Bloggeren Martin Kaslers afsløring af fuskeri i Jacob Holdt 's bog Amerikanske Billeder, der ifølge Holdt selv er "dokumentarisk", har skabt røre i andedammen. Nu føler forfatteren Peter Tudvad sig kaldet til at svine Martin Kasler til. Tudvad skriver på sin Facebook side:
"får et utal af venneanmodninger på Facebook, de fleste fra mennesker, som jeg ikke kender, en del af dem kvinder med et tiltrækkende ydre, men når jeg ingen fælles venner har med dem, forekommer det mig lidet sandsynligt, at vi har stort andet til fælles end såre menneskelige drifter. De resterende giver overvejende indtryk af at ville en dialog, og så accepterer jeg dem prompte og håber på et udbytterigt bekendtskab. Endelig er der nogle få, som jeg finder så suspekte eller ekstremistiske, når jeg kigger på deres facebookvægge, at jeg ignorerer deres henvendelser. Forleden fik jeg en venneanmodning fra en sådan type, men i dette tilfælde en, jeg kendte, nemlig Martin Kasler, en højreradikal besynderlighed, som for år tilbage yndede at skrive diverse rablerier om mig i de organer og fora, der var lige så højreradikale og besynderlige som ham selv.
Bumski, dér kom den gode Kasler sgu lige susende med en venneanmodning til mig - uden ét ord til forklaring. Jeg svarede ikke, og nu - få dage senere - har han åbenbart selv trukket anmodningen tilbage. Men hvorfor hulen har han overhovedet fået den idé at anmode mig om mit venskab? Er det, fordi han tænker, at han med lidt held kunne få det og så holde bedre øje med, hvad jeg skriver af farligt humanistiske ting og sager, måske endda noget, han kan taksere som socialistisk eller kommunistisk eller bolsjevistisk eller indvandrertossevenligt eller landsforræderisk? Eller er der bare sket en kortslutning, da han pludselig blev det store, herostratiske navn i Weekendavisen, fordi dette ellers så hæderkronede organ fandt det relevant at bringe hans proportionsløse angreb på Jacob Holdts "Amerikanske Billeder" til torvs?
Engang var notoriske tosser som Martin Kasler akkurat notoriske tosser. I dag er de kilder til mediernes historier. De er stuerene, og de har selvtillid, så stor selvtillid, at de næsten ikke kan forestille sig, at man ikke vil være venner med dem."
*
At netop Peter Tudvad mener, at Martin Kaslers påpegning af fejl i Amerikanske Billeder er proportionsløs bærer sin egen ironi. Peter Tudvad blev i sin tid kendt i offentligheden, da han påviste fejl i sin daværende kollega Joakim Garff 's Søren Kierkegaard biografi.
*
Martin Kasler har i øvrigt skrevet et svar til Peter Tudvad i kommentarfeltet:
"Dav Peter
Jeg husker dig godt fra den gang du rendte rundt med rosset fra Demos og spillede redskin, og jeg skal ikke udelukke at jeg den gang har omtalt dig. Jeg sætter i så fald pris på, at du har husket det.
Men til sagen: Jeg har aldrig anmodet dig om FB-venskab. Efter WA-artiklen fik jeg en del venne-anmodninger. Jeg tænkte nok der var røde i blandt, men godkendte kritiskløst alle. What the hell, I er jo i defensiven, som du selv klynker over.
Samme nat så jeg på min telefon, at jeg tilsyneladende havde afsendt 70-80 venneanmodninger, 'anbefalet af en vis Allan Anarchos' (eller hvad den præcise formulering nu var).
Dit navn var som et af de første på listen og jeg vidste derfor med det samme, at ham Anarchos ikke var værd at samle på. Der gik vel et døgns tid før jeg fik tid til at fjerne anmodninger og din ven har vistnok af egen drift trukket følehornene til sig.
Jeg ved ikke så meget om FB's tekniske sider, så du var måske i god tro da du skabte dig offentligt over venneanmodningen fra min profil. Jeg er ligeglad med undskyldninger fra rødt skravl, men men træk lige vejret næsten gang Jacob Holdt bliver afklædt.
