Portræt af Søren K. Villemoes - debatredaktør på Weekendavisen.
Jeg har skrevet dette læserbrev om min retssag mod Dansk Journalistforbund, Kurt Westergaard og fotograf Michael Drost-Hansen til Weekendavisen. Jeg fik at vide, at det ville komme i avisen, og jeg blev bedt om at fremsende et foto af mit maleri, der skulle illustrere mit indlæg. Det endte dog ikke i avisen alligevel, da der ifølge debatredaktør på Weekendavisen - Søren K. Villemoes - "kom andre læserbreve foran, som vi fandt mere relevante".
Jeg poster derfor mit læserbrev her:
Da ytringsfrihedskæmperne svigtede
Jeg er i øjeblikket involveret i en retssag, da Dansk Journalistforbund (DJ) på vegne af sine to medlemmer Kurt Westergaard og Michael Drost-Hansen har lagt sag an mod mig for at krænke de pågældendes ophavsret i forbindelse med malerier, jeg har lavet. Du har sikkert ikke hørt om sagen, da den bortset fra et indslag i Radio24syv ikke har fået nogen dækning i pressen i denne omgang.
Retssagen drejer sig kort fortalt om, at jeg har malet en række malerier, hvor jeg har inkorporeret en malet udgave af Kurt Westergaards Muhammedtegning. Blandt andet har jeg malet et billede, hvor jeg anvender Michael Drost-Hansens pressefotografi af en politibetjent, der leger find ringen med en syrisk migrantpige, som forlæg. Men i mit maleri er migrantpigens ansigt udskiftet med en malet udgave af Muhammed med bombe i turbanen.
Maleriet med titlen Gemmeleg er en satirisk kommentar til Michael Drost-Hansens fotografi, som jeg opfatter som propaganda og en absolut misvisende fremstilling af den migrantstrøm, der i sommeren 2015 væltede ind over den danske grænse og via E45 søgte mod Sverige. I hovedreglen var det nemlig ikke små søde piger, der kom ind over grænsen. Det var derimod unge mænd i den krigsduelige alder. Nogen af disse mænd har andre steder i Europa - blandt andet i Paris - været involveret i dødelige terroranslag mod den europæiske civilbefolkning. Et faktum Michael Drost-Hansen med sit sukkersøde portræt af pigen og politibetjenten forsøger at tilsløre.
Mit maleri er ikke en kritik af pigen. Hun er alene et instrument for den politisk korrekte elite, der får propagandaen til at glide ned. Mit maleri er for hovedpartens vedkommende en kritik af, at politi, myndigheder, politikere og presse lukkede øjnene i, da migrantstrømmen var på sit højeste.
Den slags kritik rejser man ikke ustraffet. Jeg blev kort efter offentliggørelsen af mit maleri stævnet af DJ. Westergaards krav er 100.000 kroner, mens Michael Drost-Hansen forlanger 33.750 kroner. Dertil kommer sagens omkostninger og ikke mindst beslaglæggelse af de pågældende malerier sandsynligvis med henblik på destruktion.
Kurt Westergaard, der er blevet hyldet i både ind- og udland for sit forsvar af ytringsfriheden, kræver nu en kunstners ytringsfrihed indskrænket og vedkommendes værker beslaglagt og sandsynligvis destrueret. Jeg finder det også opsigtsvækkende, at DJ, hvis medlemmer bladtegnerne lever af at satirisere over den daglige billedstrøm, ønsker at afholde en kunstner fra at gøre det samme. DJ's hykleri er til at tage og føle på.
Nu skulle man som skrevet tro, at en sådan sag ville være gefundenes Fressen for pressen, der igen og igen har kastet sig over Muhammedtegningerne - senest i forbindelse med tegningernes fravær fra en kunstudstilling i Viborg og i forbindelse med Inger Støjbergs Facebookopdatering, hvor ministeren afslørede, at hun har Muhammedtegningen som skærmbillede. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Jeg blev godt nok ringet op af en journalist fra BT, som jeg talte med i 15-20 minutter og som efterfølgende henvendte sig for at få lov til at bruge mit Gemmeleg maleri som illustration. Men intet kom i avisen.
Muhammedtegningerne er et åbent sår for danske medier, da mediernes knæfald i forhold til det islamiske billedforbud understreger, at vi de facto ikke har ytringsfrihed i Danmark. Det gør ondt på mediernes selvforståelse at måtte konstatere, at man bøjer af, når folk møder ytringer med vold og terror.
Hvad så med kunstverdenen? Her må der vel være støtte at hente? Beslaglæggelse af malerier med henblik på destruktion og et de facto maleforbud. Det lyder som noget, vi skal tilbage til nazitidens entartete kunst (eller nutidens Sverige) for at finde eksempler på.
Med hensyn til kunstverdenen er sagen tungtvejende, fordi det er fuldstændig afgørende for samtidskunstnere at kunne forholde sig til tidens billedstrøm og også gå ganske tæt på disse billeder. I kunstverdenen har der været fuldstændig radiotavshed. Ingen har ytret det mindste lille pip om sagen, eller de konsekvenser som en dom kan føre med sig. Ikke kun hvad angår min konkrete sag, men generelt.
