Journalist Tom Jensen fra Berlingske skriver om Nirvana på sin Facebook profil:
"I dag er det 25 år siden Nevermind udkom. Jeg anmeldte det i Vejle Amts Folkeblad - gudskelov positivt, det modsatte kunne være blevet en varig plet på min journalistiske straffeattest.
Nirvana var min generations store, enestående musikalske fænomen, Kurt Cobain, som jeg var jævnaldrende med, var ikke bare stemmen, men personificerede hele verdensbilledet i det, der over de følgende år blev kendt som grunge. Der ikke var en bevægelse, men snarere en tilgang.
Jeg så Nirvana på Roskilde i 1992 efter EM-finalen. Det var kun mellemgodt, højdepunktet var Cobains indledende finger i øjet til alle os jublende Roskilde-roligans: "Congratulations with your sports contest", sagde han ligegyldigt. Oh well, whatever, nevermind.
Husker den morgen i april 1994, da jeg mødte Mogens Gregers Husted Madsen foran bageren på Sønderport i Vejle, og han fortalte at Cobain var fundet død for egen hånd og gevær. Jeg skrev også nekrologen over Kurt Cobain i Vejle Amts Folkeblad, ligesom jeg et par år tidligere gjorde det med River Phoenix. Der var egentlig frygteligt tidligt at begynde på nekrologskrivningen om ens egen generations ikoner.
Nevermind var et fænomen af et album, der kombinerede grungens støj og indadvendthed med uimodståelige popkvaliteter. Efter et par måneder det efterår var rockmusikken for altid forandret, Nevermind nr. 1 overalt i verden, og pladeselskabernes lærebøger om, hvad der var kommercielt, og hvad der var alternativ undergrund, måtte skrives om.
Men hvad så med selve livssynet, det trætte, let afvisende, noget selvmedlidende, selvhadende, vrængende, som i en senere og endnu mere træt og stonet version blev kaldt "slacker"?
Vi kom over det igen, min generation, der herhjemme også blev kaldt "nå-". Men jeg har siden tænkt over, hvad der skabte denne afstandtagen til verden, denne dyrkelse af egen ligegladhed.
Som for hippierne i 60'erne tror jeg, der var et overskud, som skulle forløses i en eller anden reaktion. 90'erne var virkelig den anden lange weekend (den første var som bekendt i 20'erne). Muren var faldet, kommunismen besejret, historien var slut, og der var ressourcer til at dyrke sin egen weltschmerz og livstrætte. Der var ingen synlige trusler, ingen krise, ingen terrorkrig, og først da har man jo kræfter til at ledes ved sit eget spejlbillede, som amerikanerne i øvrigt på et helt andet niveau gjorde det, da de brugte et helt år på at undersøge og krydsforhøre en præsident, der havde kysset med en praktikant (og lidt til).
Oh, well, whatever, nevermind.
Heldigvis var musikken fremragende."
Læs også In The Ghetto (Yahya Hassan på Vestbyens Grill og Pizza Restaurant) (work in progress)