Simon Andersen fra Radio24syv skriver på Facebook om Syv år for PET og en frifindelse af Berlingske Tidende i en sag fra 2006, hvor to journalister og chefredaktøren fra Berlingske Tidende blev frifundet i tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, jf. stk. 1 (overtrædelse af tavshedspligt), jf. § 152d (om såkaldt meddelelseshæleri):
"Mange har kritiseret (især) Politiken for at offentliggøre bogen "Syv år for PET". En del af kritikken - og den er jo til at forstå - er at Politiken krænker retsstaten ved at bryde et forbud, nedlagt af Københavns Byret.
Men jeg ser også flere udtrykke forståelse for eller endda sympati med, at PET skal "have lov" at gennemgå et givet materiale (her et manuskript) inden pressen måtte trykke oplysninger derfra.
Lisbeth Knudsen har blandt andet skrevet: "Vi ved kun, at PET har anmodet domstolene om en tænkepause i form af et midlertidigt fogedforbud for at kunne undersøge, om den pågældende bog indeholder oplysninger af skadelig karakter for Danmarks sikkerhed. Det er jeg med al respekt mere tryg ved, at PET gør, end at Christian Jensen, Politiken, Poul Madsen, Ekstra Bladet, eller Jørgen Ramskov, Radio24syv, sidder og fedter med at bedømme."
Det kan vel kun læses som om, at Lisbeth mener, at PET skal have lov at bestemme, hvad en avis kan trykke?
Men - hvis man skal føre den tanke videre, så burde Berlingske vel i 2005 havde rådført sig med Forsvarets Efterretningstjeneste, inden avisen trykte en række historier på baggrund af lækket materiale fra tjenesten? - jeg er med på, at der ikke i denne sag var et fogedforbud (men det havde der selvfølgelig været, hvis FE vidste, at Berlingske havde materialet). I den sag blev journalister og chefredaktøren både sigtet og tiltalt for at røbe fortrolige oplysninger og for "hæleri" med de hemmelige oplysninger, og både FE og domstolen mente, at Berlingske HAVDE offentliggjort oplysninger, der kunne skade rigets sikkerhed, men de ansvarlige blev alligevel frifundet.
Berlingske bad ikke om lov. Selvfølgelig ikke.
Journalister modtager materiale og vurderer om det kan trykkes eller ej. Det skete i FE-sagen. Det skete i PET-sagen. At gå ind på en tanke om, at PET eller andre skulle forhåndsgodkende offentliggørelse af muligt sensitive oplysninger er uhyggeligt.
Og i FE-sagen var risikoen for, at Berlingske "gjorde skade" på rigets sikkerhed (idet bedømmelsen af, hvad der kunne trykkes af materiale, der var stemplet "Hemmeligt" og "Yderst Hemmeligt" alene lå hos nogle journalister) vel noget større end i den aktuelle sag, hvor bedømmelsen i høj grad var gjort af tjenestens chef, Jakob Scharf.
Jeg er med på, at Christian Jensen giver den en ekstra tand ved at trykke bogen på trods af en soleklar retslig ordre om, at det ikke må ske. Men jeg ved også, at PET havde fundet 500 passager i den bog, der ikke skulle frem, blandt andet oplysninger om, at FBI havde opereret ulovligt i Danmark, at PET vist havde gjort det samme i udlandet, at der ikke var ressourcer til at optrævle terrorgrupper, at den belgiske efterretningstjeneste var amatøragtig. Og så videre. -"
Se også
Perler for svin (Terrorist Welcome - Replik til DR K / Sprogquizzen / Det Jødiske Samfund og Politiforbundet)