Svend Pedersen har læst Syv år for PET og har skrevet en kommentar på Facebook. Svend Pedersen skal i lighed med mange, mange andre i retten for at have brudt navneforbuddet i Lars Hedegaard sagen. Et forbud som Politiken mildest talt har haft et fraværende fokus på.
Svend Pedersen skriver:
"Nu har jeg læst den velskrevne bog "7 år for PET", og den har på flere måder dels beroliget mig, dels bekræftet mine antagelser. Herom senere. Først et præludium.
Jeg kan ikke udstå hykleri.
Politikens hykleri over at udgive "Syv år for PET", når man betænker Politikens knæfald for den ekstremvoldelige islam der medfører, at to tidligere redaktører på Jyllandsposten samt en af deres tegnere nu lever under konstant politibeskyttelse. Tøger Seidenfadens undskyldning overfor Muhammeds efterkommere.
Søren Pinds hykleri om retsstaten. Vi har ingen retsstat. Jeg tænker på mørkelægningsloven, på politiets ulovlige ransagninger, på menige borgeres håbløse forsøg på at få politiet til at reagere ved grove ulovligheder. Overfald og hjemmerøverier der henlægges. Den 8. december skal jeg selv i byretten, tiltalt for at have meddelt offentligheden navnet på Lars Hedegaards formodede attentatmand.
Jeg kan ganske enkelt ikke se hverken Politiken eller Søren Pind som forsvarere for Samfundet - os borgere. Derfor delte jeg bogen i formiddags med jer, og jeg kan nu se, at der - med en enkelt svag undtagelse - intet grundlag var for at nedlægge fogedforbud.
--
På DR2 kører i øjeblikket en dokumentar om PET, og den afsluttes med tidligere operativ chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, citeret efter hukommelsen: "Formålet med enhver efterretningstjeneste, uanset om det er under enevælden eller under et demokrati, er altid statens sikkerhed."
Denne ytring har bekymret mig meget, for borgernes sikkerhed har i mine øjne altid større betydning end statens. Staten er et monster, borgerne er levende mennesker.
Efter læsning af PET-bogen viser det sig, at Bonnichsens udlægning er forkert - ifølge Jakob Scharf. Det ER faktisk borgernes sikkerhed og trygheden i det offentlige liv, der ligger tjenesten på sinde. Jakob Scharf tegner et billede af en statsmagt, der faktisk ønsker at beskytte sine borgere. Lidt overraskende for mig, men det er mit hovedindtryk af bogen.
Dernæst har jeg fået bekræftet, at den allerstørste trussel imod os er islam som en kræftsvulst, der har inficeret hjernerne på håbløse tilfælde, der aldrig kommer til at bidrage positivt. Bortset fra et kapitel om Breivik, lidt om hashhandlere på Christiania samt nogle sidebemærkninger om venstreekstremisters vold, trusler og brandstiftelse, handler hele bogen om den konstante trussel fra islam.
Det anede mig, at det forholdt sig sådan, men det står skræmmende klart, HVOR stor en terrortrussel islam i virkeligheden er mod os.
Så har jeg fået afkræftet en fordom, nemlig den om, at masseovervågningen virker. Det gør den ikke. Der er alt for mange informationer, og efterretningstjenestens medarbejdere har travlt nok med det daglige efterretningsarbejde til at reagere på alle de "tip", der kommer fra NSA - fx når drillepinden Svend P skriver "gødning", "dieselolie" og "den israelske ambassade" i samme sætning, udløser det en reaktion hos NSA - men ingen har tid til at gøre noget ved den.
Kun når der er en konkret trussel og mistanke, indgår sådanne tip fra masseovervågningen i efterforskningen. Kildearbejdet og almindelig efterforskning tager al medarbejdernes tid.
Langt inde i bogen kommer der nogle informationer om, hvordan kildekontrol i praksis kan fungere - og dem havde PET nok helst ikke set offentliggjort. Det forstyrrer deres arbejde. Ellers kan jeg ikke på nogen måde se, at bogen udgør en sikkerhedsrisiko.
Tværtimod er bogen et VIGTIGT bidrag til oplysningen af borgerne - for eksempel når Jakob Scharf får anledning til at videregive sin opfattelse af territoriekampene mellem FE og PET, og hvordan de kan skabe inoptimale resultater. Statens embedsværk som man kender det, når det er værst.
Og så rummer bogen også nogle velmente og meget relevante slag mod det almindelige politi. De er simpelthen for uprofessionelle på flere måder. Både fordi de forstyrrer efterretningstjenestens arbejde med deres åbenmundethed, og fordi de simpelthen ikke kender og forstår deres rolle i en retsstat:
"Det er ikke ordentligt, sådan som det ofte foregår nu, hvor politiet går i retten og beder om lukkede døre, fordi intet må komme ud fra efterforskningen, men samtidig deler oplysninger med journalister. Det er enten eller," som Jakob Scharf siger et sted.
Alt i alt en god og relevant bog, som er uhyre velskreven. Blot skal læseren hele tiden have tændt for sin kritiske sans - det er jo trods alt kun et partsindlæg fra en detroniseret chef."
Se også
Én for Allah - Allah for én (Social Media Terrorism)