"Indpakningskunstneren" Christo er en af mine favoritkunstnere, og jeg er ærlig talt stolt af at indgå i den samme permanente samling på Mamco i Geneve, som Christo gør det med et tidligt værk.
I øjeblikket er Christo aktuel med The London Mastaba. Skulpturen ligner noget, der er photoshoppet. Men det er altså et rigtigt foto af en skulptur bestående af olietønder i flere farver. Ideen til værket stammer tilbage fra 1970'erne, men (midlertidige) værker i den skala tager det ofte årtier at realisere.
Christo arbejdede allerede med olietønder tilbage i begyndelsen af 1960'erne, hvor han blokerede en gade i Paris med tønder i forskellige farver. Et enkelt, men smukt greb.
For nogen år siden tog jeg til Oberhausen i Tyskland, hvor Christo i en kæmpemæssig udtjent gasbeholder havde installeret en stofballon, som publikum kunne gå ind i. Det lyder banalt, men var faktisk en stor oplevelse, hvor en særlig ro sænkede sig over publikum inde i ballonen. Det var tæt på at være en religiøs oplevelse.