Så fik man læst Peter Øvig Knudsen 's BZ bog (her en billedcollage fra bogen). Bogen forløber i to spor. Et spor, der handler om og prøver at udfolde BZ's historie, og et andet spor, der handler om Øvigs problemer med at få kilderne i tale. Spor to er selvfølgelig interessant, fordi det dokumenterer, hvor tavse en stor del af BZ'erne er (selv de, der arbejder i mediebranchen og lever af andres velvilje, hvad angår at udtale sig det gælder for eksempel Mette Sejsbo, der er lektor / Associate Professor på tv- og medietilrettelæggelse afdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole). Det dokumenterer også, at en del ikke bare ikke ønsker at udtale sig, men aktivt forsøger at modarbejde Øvigs bog (undervejs i processen får Øvig også smadret ruder i sin private bolig; ingen tager angiveligt ansvar for rudeknusningen (i hvert fald fremgår det ikke af bogen, men det synes ret oplagt, at det hænger sammen med Øvigs arbejde på bogen).
Til tider virker dette andet spor imidlertid som det man i journalistkredse kalder research for åben mikrofon. Det er jeg sikker på, at det konkret ikke er, da Øvig er en meget grundig mand, men for læseren er Øvigs problemer, hvad angår kilder af mindre interesse, end problemet er for forfatteren.
Øvig er blevet kritiseret for, at hans bøger ofte handler om drømme, der ender galt. I sekterisme og vold. Han er blevet kritiseret for ikke at få de poetiske sider af historien med. Noget, der både tillægges Øvigs metode og hans mere generelle menneskesyn.
Lidt samme fornemmelse sidder man tilbage med, når man har læst BZ, der begynder på en happy note, men ender med de autonome 's (udløberen af BZ) flirt med terrorgruppen Rote Armee Fraktion (RAF) og voldelige aktioner, der i enkelte tilfælde sætter andre menneskers (og ikke kun politiets) liv og førlighed på spil.
Bogen kunne være endt som en opbyggelig historie, hvis BZ'erne Balder Johansen - i dag daglig leder i byggefirmaet LOGIK & CO., hvor alle medarbejdere tjener det samme som chefen, Gyda Heding - leder af Pigegruppen og Vilde Liv, hvor hun arbejder med udsatte piger - og René Karpantschof, der forsker i politisk vold og arbejder som gymnasielærer, havde udtalt sig til Øvig og fortalt om deres personlige rejse fra samfundets yderkant til en eller anden form for samfundsstøtter. Men det har blandt andet de tre ikke haft mod på, og først da BZ var udkommet, trådte Gyda Heding i karakter med offentlig kritik af Øvigs projekt.
Under Øvigs arbejde med bogen var en del BZ'ere inde på, at BZ-bevægelsen selv skulle skrive bogen om BZ. Som udenforstående læser kan man imidlertid glæde sig over, at det ikke blev tilfældet. De trykte kilder, som Øvig i bogen præsenterer fra BZ's eget bagland, synes i flere tilfælde ikke at være interesserede i fakta.
BZ er også en bog om, hvordan nogen individer i en gruppe krydser en grænse, så tyveri og vold og siden aktioner, der sætter menneskeliv på spil, bliver hverdag og socialt acceptable i bevægelsen. Og hvordan man gradvist slækker på elastikken, så målene (og ofrene for ens handlinger) vedbliver at være legitime i egen optik.
I bogen antyder Øvig i øvrigt, at der ville kunne skrives en hel bog om besættelsen af kvarteret omkring Ryesgade 58 i september 1986, så måske er der sådan en på vej fra forfatteren. Desuden synes BZ naturligt at lede frem til en bog om de autonome i 1990'erne. Ikke mindst fordi de autonome er Blekingegadebanden 's (som Øvig har skrevet om) arvtagere. Men de autonome har angiveligt forbindelser til hashhandlen på Christiania, og da Øvig tidligere har opgivet et bogprojekt om Pusher Street grundet frygt for repressalier, er det ikke sikkert, at de autonome bliver omdrejningspunktet for en Øvig-bog i nær fremtid.
Bogen er værd at læse (og der er masser af små interessante historie gemt i den store fortælling), men personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at Øvig også havde undersøgt om, BZ-bevægelsen for eksempel fik nogen indflydelse (direkte eller indirekte) på boligpolitikken i København.