Kan du følge mig, Pjerrot?"
Også Jacob Holdt melder sig ind i samtalen med en kommentar til Martin Kasler:
"Martin Kasler Jeg føler mig sandelig ikke "afklædt" (af dig) mere end jeg vanen tro altid har "afklædt" mig selv for alle Humørikonet smile Hvis jeg ikke havde gjort det på din blog, ville Weekendavisen jo aldrig have taget dine skriverier alvorligt. Så du skylder mig alt lige nu Humørikonet smile
Og jeg vil igen - som jeg har sagt det flere gange i de sidste dage - rose dig for din granskning af mit fortidige liv. Jeg føler at du er den eneste der har lavet ordentlig journalistik i denne sag ved virkelig at gå til kilderne gennem et enormt researcharbejde vha. alt det man i dag kan finde på Internettet - inklusive mine egne selvmodsigelser enkelte steder som følge af at jeg simpelthen ikke efter så mange møder med mennesker og næsten daglige foredrag kan huske hvad jeg gjorde for 42 år siden.
Derfor har jeg kun ros til dig, men ikke til hele den presse, der i denne uge fuldstændig ukritisk har viderebragt mit forvirrede interview i Weekendavisen i sidste uge som "sandheden om Amerikanske Billeder - Den ny udgave af bogen fra 2011". (Se mit svar i Weekendavisen i dag).
Langsomt hjælper du mig til mere klarhed over mine forvirrede vagabondår - f.eks. anede jeg indtil fornylig ikke at jeg havde alle de billeder i mit arkiv fra det, som vi der var med, altid blot kaldte (begivenheden) Wounded Knee, men som du insisterer på at kalde (landsbyen) Wounded Knee.
Når man bliver så glad for sin "research assistent" (som du kan mærke gennem vores korrespondence at jeg er for dig lige nu hvor jeg skriver erindinger) kan man ikke undgå at blive lidt skuffet over at du ikke vil møde mig ansigt til ansigt i et ellers overfladisk Tv2-News--indslag som kunne have været beriget med vores møde og ikke kun din stemme (som jeg ikke kunne høre under bordet og derfor ikke besvare korrekt).
Så lad os håbe at alt dette nu fører til et varigt venskab. Du har endnu ikke besvaret alle mine invitationer om at rejse med mig til USA så du selv kan udspørge alle mine gamle venner om det jeg skriver om dem i bogen. (Men jeg indrømmer at jeg heller ikke har haft tid under de sidste dages genopblussede Wounded Knee-slag at følge med på din blog).
Allan Anarchos, som du nævner foroven, kendte jeg. Han sad i menighedsrådet under pastor Erik Bock i Hellig Kors kirke, hvor jeg ofte kom, og han stiftede "Kærlighedspartiet" i Christiania. Som jeg husker det var han en af flere som ringede mig op efter denne radioudsendels:
http://www.american-pictures.com/sound/vagabond/index.htm
(mens jeg gik på gaden i New York) for at fortælle at mine lidt for ærlige selvbekendelser deri (i al fald for mine forældre og svigerforældre) havde givet ham modet til "at springe ud". Men med din interesse for kildekritik kan du jo selv opsøge ham - homofob som du jo er Humørikonet smile - for at se om han siden er "sprunget ind" igen (eller hjælpe ham med at gøre det) - og derefter igen kalde mig "løgner".
Lidt kærlighed kan i al fald aldrig skade dig
Humørikonet smile"
Martin Kasler:
"Jacob Holdt Jeg har just her for nogle timer siden modtaget en mail fra en person, der beviseligt deltog i begravelsen af Frank Clearwater (no shit, fjols). Nu spørger jeg dig: Vil du stadig fastholde din historie om enken Morning og din gribende begravelsestale?"
