Ai Weiwei er Kinas førende samtidskunstner. Han er desuden en af landets mest profilerede systemkritikere. En positionAi Weiwei bruger aktivt i sin kunst, hvor han fremstiller sig selv som ytringsfrihedens forsvarer i kamp mod regimets censur. Og Ai Weiwei, der er en mester i kommunikation, var da heller ikke sen til at råbe op om censur, da Lego i efteråret 2015 nægtede at sælge kunstneren en større portion Lego-klodser, som Ai Wewei skulle bruge til udstillingen "Andy Warhol - Ai Weiwei" på National Gallery of Victoria i Melbourne, Australien.
Som et modtræk, der nu viser sig ikke at være andet end et publicitystunt, stablede Ai Weiwei et projekt på benene, der skulle forsvare "ytringsfrihed og "politisk kunst"" i form af en række såkaldte Lego Collection Points, hvor interesserede kunne donere Lego-klodser til Ai Weiwei gennem soltaget på en ældre BMW.
Store og mindre kunstinstitutioner som Brooklyn Museum i New York, Royal Academy i London, Martin-Gropius-Bau i Berlin, Contemporary Art Center i Malaga og National Gallery of Victoria i Melbourne blev i slutningen af oktober 2015 Lego Collection Points, mens Kunsthal Charlottenborg i København blev "det officielle opsamlingssted i Danmark", hvor "alle, der ønsker at bidrage, (kan) donere deres LEGO klodser til at realisere Ai Weiweis projekt", som det lyder på kunsthallens Facebook profil. Kunsthal Charlottenborg insinuerede hermed, at de indsamlede Lego-klodser skulle anvendes til Ai Weiwei's udstilling i Australien. Men det viser sig ikke at være tilfældet, da de indsamlede klodser ikke er blevet brugt.
De, der har doneret Lego-klodser til Ai Weiwei er blevet taget ved næsen. De har godt nok bidraget til kunstnerens velsmurte marketingsmaskine, men ikke til et konkret kunstværk, som de var blevet stillet i udsigt.
Også Ai Weiwei's samarbejdspartnere har bidraget til kunstnerens spin. Således skriver Det Kongelige Danske Kunstakademi, som Kunsthal Charlottenborg hører under, i en pressemeddelelse:
"Efter stor succes har Ai Weiwei og Kunsthal Charlottenborg besluttet at forlænge indsamlingen af LEGO klodser på Kunsthal Charlottenborg til d. 22. december 2015"
Enhver, der har fulgt indsamlingen, har kunnet konstatere, at påfaldende få har valgt at donere Lego-klodser gennem taget på den parkerede BMW i kunsthallens gård. Hvordan der pludselig er blevet tale om en "stor succes" er et såkaldt godt spørgsmål.
Helt absurd var Ai Weiwei's egen reaktion, da undertegnede delte en historie om de ganske få indsamlede Lego-klodser på Ai Weiwei's Twitter profil. Efter delingen af den faktuelle, men kritiske historie blokerede Ai Weiwei undertegnede, så jeg ikke fremover kan kommentere på og dele og se tweets fra Ai Weiwei's Twitter profil. Ytringsfrihed omfatter i AiWeiwei's univers åbenbart ikke personer, der bringer posteringer, der kan opfattes som kritik af Ai Weiwei.
Selvom Ai Weiwei er et internationalt ikon på ytringsfrihed, er han lige så lidt interesseret i ytringsfrihed som det kinesiske regime, han vedvarende kritiserer.