***
Journalist og lektor Mette Sejsbo har som - Gyda Heding - blandet sig offentligt i debatten om Peter Øvig Knudsen 's bog efter, at den er udkommet. Mette Sejsbo har blandt andet publiceret et åbent brev til Øvig på sin Facebook profil (12. oktober 2016):
"(ENDNU ET) ÅBENT BREV TIL PETER ØVIG
Kære Peter Øvig,
I P1-debat mandag den 10.10 fortæller du, at de BZ’ere, der ikke ville være med i din bog, nu faktisk begynder at læse den, og at den ene efter den anden nu siger, at OK, det var måske noget andet end vi havde frygtet…
Jeg er en af disse vrangvillige, der uden at ønske at medvirke, alligevel er med i din bog, og jeg har det ikke helt, som dem, du refererer til. Jeg medgiver, at din bog er fundamentalt spændende og velskrevet. Den er grundigt researchet, og indimellem de detaljerede beskrivelser af gadekampe og voldsomme aktioner er der sine steder givet plads til eftertænksomhed og beretninger om den daglige indsats for at bygge op. Disse kunne have fyldt langt mere, men indtrykket er ikke at eftertænksomheden har haft førsteprioritet i dine gengivelse af samtaler med medvirkende. F.eks. kunne en grundigere skildring af de diskussioner om anvendelse af vold, som rent faktisk fandt sted, være foldet langt mere ud. Men det er jo selvskabte plager. Jeg kunne jo bare have medvirket…
Måske kunne jeg have nuanceret det billede, du tegner af os. Måske gik jeg, ligesom du i bogen skriver til en anden vrangvillig bz’er,” (…)glip af en vigtig mulighed for at reflektere over din fortid med en samtale partner, som havde tænkt sig at give dig et solidt modspil” (BZ - Du har ikke en chance, s. 566) I stedet er jeg nu blandt de 7-8 personer for hvem det gælder, at du ”… bryder med mit princip om, at folk skal godkende, hvad jeg citerer dem for” og som du ”(…)omhyggeligt (har) udvalgt ud fra deres magtfulde placering i bz dengang” (Politiken. 25.9). Havde jeg valgt at medvirke, havde jeg måske sågar været i stand til at få dig til at reflektere over, om den magtfulde ledergruppe, der er så vigtigt et omdrejningspunkt i din udlægning af vores historie, nu også virkelig fandtes.
I lyset af din pressestrategi og den måde hvorpå du har markedsført din bog de seneste uger, konkluderer jeg alligevel, at min beslutning om ikke at medvirke var rigtig. Når du f.eks. sammenligner BZ med ”Pol Pot i Cambodja, der fik teenagere til at slå deres forældre ihjel med macheter ” (Politiken 25.9) er det nærmest en hån overfor ofrene for en så gigantisk tragedie, og i den grad ude af proportioner. Når du fastslår, at du har ”Vristet BZ-historien ud af hænderne på nogle få magtfulde” (ibid), understreger du præmissen om de få, der bestemmer over de mange. Der er selvfølgelig tale om skarpvinkling, som effektivt og dygtigt skaber opmærksomhed om din bog. Men det bestyrker mig i beslutningen om, at en eventuel refleksion fra min side ikke skulle finde sted sammen med dig. For fremfor en reel refleksion om de omstændigheder i samtiden, som BZ-bevægelsen var en reaktion på, og som var rammen om den måde, bevægelsen udviklede sig, tilbyder du dine læsere en bekvem og lidt gysende, uhyggelig historie om nogle få rabiate galninge, der var skyld i at endnu en ”revolution åd sine egne børn”. Jeg synes, det er SÅ ærgerligt.
Ud over i vist omfang at være udpeget til leder, behandler du mig pænt i bogen. Det samme hensyn viser du ikke alle andre, der medvirker mod deres vilje. For mig at se er det f.eks. ikke i orden, undertiden vha. subtile antydninger og anvendelse af anonyme kilder, at skrive udførligt om navngivne personers angiveligt dominerende rolle og handlinger uden at forelægge dem dine beskyldninger. Men nu er du jo forfatter, og ikke længere journalist, og dermed ikke længere forpligtet af de presseetiske regler.
