Jeg er begyndt at læse Anne Wolden-Ræthinge 's samtalebog Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka. Jeg vil citere lidt fra bogen de kommende dage. Her en passage om den ryggesløse - Kirkebys udtryk - norske maler Edvard Munch, som Kirkeby blev en stor fan af sent i livet:
"Det, der er så genialt ved "Skriget", er ikke bare det logoagtige ved det, som jo gud og hver mand har misbrugt. Det geniale er, at når du ser billedet, en af udgaverne af billedet - for han har lavet mange udgaver - så er de alle sammen fuldstændig autentiske. Det er ikke et billede, som er opfundet for at dække en teoretisk psykisk tilstand - det er direkte set. Set på et bestemt tidspunkt i et bestemt rum. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det er fuldstændig set. Der ligger på alle billederne to skibe, eller tre, hvor mange det nu er nede i fjorden, og det lå der, dengang han så skriget."
(Side 127)
Se også
Uwe Max Jensen: Composition C