En æra er slut. Playboy Magazine har besluttet ikke længere at bringe fotos af nøgne kvinder. Det skriver New York Times. Bladets grundlægger og chefredaktør, 89-årige Hugh Hefner, har accepteret den radikale ændring i forbindelse med en relancering af magasinet til marts næste år.
Playboy vil fortsat bringe billeder af afklædte kvinder, men de vil ikke længere være helt nøgne. Med ændringen satser Playboy ifølge virksomhedens administrerende direktør Scott Flanders på at kunne konkurrere med yngre magasiner som Vice.
Playboy vil stadig operere med månedens playmate, men der vil blive tale om en såkaldt PG-13 version af Playmate of the Month (PMOM), der ikke omfatter nøgenhed. Fra marts vil Playboy dyrke en renere, mere moderne stil, fortæller bladets direktør for indhold - Cory Jones.
Ifølge New York Times er Playboy's oplag faldet fra 5,6 millioner i 1975 til 800.000 i dag, og muligheden for at se porno på internettet har betydet, at magasiner med pornografisk indhold - heriblandt Playboy - "have lost their shock value, their commercial value and their cultural relevance.".