I din bog gengiver du en privat mailudveksling mellem os, hvor jeg forklarer mine grunde til ikke at medvirke. Blandt mine begrundelser er, at en historie om BZ, i lighed med dine bøger om Hippierne, let kan fortælles i en lys og en mørk del. En lys én om børnemagt, kreativ aktivisme og kollektiver, og en mørk efterfølger om svære liv, selvmord og radikalisering. I min mail anerkender jeg, at nogle af disse ting, ligesom for hippierne, også skete for os, men rejser spørgsmålet om de skete på grund af eller på trods af vores bevægelser. Jeg forudser med andre ord en forenklet fremstilling af vores bevægelse, som ikke forholder sig til den samfundsmæssige kontekst den opstod og udviklede sig i.
Jeg synes desværre, jeg fik ret i min forudsigelse. ØV.
De bedste hilsner
Mette Sejsbo,
Øvig er blevet kritiseret for, at hans bøger ofte handler om drømme, der ender galt. I sekterisme og vold. Han er blevet kritiseret for ikke at få de poetiske sider af historien med. Noget, der både tillægges Øvigs metode og hans mere generelle menneskesyn.
Lidt samme fornemmelse sidder man tilbage med, når man har læst BZ, der begynder på en happy note, men ender med de autonome 's (udløberen af BZ) flirt med terrorgruppen Rote Armee Fraktion (RAF) og voldelige aktioner, der i enkelte tilfælde sætter andre menneskers (og ikke kun politiets) liv og førlighed på spil.
Bogen kunne være endt som en opbyggelig historie, hvis BZ'erne Balder Johansen - i dag daglig leder i byggefirmaet LOGIK & CO., hvor alle medarbejdere tjener det samme som chefen, Gyda Heding - leder af Pigegruppen og Vilde Liv, hvor hun arbejder med udsatte piger - og René Karpantschof, der forsker i politisk vold og arbejder som gymnasielærer, havde udtalt sig til Øvig og fortalt om deres personlige rejse fra samfundets yderkant til en eller anden form for samfundsstøtter. Men det har blandt andet de tre ikke haft mod på, og først da BZ var udkommet, trådte Gyda Heding i karakter med offentlig kritik af Øvigs projekt.
Under Øvigs arbejde med bogen var en del BZ'ere inde på, at BZ-bevægelsen selv skulle skrive bogen om BZ. Som udenforstående læser kan man imidlertid glæde sig over, at det ikke blev tilfældet. De trykte kilder, som Øvig i bogen præsenterer fra BZ's eget bagland, synes i flere tilfælde ikke at være interesserede i fakta.
BZ er også en bog om, hvordan nogen individer i en gruppe krydser en grænse, så tyveri og vold og siden aktioner, der sætter menneskeliv på spil, bliver hverdag og socialt acceptable i bevægelsen. Og hvordan man gradvist slækker på elastikken, så målene (og ofrene for ens handlinger) vedbliver at være legitime i egen optik.
I bogen antyder Øvig i øvrigt, at der ville kunne skrives en hel bog om besættelsen af kvarteret omkring Ryesgade 58 i september 1986, så måske er der sådan en på vej fra forfatteren. Desuden synes BZ naturligt at lede frem til en bog om de autonome i 1990'erne. Ikke mindst fordi de autonome er Blekingegadebanden 's (som Øvig har skrevet om) arvtagere. Men de autonome har angiveligt forbindelser til hashhandlen på Christiania, og da Øvig tidligere har opgivet et bogprojekt om Pusher Street grundet frygt for repressalier, er det ikke sikkert, at de autonome bliver omdrejningspunktet for en Øvig-bog i nær fremtid.
Bogen er værd at læse (og der er masser af små interessante historie gemt i den store fortælling), men personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at Øvig også havde undersøgt om, BZ-bevægelsen for eksempel fik nogen indflydelse (direkte eller indirekte) på boligpolitikken i København.
