Jeg er begyndt at læse Anne Wolden-Ræthinge 's samtalebog Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka. Jeg vil citere lidt fra bogen de kommende dage.

Per Kirkeby om sine murstensskulpturer:


"De underlige murstensskulpturer jeg har lavet, om dem har jeg altid sagt, at de er maskiner, der rummer lyset. De er meget massive, men så ved hjælp af skyggerne rummer de lyset. De er også i en vis grad uforklarlige. En af de sidste store, jeg har lavet, var i Esbjerg foran sygehuset. Dér spurgte Laurits Tørnæs, hvad den var. Så sagde jeg: "Den ligger jo lige foran indgangen til sygehuset og den er jo ingenting. Der er ingen, der forstår, hvad den er. Den har nogle fantastiske mekanismer med lys og skygge og indsigter, der stoppes af mur og så andre steder, hvor man kan se hele vejen igennem. Det er jo Fadervor".

Enhver, der går ud og ind af et hospital, er dybt berørt. Enten skal man besøge nogen, eller man skal selv ind og have fjernet hovedet, eller man kommer, fordi man er bange for noget. Når man kommer ud, er man altså lettet eller man er endnu mere bange, fordi lægen har sagt et eller andet om, at man har et halvt år tilbage. Og ting, som ingen forstår. Ingen forstår jo, hvorfor de bliver ramt af sygdom. Vi forstår ikke, hvorfor nogle mennesker, vi kender som de mest "unlikely" til at blive ramt, faktisk bliver det. Vi forstår det heller ikke selv, hvis vi selv bliver ramt. Så det er en uforklarlig ting. Og denne her store ting, jeg har lavet lige foran næsen på indgangen, er også så uforklarlig, så den måske ligger der i al sin uforklarlighed, præcis som Fadervor ligger for os i vores sind. Så jeg har bygget et fadervor. Det er jo sikkert også ret godt at sige ovre ved Vestkysten, ikke?"


(Side 307-308)



(Fotos af Per Kirkebys skulptur: Visit Esbjerg)


Se også
Grid painting (A)