Koranafbrænding i nordjysk baghave.
Afskaffelsen af blasfemiparagraffen har medført stor begejstring i liberale kredse. Jeg hilser også afskaffelsen velkommen, da jeg ikke mener, at religion skal være fritaget fra kritik eller hån, spot og latterliggørelse, som Flemming Rose ville have formuleret det. At afbrænde den kedelige ideologi islams voldsmanual koranen ser jeg i øvrigt som en frihedshandling, og det bør ikke medføre straf, men applaus. Af rent private årsager er jeg også glad for, at den principfaste koranbrænder som følge af lovændringen sandsynligvis ikke skal trækkes igennem en retssag, hvor man ikke kan vide, hvad udfaldet ville blive.
Bortset fra det opfatter jeg ærlig talt afskaffelsen af blasfemiparagraffen som lidt af en pyrrhussejr. Det har ikke været blasfemilovgivningen, der har afholdt danskerne fra at tegne Muhammed eller brænde koranen. Det har derimod været frygt for repressalier fra den kritiske mængde af aggressive islamister, der befinder sig i Danmark. Den mængde er ikke for nedadgående (hvilket de mange dødstrusler, som koranbrænderen modtog (og som politiet ikke gad modtage en anmeldelse af endsige efterforske), understreger).
Derfor vil afskaffelsen sandsynligvis være uden praktisk betydning. 99 procent af danskerne, meningseliten og msm medierne har allerede rettet ind efter de islamiske forskrifter. Blasfemiparagraf eller ej.
Gud er død! Er det ikke blevet koldere?