***
Journalist og lektor Mette Sejsbo har som - Gyda Heding - blandet sig offentligt i debatten om Peter Øvig Knudsen 's bog efter, at den er udkommet. Mette Sejsbo har blandt andet publiceret et åbent brev til Øvig på sin Facebook profil (12. oktober 2016):
"(ENDNU ET) ÅBENT BREV TIL PETER ØVIG
Kære Peter Øvig,
I P1-debat mandag den 10.10 fortæller du, at de BZ’ere, der ikke ville være med i din bog, nu faktisk begynder at læse den, og at den ene efter den anden nu siger, at OK, det var måske noget andet end vi havde frygtet…
Jeg er en af disse vrangvillige, der uden at ønske at medvirke, alligevel er med i din bog, og jeg har det ikke helt, som dem, du refererer til. Jeg medgiver, at din bog er fundamentalt spændende og velskrevet. Den er grundigt researchet, og indimellem de detaljerede beskrivelser af gadekampe og voldsomme aktioner er der sine steder givet plads til eftertænksomhed og beretninger om den daglige indsats for at bygge op. Disse kunne have fyldt langt mere, men indtrykket er ikke at eftertænksomheden har haft førsteprioritet i dine gengivelse af samtaler med medvirkende. F.eks. kunne en grundigere skildring af de diskussioner om anvendelse af vold, som rent faktisk fandt sted, være foldet langt mere ud. Men det er jo selvskabte plager. Jeg kunne jo bare have medvirket…
Måske kunne jeg have nuanceret det billede, du tegner af os. Måske gik jeg, ligesom du i bogen skriver til en anden vrangvillig bz’er,” (…)glip af en vigtig mulighed for at reflektere over din fortid med en samtale partner, som havde tænkt sig at give dig et solidt modspil” (BZ - Du har ikke en chance, s. 566) I stedet er jeg nu blandt de 7-8 personer for hvem det gælder, at du ”… bryder med mit princip om, at folk skal godkende, hvad jeg citerer dem for” og som du ”(…)omhyggeligt (har) udvalgt ud fra deres magtfulde placering i bz dengang” (Politiken. 25.9). Havde jeg valgt at medvirke, havde jeg måske sågar været i stand til at få dig til at reflektere over, om den magtfulde ledergruppe, der er så vigtigt et omdrejningspunkt i din udlægning af vores historie, nu også virkelig fandtes.
I lyset af din pressestrategi og den måde hvorpå du har markedsført din bog de seneste uger, konkluderer jeg alligevel, at min beslutning om ikke at medvirke var rigtig. Når du f.eks. sammenligner BZ med ”Pol Pot i Cambodja, der fik teenagere til at slå deres forældre ihjel med macheter ” (Politiken 25.9) er det nærmest en hån overfor ofrene for en så gigantisk tragedie, og i den grad ude af proportioner. Når du fastslår, at du har ”Vristet BZ-historien ud af hænderne på nogle få magtfulde” (ibid), understreger du præmissen om de få, der bestemmer over de mange. Der er selvfølgelig tale om skarpvinkling, som effektivt og dygtigt skaber opmærksomhed om din bog. Men det bestyrker mig i beslutningen om, at en eventuel refleksion fra min side ikke skulle finde sted sammen med dig. For fremfor en reel refleksion om de omstændigheder i samtiden, som BZ-bevægelsen var en reaktion på, og som var rammen om den måde, bevægelsen udviklede sig, tilbyder du dine læsere en bekvem og lidt gysende, uhyggelig historie om nogle få rabiate galninge, der var skyld i at endnu en ”revolution åd sine egne børn”. Jeg synes, det er SÅ ærgerligt.
Ud over i vist omfang at være udpeget til leder, behandler du mig pænt i bogen. Det samme hensyn viser du ikke alle andre, der medvirker mod deres vilje. For mig at se er det f.eks. ikke i orden, undertiden vha. subtile antydninger og anvendelse af anonyme kilder, at skrive udførligt om navngivne personers angiveligt dominerende rolle og handlinger uden at forelægge dem dine beskyldninger. Men nu er du jo forfatter, og ikke længere journalist, og dermed ikke længere forpligtet af de presseetiske regler.
I din bog gengiver du en privat mailudveksling mellem os, hvor jeg forklarer mine grunde til ikke at medvirke. Blandt mine begrundelser er, at en historie om BZ, i lighed med dine bøger om Hippierne, let kan fortælles i en lys og en mørk del. En lys én om børnemagt, kreativ aktivisme og kollektiver, og en mørk efterfølger om svære liv, selvmord og radikalisering. I min mail anerkender jeg, at nogle af disse ting, ligesom for hippierne, også skete for os, men rejser spørgsmålet om de skete på grund af eller på trods af vores bevægelser. Jeg forudser med andre ord en forenklet fremstilling af vores bevægelse, som ikke forholder sig til den samfundsmæssige kontekst den opstod og udviklede sig i.
