket af anmelder opfattes som kønsdiskriminerende.
Ibi-Pippi Orup Hedegaards video, der kan ses på kunstnerens fanside på Facebook, er i skrivende stund blevet set 41.000 gange.
Læs også
Ibi-Pippi vil bade med muslimske kvinder
Provo-kunster udstiller foster