Jacob Holdt:
"Ja, det kan du tro. Den tale (bortset fra hele indholdet) glemmer jeg aldrig og jeg fandt som nævnt andetsted mit notat om den til min far på den gamle Wounded Knee avis jeg har liggende. For som jeg husker det krævede det enormt mod som hvid at stå op i en sådan forsamling af indianere for en genert fyr som mig. Men grunden til at jeg turde var at jeg havde været nede i Guatemala året før for at finde guerrillaen og bekæmpe det blodige diktatur, Nixon havde installeret (som Eisenhowers vicepræsident) efter at USA væltede Jacobo Arbens demokratisk valgte regering. Så nu kædede jeg elegant Nixon som undertrykker af indianerne i Guatemala sammen Nixon som undertrykker af indianerne i Wounded Knee. Det gjorde virkeligt indtryk husker jeg fordi ingen amerikanere jo anede noget som helst om hvad der foregik i Guatemala. Grunden til at jeg gjorde det, var at jeg i Canada eller tidligere havde læst "Guatemala - occupied country" hvis forfatter jeg lige nu har glemt ligesom jeg har glemt så meget andet. Og jeg mener også at jeg så et brev for leden til min far om at Morningstar roste mig for talen - hvilket nok var en af grundene til at hun inviterede mig til at dele sin tepee. Men det kan du jo selv tage med til USA og spørge hende om, hvis vi kan finde hende. Hun må være 78 år nu.
I øvrigt har jeg enkelte billeder fra denne begravelses seance, hvorfra jeg ellers kun husker at jeg snakkede med en ung svensk kvinde."
Jacob Holdt:
"Kære Martin (Kasler, red.). Jeg vil blive enormt glad for at du bringer mig i kontakt med nogle af de folk du finder som var med i Wounded Knee som din omtalte person her. Vi spredtes jo for alle vinde bagefter og pga. den dårlige måde jeg omtaler indianernes glorværdige begivenhed på i min amerikanske bog havde jeg aldrig mod til (eller havde for travlt til at køre tilbage til disse øde områder af Udkants-USA) for aktivt at opsøge dem siden. Men tiden læger jo alle sår, så at møde dem igen kunne være sjovt for at finde ud af hvordan de oplevede Wounded Knee (begivenheden)."
Martin Kasler:
"Jacob Holdt Problemdet er at de ikke gider tale med dig. Men skruer du bissen på er nok klar til at stå frem. Husker du i øvrigt Russell Means?"
Jacob Holdt:
"Jeg husker tydeligt hans navn som en af de store, men ikke hans ansigt. Du kan vel ikke selv huske alle de ansigter du mødte for 42 år siden. Jeg husker ikke om han var inde i knæet hele tiden eller ude, men har vist stødt på hans skriverier siden. (Det eneste navn jeg husker i dag er Crog Dog, som jeg har flere billeder af). Så jeg ved ikke hvad Russell har skrevet om WK (Wounded Knee, red.), men tænkte når jeg stødte på navnet at han nok var en af dem jeg ikke lige ville løbe jublende op til efter den negative beskrivelse jeg selv gav af WK. Når jeg møder indianere af den støbning kan det jo ærgre mig at jeg ikke genbrugte artiklen fra Kristeligt Dagblad i bogen, men så var bogen jo blevet usandfærdig Humørikonet smile
Jeg tror jeg ville have sat mig mere ind i indianernes situation siden hvis jeg havde haft flere shows i South Dakotas universiteter. Og så måske alligevel ikke, da Wounded Knee aldrig var med i mit lysbilledshow, som langt de fleste opfatter som begrebet Amerikanske Billeder, da kun meget få har læst bogen. Her er alt hvad jeg har om indianere i showet:
http://www.american-pictures.com/.../americ.../chapter-3.htm "
Martin Kasler:
"Jacob Holdt Hele første spalte i WK-kapitlet i Amerikanske Billeder er ikke andet end genbrug af din løgnehistorie i Kristeligt Dagblad.
