Auschwitz-Birkenau. (Foto: Wikipedia)
Journalist Flemming Emil Hansen skriver 3. september 2015 på sin Facebook profil:
"Her til formiddag blev et tog med flygtninge, som var skemasat til at køre fra Keleti banegården i Budapest til Østrig og Tyskland, omledt fra sin oprindelige rute til en asyllejr, hvor flygtningene blev hentet ud med magt af politiet. I alt er Keleti banegården "belejret" af 3,000 flygtninge, som håber på at komme videre mod nordvest. Alle andre togafgange er aflyst. Det er 70 år siden, tog sidst blev omledt til lejre i Europa - uden sammenligning i øvrigt.
Kom nu for fanden, Danmark. Avisannoncer, opstrammede statsborgerskabsregler og en sludder for en sladder om nærområder er rent blår i øjnene. Der er brug for endelig at bevise, at EU er et vigtigt demokratisk, politisk projekt, som kan rykke og skabe resultater, når det er nødvendigt. Der er brug for, at den danske regering kæmper for en fælles flygtningeløsning her og nu, samt en rigtig stor og velfinansieret EU-hjælpeindsats i nærområderne. En hjælpeindsats, der kan sikre infrastruktur, tag over hovedet, undervisning, mad, tøj, medicin, sanitære forhold - kort og godt et håb om et tåleligt liv - til nogle af de millioner af mennesker, som lige nu fortvivler og dør i grænseområderne eller flygter videre nordpå."
Flemming Emil Hansen har blandt andet skrevet for Dagbladet Information.