Fredag klokken 16.30 ville jeg udføre performancen Narcissus, tvivlende (kunstneren pisser på et kropsstort spejl - homage til arte povera og Michelangelo Pistoletto) i skulpturhaven på Kunsten. I forbindelse med værket ville jeg pisse på et kropsstort spejl placeret på græsset i skulpturhaven, så mit spejlbillede ville blive "opløst", efterhånden som urinen lagde sig på spejlet.
Værket handler om at transformere spejlbilledets Narcissus fra at være en selvforelsket figur fuld af betagelse over sin egen fremtræden i verden til en mere tvivlende karakter, hvis tilstedeværelse i stigende grad opløses af indre iboende kræfter. Samtidig henfører det ydmyge materialevalg - urin - naturligvis til kunstretningen arte poveras (som Michelangelo Pistoletto er grundlægger af) oprindelige brug af ydmyge og billige materialer.
Dette smukke værk endte med at blive opført, men Kunstens ansatte satte desværre så mange forhindringer i vejen for mit værks udførelse, at det lykkedes dem at stjæle opmærksomheden fra mit kunstværk, og derfor kan jeg i dag se mig selv omtalt på forsiden af Nordjyske under rubrikken "Provokunstner anmeldt for vold". Artiklen er skrevet af Nordjyskes journalister Amal Guerdali, Mette Siggaard og Ole Fink Mejlgaard.
At jeg er anmeldt for vold er imidlertid en af de eneste sande oplysninger i Nordjyskes artikel. Jeg tager det fra en ende af:
1) "Uwe Max Jensen overfaldt to ansatte på Kunsten, da han ville tisse på kunstværk"
Jeg har ikke overfaldet nogen. Jeg har prøvet at forhindre tyveri af min ejendom (mit spejl). Herefter er jeg blevet skubbet, og det har jeg reageret på med en rimelig grad af nødværge. Det er jeg sikker på, at de samlede optagelser fra TV2 Nord, der optog seancen, vil vise, hvis sagen ender i retten. Jeg ville i øvrigt ikke tisse på et kunstværk. Jeg ville tisse og tissede på mit eget medbragte spejl som en del af et kunstværk.
2) Jeg er ikke, som Nordjyske skriver 44. Jeg er 46 år.
3) "De to ansatte forsøgte at stoppe Uwe Max Jensen, og i den forbindelse tog han ifølge vagtchef Henrik Bech fra Nordjyllands Politi kvælertag på en af museets ansatte."
Jeg tog ikke kvælertag på en af de ansatte. Og der er intet, der på nogen måde dokumenterer denne påstand. Jeg vil snarest kontakte Justitsministeriet og klage over Henrik Bech og Nordjyllands Politi for at fremkomme med usande oplysninger. I øvrigt er det fuldstændig bizart, at politiet vælger at fremdrage den ene parts oplysninger som sande i forbindelse med en sag, hvor man i skrivende stund end ikke har haft mig eller min fotograf inde til afhøring.
De to ansatte forsøgte at spolere de optagelser, som TV2 Nord var i gang med i forbindelse med min performance. Den ene ansatte gik så langt, at han forsøgte at stjæle mit spejl og dermed knægte den private ejendomsret. Efterfølgende skubbede han til mig (det er dokumenteret på min blog og sandsynligvis også på TV2 Nord's optagelser), hvorefter jeg reagerede.
Den ene af Kunstens ansatte går til angreb på kunstneren Uwe Max Jensen umiddelbart efter, at han har forsøgt at stjæle Uwe Max Jensens medbragte spejl.
4) "Nordjyske var fredag aften i kontakt med den ene, som på det tidspunkt sad stærkt chokeret på akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital for at blive undersøgt"
Hvis man ser på fotografiet af den skæggede ansatte på min blog, der umiddelbart efter hans skubberi og min reaktion taler i telefon, ser han ærlig talt ikke "stærkt chokeret" ud.
Jeg har derimod flere mærker på kroppen efter interaktionen med museets ansatte. Mærker jeg har fotograferet. Og jeg vil naturligvis fremlægger fotografierne som dokumentation, hvis sagen skulle ende i retten.
Den ifølge Nordjyske "stærkt chokerede" ansatte taler i telefon.
5) "Hun (Kunstens direktør Gitte Ørshou, red.) anede intet om Uwe Max Jensens planer om at tisse på et af museets værker."
Der var ikke nogen som helst planer om at tisse på et af museets værker. Jeg ønskede udelukkende at tisse på mit eget medbragte spejl. Og det var det, jeg gjorde.
At Gitte Ørskou ikke skulle have været vidende om min performance er sandsynligvis løgn. I hvert fald blev jeg ved middagstid fredag kontaktet af Kunstens kunstfaglige chef Stinna Toft, der ganske uopfordret sagde til mig, at Kunsten ikke ville tillade, at jeg udførte mit værk i skulpturhaven. Jeg har ganske svært ved at tro, at Stinna Toft ikke skulle have vendt mit værk med Gitte Ørskou, inden hun kontaktede mig.
6) "- Vi har naturligvis pligt til at få ham stoppet. Der var børn i vores park, og de skulle ikke have kønsorganer smidt lige i synet. Jeg er meget chokeret over, at han derefter tyede til fysisk vold, siger museumsdirektøren (Gitte Ørskou, red.)"
Som det fremgår af fotografierne på min blog var der ingen børn i nærheden af det sted, hvor jeg ville udføre og udførte min performance. Grunden til, at min performance overhovedet tiltrak sig opmærksomhed, var de ansattes uprofessionelle, konfliktoptrappende, konfrontationssøgende og intimiderende adfærd. Havde de ansatte ikke blandet sig fysisk, skubbet til mig og forsøgt at stjæle mit spejl, var performancen blevet gennemført i absolut fordragelighed, og de eneste vidner ville have været TV2 Nord's ansatte og min fotograf.
Men museet ønskede ikke, at min performance blev udført i mindelighed. Museet havde sandsynligvis ondt i røven over, at min performance i skulpturhaven i forbindelse med et tv-indslag i TV2 Nord ville blive ligestillet med Michelangelo Pistolettos performance inde på museet. Det opfattede museet måske som en ydmygelse. En ydmygelse, museet ikke ville sidde overhørig, og derfor greb museet til en kedelig konfliktoptrapning, da jeg insisterede på at gennemføre min performance i skulpturhaven.
7) "På sin Facebook-profil afviste Uwe Max Jensen i aftes, at han tog kvælertag på en af Kunstens ansatte. Dog kom han med en lille indrømmelse, da han skrev sådan her på Facebook:
"Jeg opfatter det som chikane, at de (museet, red.) vil forhindre et værk, der intet kan tage fra dem, men i bagklogskabens lys ville jeg nok have flyttet værket til den offentlige cykelsti foran museet"."
Der er ikke tale om nogen indrømmelse. Jeg opfatter som sagt min ageren som et forsøg på at hindre tyveri og som rimelig nødværge i forhold til det skub, jeg får af den ene af museets ansatte. Det, jeg beklager, er, at jeg blev provokeret, intimideret og tvunget til at tage del i museets konfliktoptrapning. Jeg kunne med fordel have bevaret roen og flyttet performancen til et område umiddelbart foran Kunsten og dermed ikke have givet Kunstens ansatte og direktør og Nordjyskes journalister uberettiget mulighed for at hænge mig ud som voldsmand.
Jeg ser frem til en eventuel retssag med allerstørste sindsro, da jeg er sikker på, at dokumentationen af hændelsesforløbet og flere vidneudsagn vil understøtte min opfattelse af begivenhederne.
Uwe Max Jensen