Så er det iøvrigt interessant at se, hvordan du nu begynder at lægge vægten på indholdet af dine shows i stedet for bogen. Hvad skal det blive til? Et "Ja, jeg løj i Kristeligt Dagblad. Ja, jeg løj i Amerikanske Billeder. Men jeg lyver bestemt ikke i mine shows"-forsvar?"
Asger Trier Engberg:
"Kære Jacob. Jeg er en generation der kommer efter dig. Vi er sådan set enige i de fleste idealer, går jeg ud fra. Jeg vil gerne en humanistisk, demokratisk verden, hvor borgerne lever i fred med hinanden.
Men vi står milevidt fra hinanden, når det så gælder hvilke metoder vi så forsøger at opnå dette mål med.
For mig er det at lyve, som du jo helt åbenlyst gør, det modsatte af oplysning. Et samfund er kun sundt, hvis man udstiller de negative konsekvenser en samfundsideologi har. Jeg har bekæmpet islamismen meget, fordi den umenneskelige behandling af minoriteter er, ja umenneskelig. Det har så kostet, kuglerne flyver omkring ørene på os.
Jeg forstår bare ikke, i din generation, hvor Sovjet jo helt tydeligt var dybt inhuman. Læs Solsjenitsyn. Hvorfor i alverden bekæmpede I ikke det? Jeg mener, USA var da, på det tidspunkt, milevidt fra Sovjet og al den dystre undertrykkelse. Østeuropæerne kaldte KGB inkarnationen af ondskab, men du samarbejdede helt åbentlyst med dem.
For mig at se, handler det om ærlighed. For der er ingen penge i det, eller anerkendelse, eller udstillinger på Louisiana. Der er kun ære i det, altså en ægte kamp for noget godt.
Problemet for min generation er, at den måde I gjorde tingene på stadig fungerer i samfundet. Kulturen er åben for infiltration, og ikke kritisk overfor de fjender som vil bruge den. Jeg har, næsten forgæves, forsøgt at råbe samfundet op om den nye generation af islamistiske kunstnere, som spiller for unge mennesker i Danmark. Musikere som hylder Det Muslimske Broderskab. En organisation der har mord af kristne, slaveri og voldtægt på menuen.
Det er næsten umuligt at komme igennem med det budskab, fordi din generation skabte et samfund som accepterer og støtter løgnen.
Hvorfor Jacob?"
Peter Tudvad:
"skal meget beklage, at jeg dummerweise har opfattet et venneforslag fra den rigeligt ivrige Allan Anarchos som en venneanmodning fra dig, Martin Kasler. Dermed er der jo ikke stor mening med mit opslag, og derfor havde jeg egentlig mest lyst til at slette det. Men nu diskuterer I jo så muntert i tråden under det, at det ville være lidt groft at gøre det.
Åh, hvor kækt! Jeg har rendt rundt "med rosset fra Demos og spillet redskin". Ja, du nævnte da vist også noget i sin tid i dine skriblerier om mig og Demos, dengang Erik Jensen, jeg selv og et par andre kom på nazisternes dødsliste, tilmed i en periode, hvor dem, du if. eget udsagn har "affinitet til", hyggede sig med at slå antinazister og andre ihjel ovre på den anden side af Øresund, ligesom danske Thomas Nakaba fik sig en dom på otte års fængsel for at forsøge at sende videobrevbomber til politiske modstandere.
Men rød er jeg naturligvis i dit univers, ligesom jeg var det i nazisternes. Er man humanistisk orienteret, har været medlem af et socialistisk parti et år i sin ungdom og taler imod xenofobi, så er man naturligvis rød. Ergo kom jeg på nazisternes "red watch" med en opfordring til at likvidere mig. Og ergo er jeg også i din optik en af de røde.
Jeg beklager atter misforståelsen, men det kan jeg forstå, at du er ligeglad med. Du er jo, som du skriver, "ligeglad med undskyldninger fra rødt skravl"."
Læs også
Mellemøstkommentator Poya Pakzad og Facebook klakørerne
Peter Tudvad: Ingen ytringsfrihed til politiske modstandere