Jeg synes desværre, jeg fik ret i min forudsigelse. ØV.
De bedste hilsner
Mette Sejsbo,
ex-BZ’er (1982-85)"
Jakob Gottschau (medlem af Peter Øvig Knudsens såkaldte backing band, som Øvig diskuterer sine bøgers udformning med undervejs i skriveprocessen) skriver følgende i kommentarfeltet:
"Hold da op en masse refleksioner om presseetik. Som dokumentarist igennem 20 år (og iøvrigt medlæser af flere af Peter Øvigs bøger) tyr jeg lige til en dokumentarisk undersøgelse. Den kan nogen gange bringe en anden form for klarhed.
Så langt jeg har har fulgt med i diverse tråde og avisartikler, er det kun Gyda Heding, som offentligt har udtrykt sig som værende krænket af den måde som Peter Øvig har omtalt hende i BZ bogen. Min ex-kollega på månedsbladet Press Mette Sejsbo er vel i hovedtræk ganske tilfreds med, hvordan hun er omtalt - bare principielt uenig.
Gyda er omtalt rigtig mange gange - på 42 af bogens 624 sider - ifølge bogens register.
Godt 2/3 af omtalerne er citater fra gamle aviser eller bøger - eller ren info.
Efter en omhyggelig gennemlæsning er jeg stødt på 5 tilfælde, hvor Gyda måske kan føle krænket:. På side 23 kaldes hun af nogle anonyme kilder for "Dronningen af BZ". På side 290 citerer Peter en anonym kilde for at sige at stemningen faldt drastisk da Gyda trådte ind i mødelokalet (på fællesmødet den 13 november 2014. På side 436 kalder en anonym kilde Gyda (og Martin Tjek (Martin Sundbøll, red.)) for "politbureauet". På 516 citeres endnu en navngiven kilde for at sige, at han var "bange for Gyda". Side 576 siger en anden navgiven kilde at "Gyda var en slags mor for os".
Det var det. Skam dig Peter Øvig over at du ikke har givet Gyda mulighed for at sige, at hun hverken føler sig som dronning, politbureaumedlem, mor eller stemningskiller i BZ."
Også Facebook profilen Folke Folke kommenterer (Folke er identisk med den BZ'er, der optræder under navnet Folke i Øvigs bog og som længe ønskede at medvirke i bogen, men som sprang i målet):
"En fin og sober kritik, der lægger sig i forlængelse af nu mange kritiske røster. Tak for det Mette Sejsbo"
Bo Andersen (angiveligt også tidligere BZ'er) kommenterer:
"Tak for det Mette. Hippie bøgerne er også grunden til at jeg ikke tilbød min medvirken. Mennesker bliver hængt ud uden at de kan svare igen. Og han vil køre en bestemt struktur ned over sine bøger. "Når han udtaler at han da ikke bare vil skrive den samme bog igen". Så passer det ikke. Han har skrevet den samme bog - i en anden tid - med nogle andre hovedpersoner...
Jeg synes det værste er referatet fra mødet i Chr. Havns beboerhus, hvor han beskylder en alle deltager for at frygte en bestemt person.
Det er simpelthen under lavmålet af insinuationer."
Journalist Ulrik Dahlin (også et medlem af Øvigs backing band) kommenterer:
"Hej Mette
Lige et spørgsmål: hvad skulle Peter have gjort, hvis han viste dig, Folke eller andre, der ikke ville være med, hvad han havde skrevet, og I måske ikke var ubetinget begejstrede? Skulle han have rettet sig efter Jer, gået i dialog eller hvad synes du?"
Det udløser en længere korrespondance med Mette Sejsbo.
Mette Sejsbo: "Egentlig er forelæggelse vel meget enkelt... i regel nr. A 3 i de Presseetiske regler står: "Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare."""Nu er det ikke i så høj grad mig selv, jeg tænker på, men andre der IKKE har været i kontakt med Peter, heller ikke pr. mail under processen, og så ser sig selv indgående beskrevet i bogen."
Ulrik Dahlin: "Hej Mette
Jeg kender godt reglerne, men jeg synes ikke, at du svarer på mit spørgsmål. Hvad skulle Peter have gjort med evt. reaktioner på en forelæggelse?"
