Tal R: Svaner om natten, 2016, 175 x 131 centimeter, pigment and rabbit glue on canvas. Foto: Galleri Magnus Karlsson / Galleri Bo Bjerggaard.
PRESSEMEDDELELSE
Mamma Andersson (1962) og Tal R (1967) udstiller sammen i Galleri Bo Bjerggaard og i Galleri Magnus Karlsson
Svanesang er titlen på en udstilling i to dele, der vises parallelt i Galleri Bo Bjerggaard, København og Galleri Magnus Karlsson, Stockholm, og er et fælles udstillingsprojekt mellem to af Nordens absolut førende malere. Den ene del af udstillingen åbner den 24. august i København, mens den anden del åbner den 30. august i Stockholm. Udstillingen består af helt nye malerier og gouacher af Mamma Andersson og Tal R. Det er første gang, der vises en omfangsrig præsentation af Mamma Anderssons maleriske praksis i Danmark. Dette bliver Tal Rs anden større udstilling hos Galleri Bo Bjerggaard efter Sortedam i 2013.
Med udstillingen Svanesang indgår Mamma Andersson og Tal R deres første egentlige kunstneriske samarbejde. Udstillingen er resultatet af en billeddialog. Kunstnerne har i længere tid arbejdet videre med hinandens motiver, sendt hinanden fotografiske oplæg og lavet værker der går i dialog med hinanden. Man vil således opleve, at motiver går igen fra den ene kunstner til den anden, at de har ladet sig inspirere af - og tilladt sig at manipulere med den andens billedunivers. Værkerne bliver stadig hver især unikke, kunstneriske udsagn fra henholdsvis Mamma Andersson og Tal R, men fungerer derudover også som illustrationer af en form for samtale eller ”billedlig dans”.
Galleri Bo Bjerggaard og Galleri Magnus Karlsson udgiver i forbindelse med udstillingen et katalog med gengivelser af værkerne samt en tekst af Synne Rifbjerg. Efterfølgende udgives en større publikation, der tager udgangspunkt i samarbejdet mellem de to kunstnere.
Mamma Andersson er født i Luleå, Sverige og hun bor og arbejder i Stockholm, hvor hun også tog sin uddannelse på Kungl. Konsthögskolan (1986-1993). Mamma Andersson er en af Sveriges mest internationalt anerkendte kunstnere i dag. Hendes værker er repræsenteret i flere samlinger inklusive Dallas Museum of Modern Art, Dallas; Göteborgs Konstmuseum, Gøteborg; Hammer Museum, Los Angeles; Magasin 3, Stockholm; MOMA, New York; Museum of Contemporary Art, Los Angeles. I 2006 modtog hun Carnegie Art Award, og i 2003 var hun en del af Nordic Pavillion på Venedig Biennalen.
Tal R er født i Tel Aviv i Israel, men har boet det meste af sit liv i København, hvor han også tog sin uddannelse fra det Kongelige Danske Kunstakademi (1994-2000). Sidenhen har han markeret sig internationalt som en af Danmarks førende samtidskunstnere. Hans værker er repræsenteret i mange internationale samlinger inklusive Louisiana, Humlebæk; Museum Kunstpalast, Düsseldorf; Moderna Museet, Stockholm; Kiasma, Helsinki og ARoS, Århus. I 2017 åbner Louisiana en stor retrospektiv soloudstilling i forbindelse med kunstnerens 50 års fødselsdag.
Alle er velkomne til ferniseringen på Svanesang, som foregår i Galleri Bo Bjerggaard onsdag den 24. august 18-21 og i Galleri Magnus Karlsson den 30. august 17-20. Begge kunstnere vil være til stede til åbningerne.
Udstillingen Svanesang, kan opleves i Galleri Bo Bjerggaard og Galleri Magnus Karlsson frem til henholdsvis den 22. oktober og den 23. oktober 2016