Jeg købte Hip på cd engang i slutningen af 80'erne (eller begyndelsen af 90'erne?), da Steppeulvene fik en mindre renæssance. Mest på grund af coveret. Musikken fangede mig ikke rigtig. Min manglende interesse skyldtes måske, at der var masser af god samtidsmusik i den periode.
Jeg har hele tiden villet læse op på Eik Skaløe. Han var en first mover på flere planer. Samtidig finder jeg ideen om det ene store værk fascinerende. Men jeg har aldrig fået taget mig sammen til det, selvom der har været en del udgivelser om ham igennem årene.
Men for nogen uger siden stod Eik Skaløe - Breve fra vejen af rågummisåler og glanede på bibliotekshylden, og jeg lånte den med hjem. Efter lidt tilløb har jeg fået bogen læst færdig. Der er tale om rejsebreve og breve fra to fængselsophold, som han har sendt hjem til sin familie (far, mor og lillesøster). Det meste er ret privat og hæver sig ikke synderligt litterært. Men læst som en odysse mod rejsens endepunkt - selvmordet i det nordlige Indien - er bogen interessant.
Man får fornemmelsen af, at Eik Skaløes bevæggrund for mange af brevene var et ønske om at meddele, at han manglede penge, og at familien hurtigst muligt skulle sende ham nogen, hvis muligt. Det er lidt tåkrummende. Men selvfølgelig ikke meget anderledes end det praktiseres af kunstnere (og unge mennesker) i dag.
Desværre er Eik Skaløes sidste fire breve - til hans on-off kæreste Iben Nagel Rasmussen, hans ven Christian Arnø, familien og de indiske myndigheder - der blev fundet ved hans skeletterede lig ikke offentliggjort.
Man forstår, at Eik Skaløes lillesøster (Iben Lassesen, red.), der står bag udgivelsen, ikke har ønsket at tage skridtet helt ind i det intime. Men ikke desto mindre er det ærgerligt. Som læser føler man sig snydt, selvom det måske ikke er så præcist et ord i sammenhængen. Man ville simpelthen gerne have læst, hvad en mand skriver, når han befinder sig på livets rand. Den nyfigenhed - om den er upassende eller ej - tilfredsstiller bogen med sit fravalg ikke.