Mette Sejsbo: "Det ved jeg godt du gør! Når det gælder ufrivilligt medvirkende, der i bogen indgående beskrives som kontrollerende og styrende ledere, så mener jeg absolut at de skulle have haft beskyldningerne forelagt og have fået plads til genmæle. De mange sider der bliver brugt til at gengive email korrespondance taget i betragtning, ville der nok også have være plads til det."
Ulrik Dahlin: "Men i så tilfælde havde de jo indirekte medvirket til Peters bog, hvad de jo netop ikke ønskede, og hvad flere bagefter, inklusiv dig selv, er tilfredse med ikke at have gjort. Eller hvad?"
Mette Sejsbo: "Jeg synes der er forskel på genmæle ift. en journalists/forfatters beskyldninger og så det at medvirke. OG hvis nogen sagde nej tak til et sådan genmæle, så kunne Peter jo bare have skrevet det. I stil med "XX har fået fremstillingen af hans/hendes rolle i denne bog forelagt, men har ikke ønsket at kommentere". Det ville have klædt projektet."
Ulrik Dahlin: "Du har ret i, at der i udgangspunktet er forskel på et genmæle og at medvirke. Men forskellen mindskes i samme takt, som genmælet vokser. Hvis du fx skulle have raget ordentligt til genmæle mod beskrivelserne af dig som en dem fra den hårde kerne, eller hvad det nu kaldes, så ville du jo dermed nemt komme til at gøre det, du beskriver I dit brev til peter""Fuck mine store finger! ... altså nuancere Peters i dine øjne forkerte beskrivelser af hierarkier i bevægelsen."
Mette Sejsbo: "Genmæle er for mig ikke en ny bog med min udlægning af hele historien. Som ovenfor skrevet er det ikke omtalen af mig selv jeg sigter til, men f.eks. Gyda som også har kommenteret i denne tråd. Navngivne og anonyme personer i bogen får lov at beskylde hende for dette og hint... det skulle have været forelagt."
Jakob Gottschau (medlem af Peter Øvig Knudsens såkaldte backing band, som Øvig diskuterer sine bøgers udformning med undervejs i skriveprocessen) skriver følgende i kommentarfeltet:
"Hold da op en masse refleksioner om presseetik. Som dokumentarist igennem 20 år (og iøvrigt medlæser af flere af Peter Øvigs bøger) tyr jeg lige til en dokumentarisk undersøgelse. Den kan nogen gange bringe en anden form for klarhed.
Så langt jeg har har fulgt med i diverse tråde og avisartikler, er det kun Gyda Heding, som offentligt har udtrykt sig som værende krænket af den måde som Peter Øvig har omtalt hende i BZ bogen. Min ex-kollega på månedsbladet Press Mette Sejsbo er vel i hovedtræk ganske tilfreds med, hvordan hun er omtalt - bare principielt uenig.
Gyda er omtalt rigtig mange gange - på 42 af bogens 624 sider - ifølge bogens register.
Godt 2/3 af omtalerne er citater fra gamle aviser eller bøger - eller ren info.
Efter en omhyggelig gennemlæsning er jeg stødt på 5 tilfælde, hvor Gyda måske kan føle krænket:. På side 23 kaldes hun af nogle anonyme kilder for "Dronningen af BZ". På side 290 citerer Peter en anonym kilde for at sige at stemningen faldt drastisk da Gyda trådte ind i mødelokalet (på fællesmødet den 13 november 2014. På side 436 kalder en anonym kilde Gyda (og Martin Tjek (Martin Sundbøll, red.)) for "politbureauet". På 516 citeres endnu en navngiven kilde for at sige, at han var "bange for Gyda". Side 576 siger en anden navgiven kilde at "Gyda var en slags mor for os".
Det var det. Skam dig Peter Øvig over at du ikke har givet Gyda mulighed for at sige, at hun hverken føler sig som dronning, politbureaumedlem, mor eller stemningskiller i BZ."
