En ældre sag fra journalist med mere Michael Jeppesen 's fællesblog Denfri, hvor jeg skrev et stykke tid:
I 1965 vandt japanske Shigeko Kubota international berømmelse med sit kussemaleri Vagina Painting. En lørdag i september gentog Uwe Max Jensen og en offentligt ansat Kubota’s tilgang til maleriet med mandligt fortegn og lod naturens muntre pensel glide over tre små kvadrater.
Shigeko Kubota overlevede med nød og næppe atombomben. Amerikanerne havde i slutningen af 2. verdenskrig udvalgt hendes hjemby Niigata som mål for nedkastning af en atombombe, men i sidste øjeblik valgte amerikanerne at bombe Nagasaki i stedet. 19 år senere rejste Kubota til New York, hvor hun hurtigt opnåede en fremtrædende plads i miljøet omkring Fluxus, og allerede i juli 1965 skabte Shigeko Kubota i forbindelse med the Perpetual Fluxus Festival i New York det værk, der sikrer hende en varig plads i kunsthistorien. Nemlig det såkaldte Vagina Painting, hvor kunstneren med en pensel fastgjort til skridtet på sine trusser i en position, hvor hun sidder på hug, maler på et stort stykke papir.
I 2008 gentog danske Lilibeth Cuenca Rasmussen, hvis mor er fra Filippinerne, Kubota’s performance, da hun som led i en re-enactment genopførte flere historiske værker med feminismen som omdrejningspunkt.
Lilibeth Cuenca Rasmussen genopfører Shigeko Kubota’s Vagina Painting.
Selv har Shigeko Kubota ikke meget til overs for den feministiske omklamring af sit værk. Kubota ser i lighed med en anden stor “feminist” — Carolee Schneemann, der blev kendt for værket Interior Scroll, hvor hun trækker en tekst ud af kussen — først og fremmest sig selv som en maler, der eksperimenterede med den maleriske form. Men fokus er gledet fra en oprindeligt formudfordrende tilgang til maleriet til en kønspolitisk, feministisk tolkning af Kubota’s og Schneemanns eksperimenter. Mod teoretikerne kæmper selv kunstnerne forgæves.
Carolee Schneemann trækker en tekst ud af sin kusse og læser den højt i forbindelse med værket Interior Scroll.
For nylig har en yngre fransk kunstnerinde eksperimenteret med en på én gang mere introvert og ekstrovert tilgang til kussemaleriet i sine på YouTube berømmede Pussy Painting ‘s. Her mimes den mandlige gestik og abstrakte ekspressionisme. Dog i et tilforladeligt (kvindeligt?) format.
I det offentlige rum en lørdag i september sendte Uwe Max Jensen og en ansat i den offentlige administration en hilsen til ikke alene de kvindelige forgængere og deres formeksperimenter, men også til Jens Jørgen Thorsen, der ofte malede med sin tissemand. På kort tid udførtes der med naturens pensel som eneste instrument tre lærreder. Pikmaleriet eller Penis Painting blev født ud af lige dele inspiration og nødvendighed.
