Geoffrey Cain er død efter kort tids indlæggelse på Bispebjerg Hospital. Geoff's sidste mail kort før nytår, hvor han informerede om en pause i sine nyhedsbreve, lød:

"Jeg er indlagt på Bispebjerg Hospital. Sorry."

Forfatter og journalist Helle Merete Brix, der kendte Geoff Cain i en årrække, skriver mindeord på Facebook:

"Geoffrey Cain er død. Jeg fik nyheden i morges, da jeg var på vej ud af døren. Igennem dagen har jeg tænkt på Geoff, som han ofte blev kaldt, født brite, pensioneret cand.mag., forfatter, franskkyndig, overlevende fra angrebet på Krudttønden, glødende engageret i debatten om islam og indvandring og en meget hjælpsom sjæl:

”Ja, ja, det kommer senere i dag,” har mange mails fra ham lydt, når jeg spurgte om, han kunne oversætte et par sager for u-fyrstelig betaling. Når jeg inden for de seneste år anførte, at selvom mit franske var rustent, så mente jeg, der måtte være faldet noget ud af en sætning hist og pist, skrev han tilbage, at nu var han jo altså fyldt 80, og jeg måtte tilgive ham, hvis der røg lidt i svinget.

Geoff havde humor. I en af de beskrivelser, han har givet af, hvordan han oplevede terrorangrebet på Krudttønden, forklarede han, hvordan han oplevede skudsalven, som han antog for at være fyrværkeri: ”Vist nok venstrefløjen igen, tænkte jeg, og derfor blev jeg siddende, da en gruppe tilhørere fór gennem salen og forsvandt i strakt galop ud ad en sidedør. Resten af salen smed sig ned og spillede død, (hvad jeg sandsynligvis også ville have gjort, hvis sagens alvor var gået op for mig).”

Mest kendt i offentligheden er Geoffrey Cain nok for sin lille, men vigtige bog ”Ondskabens Ikon”. Den findes i to udgaver, den første udkom i 1999, den seneste hedder ”Gensyn med Ondskabes Ikon” og har forord af Erik Meier Carlsen. Bogen var ikke mindst en gennemgang og illustration af, hvordan danske bladtegnere i tidens løb har behandlet Pia Kjærsgaard rent billedmæssigt. Skal man være diplomatisk, kan man sige dette: De har ikke været skånsomme.

Det var også Geoff, der med musikalitet og klarhed oversatte filosoffen Robert Redekers enkle, men rystende beretning om at måtte gå under jorden efter at have publiceret en islamkritisk kronik i le Figaro: ”Man må forsøge at leve” hedder bogen, som Trykkefrihedsselskabets Bibliotek udgav for år tilbage. Da Redeker i den forbindelse besøgte Danmark, knyttede oversætter og forfatter et bånd, der, så vidt jeg ved, varede ved.

Og det var Geoff, der i vinteren 2017, sammen med en anden franskkyndig oversatte den tidligere ambassadør i Danmark, Francois Zimerays forord til min bog om terrorens ofre. Mens oversættelsen stod på, fløj der fnysende mails fra Geoff til mig. For Zimeray er supereuropæer, og det var Geoff afgjort ikke, og han havde sin klare mening om ambassadørens synspunkter. Men han oversatte naturligvis, som en god oversætter bør gøre: Loyalt men frit.

Nu er Geoff her ikke mere. Jeg sender ham mange tanker, og jeg vil savne hans ”ja, ja, det kommer senere i dag”."


Aia Fog har skrevet mindeord på Trykkefrihed - læs det her.


Se også
Øjenvidneberetning: Geoffrey Cain var til stede under terrorangrebet på Krudttønden – han fortæller, hvad der egentlig skete