Også Facebook profilen Folke Folke kommenterer (Folke er identisk med den BZ'er, der optræder under navnet Folke i Øvigs bog og som længe ønskede at medvirke i bogen, men som sprang i målet):
"En fin og sober kritik, der lægger sig i forlængelse af nu mange kritiske røster. Tak for det Mette Sejsbo"
Bo Andersen (angiveligt også tidligere BZ'er) kommenterer:
"Tak for det Mette. Hippie bøgerne er også grunden til at jeg ikke tilbød min medvirken. Mennesker bliver hængt ud uden at de kan svare igen. Og han vil køre en bestemt struktur ned over sine bøger. "Når han udtaler at han da ikke bare vil skrive den samme bog igen". Så passer det ikke. Han har skrevet den samme bog - i en anden tid - med nogle andre hovedpersoner...
Jeg synes det værste er referatet fra mødet i Chr. Havns beboerhus, hvor han beskylder en alle deltager for at frygte en bestemt person.
Det er simpelthen under lavmålet af insinuationer."
Journalist Ulrik Dahlin (også et medlem af Øvigs backing band) kommenterer:
"Hej Mette
Lige et spørgsmål: hvad skulle Peter have gjort, hvis han viste dig, Folke eller andre, der ikke ville være med, hvad han havde skrevet, og I måske ikke var ubetinget begejstrede? Skulle han have rettet sig efter Jer, gået i dialog eller hvad synes du?"
Det udløser en længere korrespondance med Mette Sejsbo.
Mette Sejsbo: "Egentlig er forelæggelse vel meget enkelt... i regel nr. A 3 i de Presseetiske regler står: "Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare."""Nu er det ikke i så høj grad mig selv, jeg tænker på, men andre der IKKE har været i kontakt med Peter, heller ikke pr. mail under processen, og så ser sig selv indgående beskrevet i bogen."
Ulrik Dahlin: "Hej Mette
Jeg kender godt reglerne, men jeg synes ikke, at du svarer på mit spørgsmål. Hvad skulle Peter have gjort med evt. reaktioner på en forelæggelse?"
Mette Sejsbo: "Det ved jeg godt du gør! Når det gælder ufrivilligt medvirkende, der i bogen indgående beskrives som kontrollerende og styrende ledere, så mener jeg absolut at de skulle have haft beskyldningerne forelagt og have fået plads til genmæle. De mange sider der bliver brugt til at gengive email korrespondance taget i betragtning, ville der nok også have være plads til det."
Ulrik Dahlin: "Men i så tilfælde havde de jo indirekte medvirket til Peters bog, hvad de jo netop ikke ønskede, og hvad flere bagefter, inklusiv dig selv, er tilfredse med ikke at have gjort. Eller hvad?"
Mette Sejsbo: "Jeg synes der er forskel på genmæle ift. en journalists/forfatters beskyldninger og så det at medvirke. OG hvis nogen sagde nej tak til et sådan genmæle, så kunne Peter jo bare have skrevet det. I stil med "XX har fået fremstillingen af hans/hendes rolle i denne bog forelagt, men har ikke ønsket at kommentere". Det ville have klædt projektet."
Ulrik Dahlin: "Du har ret i, at der i udgangspunktet er forskel på et genmæle og at medvirke. Men forskellen mindskes i samme takt, som genmælet vokser. Hvis du fx skulle have raget ordentligt til genmæle mod beskrivelserne af dig som en dem fra den hårde kerne, eller hvad det nu kaldes, så ville du jo dermed nemt komme til at gøre det, du beskriver I dit brev til peter""Fuck mine store finger! ... altså nuancere Peters i dine øjne forkerte beskrivelser af hierarkier i bevægelsen."
Mette Sejsbo: "Genmæle er for mig ikke en ny bog med min udlægning af hele historien. Som ovenfor skrevet er det ikke omtalen af mig selv jeg sigter til, men f.eks. Gyda som også har kommenteret i denne tråd. Navngivne og anonyme personer i bogen får lov at beskylde hende for dette og hint... det skulle have været forelagt."
Se også
BZ: Radikale venstreorienterede er blevet mainstream
Nepotisme bag Statens Kunstfonds uddeling til Peter Øvig Knudsen?
Bad Santa 2016 (Happy Allahmas)
Roterende islam i kasketten (IS-soldat Mesa Hodzic skyder to politibetjente i Pusher Street på Christiania, mens Nicolai Oster fra Liberal Alliance griner ondt i baggrunden)
Læs også journalist og historiker Bent Blüdnikow 's kronik om Øvigs BZ-bog:
Historien om BZ som Øvig ikke ville fortælle