Min sag har ellers flere lighedspunkter med sagen mod billedkunstneren Nadia Plesner, der blev pålagt dagbøder på 37.000 kroner for at vise sit maleri Darfurnica, der forestiller et underernæret afrikansk barn med en Louis Vuitton-taske over armen. Dengang - i 2011 - var støtten til Nadia Plesner massiv. Heart - Herning Kunstmuseum udstillede Darfurnica, og museets direktør Holger Reenberg erklærede overfor DR Kultur sin støtte til kunstneren:
"Der er noget principielt i sagen, når et privat firma ønsker at lægge begrænsninger på, hvad kunsten må udtrykke sig om. Brands som Louis Vuitton er en del af virkeligheden, og man kan ikke lægge begrænsninger på, hvilke dele af virkeligheden, kunstnere må beskæftige sig med."
Om udstillingen af Nadia Plesners maleri sagde Holger Reenberg:
"Vi frygter ikke for Louis Vuitton."
Måske frygter Holger Reenberg og Heart profeten Muhammed? Jeg har i hvert fald ikke fået samme generøse tilbud om at udstille mine malerier på Heart som Nadia Plesner.
Når kunstverdenen og pressen svigter, så kan man vel sætte sin lid til traditionelle ytringsfrihedsforkæmpere som Trykkefrihedsselskabet, Flemming Rose og Jacob Mchangama?
Svaret er desværre et rungende nej. Jacob Mchangama har ignoreret sagen, mens Torben Mark Pedersen, der sidder i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, og Flemming Rose har kaldt det "en banal sag om ophavsret". Men der er intet banalt i sagen.
Ekspert i ophavsret Thomas Riis, der er professor, dr. jur. ved Københavns Universitet, har udtalt følgende til Politiken:
"Jeg tror, at to forskellige domstole ville kunne komme med to forskellige svar."
Sagen er principiel, og en retslig afgørelse vil komme til at danne præcedens for fremtidige sager i forhold til, hvordan man vejer kunstnerisk satire op mod ophavsret.
Der er som skrevet heller intet banalt ved det faktum, at Dansk Journalistforbund som udgangspunkt ønsker de solgte Muhammedmalerier beslaglagt (eventuelt med henblik på destruktion).
Mark Pedersen og Rose overser eller ignorerer også, at Kurt Westergaard kun tre gange har lagt sag an for misbrug af sin tegning. Mod mig. Mod Anders Gravers Pedersen fra Stop Islamiseringen af Danmark. Og mod den hollandske politiker Geert Wilders. Jeg har svært ved at se, at disse sagsanlæg ikke er politisk motiverede.
Masser af medier har bragt Muhammedtegningen uden at cleare det med Kurt Westergaard. Kurt Westergaard og Dansk Journalistforbund har altså udelukkende valgt at lægge sag an mod personer, som man har fundet politisk ukorrekte.
Jette Dali, der på et tidspunkt sad i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse og for at det ikke skal være løgn er mor til billedkunstneren Nadia Plesner, og som jeg egentlig troede var en allieret i kampen for retten til ytringsfrihed og religionssatire, er kommet med flere personlige angreb på mig på Facebook i kølvandet på denne sag.
Hun hævder blandt andet, at mine malerier skulle bringe Kurt Westergaard i yderligere fare. Det blev ikke dokumenteret ved det første retsmøde i sagen. Og der er ikke noget, der umiddelbart tyder på det. Det konkrete og de planlagte angreb mod Kurt Westergaard stammer alle fra tiden inden mine malerier. Hvis Jette Dalis tese var rigtig skulle Trykkefrihedsselskabets salg af Muhammedkrus, hvorpå Westergaards bombetegning er trykt - noget, der foregår efter aftale med Kurt Westergaard - vel i endnu højre grad bringe Westergaard i fare. Jeg har endnu til gode at se Jette Dali kritisere det arrangement.
Jeg er skuffet over Torben Mark Pedersen, Flemming Rose, Jette Dali, Jacob Mchangama og Trykkefrihedselskabet. Jeg mener, at de har svigtet forsvaret af ytringsfriheden. Et forsvar, der ellers er deres eneste adgangsbillet til den offentlige debat.
Trods de pågældendes svigt har jeg også meget at glæde mig over. Flere privatpersoner støttede mig økonomisk, så jeg i sin tid, da sagen begyndte, havde råd til at få lavet et juridisk svarskrift. Og nu har en advokat med interesse for ophavsret påtaget sig sagen pro bono. Det er jeg selvfølgelig ualmindeligt glad for. Havde jeg ikke haft en advokat, var jeg blevet kørt midt over af Dansk Journalistforbund.
Med hensyn til ny "alliancer" kan jeg konstatere, at formanden for Danske Bladtegnere - Muhammedtegneren Lars Refn - har vendt sig mod Dansk Journalistforbunds sagsanlæg, og journalist Uffe Gardel har i fagbladet Journalisten skrevet om, hvordan Dansk Journalistforbund med sagsanlægget forsøger "at indskrænke ytringsfriheden og begrænse mulighederne for at lave politisk satire i Danmark".
Jeg tillader mig at tro, at min sag ville have fået en langt større udbredelse, hvis jeg med mine malerier havde befundet mig på den politiske korrekte side af kridtstregen. Ytringsfriheden og ikke mindst forsvaret af den gælder åbenbart kun, når man laver kunst, der er opbyggelig i det store flertals øjne.
Se også
Gemmeleg (Replik til fotograf Michael Drost-Hansen 's propaganda)